Fælles forældremyndighed over 11-årig P med bopæl hos M, der i sagen havde oplyst, at hun agtede at flytte til Norge, Københavns Byret 17. marts 2016, utrykt (Når der går for meget og forkert jura i en forældreansvarssag).

Fælles forældremyndighed over 11-årig P med bopæl hos M, der i sagen havde oplyst, at hun agtede at flytte til Norge, Københavns Byret 17. marts 2016, utrykt (Når der går for meget og forkert jura i en forældreansvarssag).

Dommen er egentlig mest interessant på grund af de efterfølgende ret alvorlige konsekvenser.

M havde under sagen nedlagt påstand om ophævelse af fælles forældremyndighed, subsidiært om, at hun fortsat skulle have bopælen for P. F havde nedlagt påstand om fælles forældremyndighed og bopæl hos sig.

P havde boet hos M, siden hun var 2 år. Der var samvær i en 11-3-ordning på domstidspunktet.

P havde under sagen været til børnesamtale, der i bund og grund handlede om den problematik, at M agtede at flytte til Norge. P udtrykte, at hun gerne ville flytte med. Senere i sagen, der var indbragt for Statsforvaltningen i begyndelsen af maj 2015, blev der gennemført en børnesagkyndig undersøgelse. Også her var Norges-problematikken central.

Forklaringerne i sagen har også Norges-flytningen som centralt omdrejningspunkt. M sagde i retten, at hun først ville rejse til Norge, når sagen var slut.

Byrettens begrundelse:

Efter bevisførelsen findes begge forældre egnede til at varetage forældremyndigheden over P, og der er ikke holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om Ps forhold til hendes bedste, jf. forældreansvarsloven § 11. Der skal derfor fortsat være fælles forældremyndighed.

Idet retten navnlig lægger vægt på det oplyste i den børnesagkyndige undersøgelse, indholdet af samtalen med P og den omstændighed, at hun siden samlivsophævelsen har haft bopæl hos M, findes det at være bedst for P at have bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens ! 4 og 17.

Ms subsidiære påstand tages derfor til følge.

 

Domskonklusionen var derfor fælles forældremyndighed og bopæl hos M.

Dommen blev ikke anket af nogen af parterne.

Efter ankefristens udløb, flyttede M til Norge, som det hele tiden havde været planen.

F indbragte sagen for Koordinationsenheden for Børnebortførelser, der angiveligt overgiver sagen til den norske koordinationsenhed, som indbringer sagen for fogedretten i Norge. (Jeg er ikke i besiddelse af materiale omkring sagens behandling i koordinationsenheden).

Samtidig indbringer F sagen for Statsforvaltningen for at få midlertidig forældremyndighed, hvilket sker ved afgørelse af 3. juni 2016.

Statsforvaltningens begrundelse lød sådan:

”Vi har lagt vægt på, at M har bosat sig i Norge uden samtykke fra fra F og uden en afgørelse fra retten om bopæl i udlandet.

Vi har også lagt vægt på, at M ikke er kommet tilbage til Danmark med P, efter at hun er gjort bekendt med, at  Københavns Byrets dom afsagt den 17. marts 2016 ikke har taget stilling til bopæl i udlandet, der der ikke under sagen er nedlagt påstand om dette.

Vi har tillige lagt vægt på, at det af dommen fremgår, at begge forældre er egnede til at varetage forældremyndigheden over P.

Vi har videre lagt vægt på, at F har rettet henvendelse til politiet for hjælp til at få P tilbage til Danmark.

Vi har derudover lagt vægt på, at F har indgivet en anmodning om tilbagegivelse af P til Koordinationsenheden for Børnebortførelser, og at enheden har fremmet sagen.

Vi vurderer derfor, at der af hensyn til P er et aktuelt behov for, at F har forældremyndigheden midlertidigt mede henblik på, at P kommer tibage til Danmark, hvor hun hidtil har boet, og hvor spørgsmålet om forældremyndighed skal behandles.

Vi finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering i forbindelse med denne midlertidige afgørelse, at M har oplyst, at P er stærkt knyttet til hende og ønsker at være hos hende, og at hun er klar til og indforstået med et miljøskift.

Vi finder således ikke, at der af hensyn til P er et aktuelt behov for, at P har forældremyndigheden midlertidigt.

Vi afslutter vores behandling af forældremyndighedssagen, da vi vurderer, at M og F på nuværende tidspunkt ikke kan opnå enighed om forældremyndigheden.

….

Statsforvaltningen skriver under sagens oplysninger endvidere følgende:

”Da det ikke fremgår af dommen, at P kan bosætte sig i udlandet med P, har Statsforvaltningen rettet telefonisk henvendelse til dommer NN, der afsagde dommen. Dommeren har supplerende til dommen oplyst, at der ikke med dommen er taget stilling til, at M må tage barnet med til Norge, da der ikke under sagen er nedlagt påstand om bopæl i udlandet”.

Det er endvidere oplyst i sagen, at Ms advokat har forsøgt at anke dommen fra marts til Landsretten men fået den afvist, da anken var for sent.

Kommentar.

Jeg har fået afgørelserne tilsendt fra den mildt sagt frustrerede mor, som føler sig som jaget vildt.

Mange forskellige forhold fremstår meget usædvanlige i denne sag. Jeg har læst dommen et par gange for at sikre, at jeg ikke havde overset en vigtig detalje. Barnet, parterne og dommeren må have været fuldstændig på det rene med, at sagen reelt alene handlede om Ms ret til at flytte til Norge med P. Hun havde barnet boende hos sig. Der var en 11-3-samværsafgørelse, og det var M, der havde startet sagen.

Påstanden om fuld forældremyndighed havde selvfølgelig til formål en gang for alle at få gjort klart, at M kunne flytte til Norge. Vi har jo reglen om, at man med fuld forældremyndighed kan flytte til udlandet.

Det forekommer mystisk, at Koordinationsenheden overhovedet tager sagen op, da F henvender sig. Enheden må som minimum have læst dommen og på den måde gjort sig klart, at forudsætningen var, at M ville flytte til Norge.

Jeg har skrevet en lang artikel om flytteproblematikken her på hjemmesiden. . I den artikel tror jeg har jeg gennemgået alle de domme, der overhovedet findes tilgængelige på det specielle området. Her har jeg også behandlet spørgsmålet om nedlæggelse af påstand i en retssag om flytning. Der er ganske mange domme også om flytning til udlandet. I nogle af sagerne er der nedlagt specifik påstand om netop det, mens det ikke er tilfældet i andre. Se som eksempel sagen TFA 2010/390 ØLD. Her fremgår det godt nok af landsrettens præmisser, at moderen agtede at flytte.

Min konklusion er, at M med dommen har været berettiget til at flytte til Norge, da ankefristen er udløbet. Det er endvidere helt umuligt at forestille sig, at dommeren var kommet til et andet resultat, såfremt Ms advokat havde nedlagt konkret påstand om, at hun måtte flytte til Norge.

Efter min bedømmelse burde Koordinationsenheden efter læsning af dommen have konkluderet, at der ikke foreligger en international børnebortførelse.

Statsforvaltningen skyder også efter min opfattelse forbi i afgørelsen om midlertidig forældremyndighed. Det er nærmest skandaløst, at sagsbehandleren giver sig i kast med at ringe til dommeren. Men det er heller ikke i orden, at dommeren begynder at fortolke på sin egen afgørelse. Hvis han under retssagen har tænkt, at der var et problem, burde han have bragt det op over for parterne og deres advokater.

Hvad er så Ms muligheder, kan du spørge.

Hun kan klage over Statsforvaltningens afgørelse til Ankestyrelsen. Det tager 9 måneder, inden der falder afgørelse der.

Hun kan – og bør selvfølgelig – indbringe en ny forældreansvarssag for retten. Det må være en sag, der kan behandles superhurtigt. Alle oplysninger ligger tilgængelige: forklaringer, børnesamtale, børnesagkyndig undersøgelse. Det vil nok være den hurtigste løsning.

Med hensyn til sagen i Norge og fogedsager om børnebortførelser generelt er der at bemærke, at den norske domstol synes at have fået at vide fra koordinationsenheden i Danmark, at der foreligger en børnebortførelse. Derfor vil den norske domstol formentlig være nødt til at tilbagegive barnet til Danmark, med mindre en norsk advokat kan overbevise dommeren om, at der er noget helt galt i Danmark. For det er der!

Viggo Bækgaard