Uden min datter
- syv års kamp for samvær
anmeldelse af Anders Wendt Jensens bog fra 2019.
ISBN 9788740977974
anmeldt af Viggo Bækgaard, advokat (H) – mediator. Formand for Landsforeningen Børn og Samvær
Jeg har fået tilsendt et elektronisk anmeldereksemplar af bogen fra forfatteren. Lige straks sad jeg med en fornemmelse af, at her har vi nok at gøre med en typisk ”foreningen-far” tilgang til emnet. Jeg gabte på forhånd. Det skulle vise sig at være helt uden grund.
Forfatteren er uddannet journalist og arbejder som sådan. Bogen er godt professionelt håndværk, der virker troværdigt veldokumenteret. Opbygningen er stringent med fyldige citater både fra parternes henvendelser til myndighederne og til myndighedernes automatiserede svar og tydelige magtesløshed.
Forfatteren siger: Langsommeligheden er kvælende, og det emmer af ineffektivitet, ligegyldighed og i nogle tilfælde inkompetence.
Du tænker: ja det ved vi godt.
Læs alligevel bogen.
Grundfortællingen.
Historien giver et eksempel på en mor, som på et meget tidligt tidspunkt bestemmer sig for at afskære far i dennes relationer til barnet.
Forældrene har et kortvarigt frugtbart kærlighedsforhold, som for morens vedkommende bliver kulminationen på et længere forløb med fertilitetsbehandling sammen med en tidligere kæreste, hvor budskabet til hende var, at hun ikke kunne blive mor.
Det blev hun så, men hun beslutter allerede under graviditeten, at hun ikke ønsker, at far skal have noget som helst med barnet at gøre.
I virkeligheden kan bogen læses som en skræmmende god drejebog for den del af modersegmentet, som Foreningen Far tilhængerne vist hævder, at alle mødre er omattet af: de, der mener at eje børnene helt alene – bare fordi de har født dem.
Fortællingen er så fantastisk, at jeg undervejs sidder og tænker, at her må vi have nogle af de rådgivere på, som vi alle godt ved eksisterer. I virkeligheden mest for at få min egen be- eller afkræftelse af troværdigheden spurgte jeg forfatteren, hvem rådgiverne har været. På advokatsiden kan jeg konstatere, at det for begges vedkommende er advokater, som jeg ikke på noget tidspunkt ville mistænke for at være entydigt far- eller mororienteret. Seriøse, dygtige og på alle måder velanskrevne kolleger, som jeg begge kender rigtig godt.
Til gengæld tænker jeg, at der i mors bagland må sidde medsøstre, som har været med til at støbe kuglerne. Medsøstre, som i min anseelse ligger på nøjagtig samme niveau, som den grupperings argeste fjender på farsiden. Hvis ikke det er tilfældet, er mor mere end almindelig godt begavet og ekstremt kreativ.
Det helt særlige ved historien er egentlig en far, som må kæmpe sig til overhovedet at få status som far. Mor gennemfører fra dag et velproportioneret langtrækningsspil, der gennem hele forløbet lykkes for hende i en sådan grad, at far endnu efter mere end 7 år ikke har set sin datter overhovedet.
Beskyldninger mod far.
Far formår gennem citater fra korrespondance mellem parterne under graviditeten og op til fødslen at punktere de beskyldninger, som mor retter mod far om diverse typiske former for især psykisk vold.
Som læser med indgående viden om de typiske forløb er jeg ikke efterladt med stor usikkerhed om, at fars fortælling har høj troværdighed. Vi er simpelthen igennem hele registeret af beskyldninger. Fars sandsynliggørelse af sin situation sker dels gennem det faktum, at de aldrig har boet sammen, dels gennem korrespondancen også efter, at forholdet egentlig er afslutttet men før, mor beslutter sig for at lade sit barn blive faderløs – i al fald i første omgang.
Under læsningen sidder man med en forundring over, at far kæmper så meget for i første omgang overhovedet at blive far og derefter for at få et samvær med et barn, som han ikke har haft en tilknytning til overhovedet.
Den typiske tanke fra min stol ville gå i retning af stalking eller stalking by proxy (det fænomen, hvor en forælder holder gryden i kog gennem evig kamp gennem myndighederne). Den tanke svækkes for mig i al fald derved, at fars kamp foregår også efter, at mor har fået ny partner, som i øvrigt heller ikke utraditionelt lanceres som den eneste ene sociale far. Tanken svækkes også af bevidstheden om de ganske betydelige økonomiske omkostninger, far har ofret på ”projektet”. Barnet bor i en anden ende af landet, og han flyver frem og tilbage til utallige (virkelig utallige) møder i Statsforvaltningen oftest med sin advokat hjemmefra som bisidder.
Der er så mange facetter i historien, at man uvægerligt må sidde med den tanke, at det må da være opspind. Mor vil ikke have far som far, men da det er uafvendeligt, vil hun have størst muligt bidrag uden at tilbyde noget som helst til gengæld. Hun forsøger undervejs at tilbyde, at den nye sociale far kan adoptere barnet, hvilket vel egentlig kan opfattes som en troværdighedstest på hendes side af bordet. Børnepengespørgsmålet er pudsigt i sagen både ud fra selve historien men også ud fra den regide juridiske tilgang til mange emner på børneområdet.
Sandelig om ikke vi også kommer omkring en flugt til udlandet i mors forsøg på at holde den energiske far på afstand.
Emmer af ineffektivitet, ligegyldighed og til tider inkompetence.
Hvis man læser bogen som udenforstående og med naiv tro på, at vi da har et retssystem, som man kan have tillid til, vil man med sikkerhed tænke, at den samling af vanvittige fortællinger om to forældres kamp om et barn, er pure opspind.
De, der giver sig i kast med sådan en bog – eller når frem til denne anmeldelse, ved jo godt, at alle eksemplerne finder sted i den virkelige verden hver eneste dag på ethvert kontor i Familieretshuset (den tidligere Statsforvaltningen).
Politikerne sætter kikkerten for det blinde øje. Der laves regler styret af politisk korrekthed i bundnaiv tillid til, at forældre efterlever de henstillinger eller afgørelser, som myndighederne når frem til. Konsekvens og økonomi til effektivisering er ikke eksisterende.
Enhver lille mikroskopisk mulighed for sagsbehandleren til at skyde sagen til hjørne bliver grebet med kyshånd. Det gælder både i Statsforvaltningen (nu Familieretshuset), retten konkret ved moderens udeblivelser fra faderskabssagen og DNA-test, fogedretten (nu Familieretten) efter at far har fået fuldt medhold i, at der skal være samvær, som mor fortsat negligerer f. eks. ved flytningen til udlandet eller gemen udeblivelse.
Udnyttes det som her systematisk, kan en mor altså forhindre fars kontakt med barnet i over 7 år.
På side 177 konkluderer forfatteren, hvad i al fald jeg desværre ved alt for godt. Han skriver: ”Der er ingen retssikkerhed. Det er kommet meget bag på mig. Langsommeligheden er kvælende, og det emmer af ineffektivitet, ligegyldighed og i nogle tilfælde inkompetence.”
Det med retssikkerheden er jeg ikke nået helt frem til endnu. Men retssikkerhed fordrer effektiv sagsbehandling og meget grundig oplysning af enhver sag.
Samværschikane.
Man kan konkluderende konstatere, at bogen er et skræmmende eksempel på samarbejdschikane, når det virker værst. Det er et emne, jeg har dyrket rigtig meget på gennem årene. Således i særlig grad i en frygtelig lang artikel her på hjemmesiden under titlen Samværschikane efter 2011.
I bogen citerer forfatteren flere steder myndighederne for at indskærpe over for moren, at hendes negative adfærd kan få såkaldt processuel skadevirkning. Det sker bare ikke i praksis her, ligesom det yderst sjældent gør i andre tilfælde i den virkelige verden.
Bogen slutter med en ganske forfærdelig anvisning belært af erfaringer på, hvordan en forælder med is i maven kan holde den anden forælder helt ude af barnets liv. Forfatteren har skrevet en rigtig udmærket kronik om sin bog, som du passende kan starte med at læse, inden du griber fat om de knap 200 siders skræmmende læsning.
Konsekvens.
Er der da ikke en løsning på den type problemer? Det er bestemt ikke uden udfordringer, fordi vi jo har at gøre med børn. Levende væsener, som ufrivilligt bliver centrum i forældrenes konflikter. Kan man konsekvenssætte en adfærd som den, bogen beskriver?
Svaret er, at man i al fald ikke har gjort det endnu og således ej heller med det system, der er trådt i kraft fra april 2019. Jeg kommenterede en politisk aftale i efteråret 2014 dette om samværschikane:
”Emnet samværschikane har et par grundlæggende elementer, som denne forligsaftale ikke synes at løse endsige tage stilling til.
Allerede i vores høringssvar i forbindelse med evaluering af loven i 2012 havde vi emnet samværschikane som et hovedfokus. Dengang skrev vi dette:
For så vidt angår samværschikane anbefaler vi, at man overvejer at indføre en bestemmelse i forældreansvarsloven, der svarer til rpl. § 536, stk. 6 i fogedsagerne men betinger anbefalingen af, at man for alvor sikrer sig, at der er tale om egentlig samværschikane. Der tænkes på en bestemmelse, hvor man slår fast, at hvis bopælsforælderen uden rimelig grund afskærer samværsforælderen fra samvær, skal bopælen vedrørende barnet overflyttes, med mindre en sådan overførelse vil udsætte barnets sjælelige eller legemlige sundhed for skade.
Vores bekymring vedrørende sådan en bestemmelse går på, at det vil være en katastrofe, såfremt man fuldstændig ser bort fra SFI-rapportens konklusion fra 2004. Et af problemerne i børnesagerne er, at de ofte ikke undersøges grundigt nok. Det er fortsat vanskeligt at få gennemført en børnesagkyndig undersøgelse, og det er endnu vanskeligere at få gennemført en egentlig forældreevneundersøgelse eller psykologisk/psykiatrisk vurdering af forældrene i situationer, hvor en af parterne beskyldes for psykisk vold, psykopati eller lignende.
Det bør derfor samtidig med sådan en bestemmelse indskærpes, at bopælsforælderens begrundelse for vægring ved samvær tages alvorligt og underkastes en seriøs bedømmelse.
Det er tankevækkende, at dommerne fokuserer stærkt på barnets bedste i samværschikanesagerne men i betydelig grad negligerer samme i børnebortførelsessagerne. Forskellen skyldes formentlig lovteksternes forskellighed i forældreansvarsloven, i retsplejeloven og børnebortførelsesloven.
Forarbejderne til forældreansvarsloven lægger op til at det skal tillægges betydning også ved placering af forældremyndighed eller bopæl, såfremt der foreligger samværschikane. Det sker stort set ikke. Det er helt oplagt forældreansvarslovens § 4 (bedst for barnet-bestemmelsen), der kommer til at spøge i dommernes sind. Man er simpelt hen tilbageholdende med at drage en konsekvens, som kan opfattes som vidtrækkende.
Det er vidtgående at flytte bopælen for et barn, som har været hos mor hele tiden, over til en far, som barnet måske endda dårlig nok har fået lov til overhovedet at blive bekendt med eksistensen af.
Men den etiske overvejelse er alligevel nødt til at blive ført til ende.
Ønsker vi, at forældreansvarslovens hovedtese om samarbejde, skal være den realistiske hovedregel? Eller er vi reelt indstillede på, at den ene part ved sin adfærd kan håndhæve en ejendomsret til barnet baseret på et konsekvent ikke reelt begrundet ønske om ikke-samvær?
Det er som nævnt tankevækkende, hvorledes domstolene forholder sig i børnebortførelsessagerne.
I en nyere afgørelse skulle D på 1 år og 9 måneder tilbagegives til F i Sverige, da M havde taget D med til Danmark uden Fs samtykke. I en anden sag skulle to børn på 7- og 12 år bringes til Italien trods deres ønske om at blive i Danmark. En tredje sag handlede om en 3-årig, der skulle tilbageleveres til F i Australien, da M uberettiget havde taget barnet med til Danmark.
Såfremt man ønsker at fastholde et ønske om konsekvens af samværschikane, må man vurdere på, hvad det er, som gør, at landsretterne overhovedet ikke ryster på hænderne, når det handler om børnebortførelsesloven, mens man i samværschikanesagerne lige så konsekvent ser bort fra chikanen og lader barnet være, hvor det har været hidtil.
Vores pointe er, at i ingen af de tre afgørelser, er det åbenlyst bedst for børnene at blive bragt tilbage til det andet land. Dommernes respekt for de internationale regler synes større end deres respekt for lovbemærkninger, der klart siger, at det skal have konsekvens, hvis der foreligger samværschikane.
Et godt nok liv hos mor uden samvær til far kan i nogle tilfælde sættes op mod et godt nok liv hos far med samvær til mor.
Generelt ønsker vi i Landsforeningen Børn og Samvær, at alle sager undersøges grundigere end i dag. Vi støtter tankerne om et udvidet samarbejde med socialforvaltningerne i bestræbelserne på at finde en mulig objektiv sandhed.
Endvidere ønsker vi, at loven strammes op, så dårlig adfærd får konsekvenser. Det vil også kunne medvirke til en forkortelse af den tid, som et barn skal tilbringe som orkanens øje i en lang proces
Vi er tindrende bevidste om problemerne ved det men tror, at langtidsvirkningerne for børnene af en konsekvent ændring er bedre i ganske mange situationer og dermed overvinder den korttidsvirkning, som en ændring af grundvilkårene vil være i disse sager.”
Jeg hævder ikke, at ovenstående løsninger nødvendigvis i dag er de eneste rigtige. Blot hævder jeg, at vi bestemt ikke er i mål i forhold til ”dårlig adfærd”.
Den konkrete fars største problem var nok, at det hele starter, inden barnet blev født. I mange sager med blot lidt større børn kunne det give mere mening at forsøge at blive primær omsorgsforælder. (Bopæl eller forældremyndighed).
Hvor mange stjerner skal bogen så have?
Faktisk deler jeg ikke stjerner ud. Jeg anmelder og anbefaler.
Du kan både som mor og far få stor indsigt ved at læse bogen.
Den er ikke så ringe endda, som man vil sige i Nordjylland om en god bog.
Viggo Bækgaard
- september 2019