Når forældrenes kamp sender børn på børnehjem.
Af Viggo Bækgaard, advokat (H)
Formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
Nogle børn bliver anbragt uden for hjemmet. I denne artikel gennemgås de problemer, som kan opstå i kølvandet på forældrenes indædte kamp om børnene.
Artiklen er direkte inspireret af en ret ”hidsig debat” på Facebook omkring en helt konkret sag, der har været en del omtalt i Nordjyske. Den del af debatten, som jeg har forsøgt at gå ind i, er tilsyneladende startet med, at moderens advokat i sagen har haft et ret personligt indlæg i Nordjyske.
Indlægget indledes med nogle bemærkninger til det vanskelige emne ”projektering” af børn i pressen, og hvad det egentlig betyder at udstille sig i den offentlige debat.
Derudover tager jeg udgangspunkt i nogle konkrete sager til illustration
Mit udgangspunkt er selvfølgelig, at jeg som familieretsadvokat bilder mig selv og omverdenen ind, at jeg har en temmelig dyb indsigt i de regelsæt, det hele handler om.
I den forbindelse hverken kan eller vil jeg skjule, at jeg har et politisk engagement særligt i de vilkår, der gives børn, som bliver bragt i en situation, hvor de ikke bor sammen med begge deres forældre.
Det engagement kommer til udtryk gennem det arbejde, som jeg og andre yder i Landsforeningen Børn og Samvær.
Vi er indædt optaget af børnenes situation og placerer os hele tiden ”på barnets stol”. Vi drøfter indbyrdes, hvordan vi som samfund bedst kan gøre vilkårene fornuftige for børnene.
Sandheden er desværre, at den opgave ikke altid lykkes men også, at det ikke nødvendigvis er en let opgave.
Projektering af børn i pressen – og den offentlige debat.
I det moderne samfund er pressens betydning åbenlys. Det er virkelig svært at få en problemstilling belyst sagligt. Ingen har ”tid” til at gå i dybden. Få har interesse i det. Vi skal bare se et enkelt billede eller høre et minut i radioen. Så har vi dannet os en mening.
Politik var i min ungdom et spørgsmål om holdninger. Den tid er forbi. I al for vidt omfang fylder enkeltsagspolitikere alt for meget.
Jeg kan personligt ikke lide det men erkender omvendt, at også jeg selv selvfølgelig ind imellem påvirkes af et indslag i TV-avisen eller en udsendelse, der angiver at belyse et problem. Også jeg er kun et menneske.
Men der er noget, som jeg ved så meget om fagligt, at jeg også i andre sammenhænge stiller mig selv spørgsmål. Har vi overhovedet fået sandheden i pressen? Det er journalistisk børnelærdom, at man skal høre begge sider i en sag. Sker det altid? Hvis det sker: er det neutral eller farvet information?
En lang saglig, tør og nuanceret artikel fænger ikke rigtig. Vi vil mene noget i en fart, der passer lige til vores egen situation. Så vi flyder med strømmen.
Vi er rigtig mange med indsigt, der er meget kritiske over for det system, vi byder vores børn i det danske samfund i dag. Vi vil så gerne forklare, hvor forfærdeligt det hele er. Nu forsøger jeg så med en lang artikel.
Du er måske allerede stået af her, inden jeg overhovedet er kommet rigtig i gang med eksempler og paragraffer.
Vi ved godt, at billeder og historier virker.
På mit fagområde har der været nogle tv-udsendelser, der har fanget opmærksomheden og fæstnet sig. For eksempel mødrene, der bortførte børnene til Sydamerika for at frelse dem for deres forfærdelige fædre. Ja det var i al fald udsendelsernes budskab. Da jeg ikke kender sagerne fra andet end udsendelserne, kan jeg her kun sige ”nå”. Jeg forstår godt budskabet men ved fagligt, at der er to sider af enhver historie.
Gennem årene har jeg flere gange her på hjemmesiden forholdt mig til spørgsmålet om projektering i pressen. Se f. eks. ”Pressen som sidste appelmulighed – at anke til TV-avisen” og ”Refleksioner om presse, journalister, TV – og det at være offer for virkningerne af en børnesag både som voksen og barn”. (link i slutningen af artiklen).
Man skal som forælder huske, at børn tidligt læser og forstår. Ønsker man, at børnene skal se sig selv – og deres forældres kamp udstillet i pressen med entydig identitet? Forstår du som forælder den fulde konsekvens af det? Lige i nuet er det måske det, du opfatter som det eneste rigtige.
Nogen gange må man selvfølgelig også fra min pind både som advokat og formand for Landsforeningen Børn og Samvær gøre sig klart, at journalister vil have eksempler og helst med foto, før de gider fortælle om en problemstilling. Jeg vurderer altid meget grundigt, om den pågældende person efter min vurdering er stærk nok til at stå frem.
Det er en svær afvejning.
Hver eneste gang, man læser om en historie i pressen, skal man være kildekritisk. Får du den hele sandhed eller en vinkling. Får du i virkeligheden ”fake news”. Vi kan som danskere stort set alle se, hvor forfærdelig den nye amerikanske præsident forvansker virkeligheden. Han er bare ikke ene om det.
Advokaten, der går i pressen.
Denne artikels egentlige indhold har for mit vedkommende udspring i et læserbrev, som en kollega til mig havde i Nordjyske. Det var delt på Facebook og nåede min opmærksomhed via en fra mit bagland. Jeg delte det på Facebook med mine kommentarer. (Link til tråden sidst i artiklen).
Det er vigtigt for mig at fastslå, at jeg ikke kender andet til sagen end det, der fremgår af Facebook-tråden. Jeg kan forstå, at sagen har kørt noget i Nordjyske et stykke tid. Det fremgår også, at det kun er moderen og nu hendes nye advokat, der fører sig frem i pressen. Der er endda foranstaltet en folkedomstol i form af en slags underskriftindsamling.
Jeg har tilladt mig at stille nogle spørgsmål, som jeg får kæmpe skældud for især fra et stærkt feministisk grundsegment. Men også min gode kollega – advokaten for moren i sagen, svinger sig op til at slå fast, at jeg slet ikke tager barnets parti men farens – og sandelig også dennes advokat. Det er så gået op for mig, at pågældende er så uheldig at være en af mine kollegiale FB-venner. Så kan det jo næsten heller ikke blive værre eller mere indspist. Jo debatniveauet kan til tider svinge sig op på uanede intellektuelle højder på Facebook, hvis ikke du lige er klar over det.
Jeg synes egentlig, at det fortjener en særlig bemærkning, når en advokat begiver sig ud i en offentlig debat i pressen om en sag, vedkommende aktuelt behandler som advokat.
En advokat har pligt til at varetage sin klients interesse. I de advokatetiske reglers indledende afsnit står, som noget af det allerførste, at advokatens opgave er at fremme retfærdighed og modvirke uret. En advokat har således pligt til at medvirke til, at alle afgørelser om børn, bliver truffet ud fra, hvad der er bedst for barnet.
Hvorfor gå i pressen – eller overhovedet ytre sig i den offentlige debat?
Man kan være grebet af ”den hellige ild” – af en indædt holdning. Sådan har jeg det selv. Min ”hellige ild” er drevet på den ene side af en meget klar holdning til, at sager om børn ikke behandles seriøst nok men med alt for meget udgangspunkt i ”politisk korrekthed”. Men jeg er da også bevidst om, at jeg både tiltrækker og frastøder med mine holdninger. Enhver adfærd har betydning også for ens professionelle virke.
Så er der selvfølgelig også dem, der gør det alene for at få omtale og støtte i et bestemt segment. Ligesom de advokater, som på det seneste har uddelt reklametrøjer i fængslerne for at indfange det kriminelle segment.
At forestille sig, at man opnår noget som helst i en konkret igangværende sag ved at gå i pressen opfatter jeg som naivt.
Jeg frastødes med lige stor afsky af det, som jeg kalder ”Foreningen Far-segmentet” – og ”ejerskabsmødrene”. Det er to ydergrupperinger i debatten, hvor den første tager afsæt i krav om milimeterligestilling mellem kønnene, mens den anden tager udgangspunkt i, at mødrene har født børnene og dermed ”ejer dem” og skal bestemme alt.
Mit grundsyn, som er baseret på mange års praktisk erfaring, er, at vores samfund må og skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for det konkrete barn i den konkrete situation. Det kan bare ikke puttes ind på en eksakt formel. Det tvivlsomme er så, at det grundsyn formelt er lige nøjagtig det, som lovgivningen tager udgangspunkt i, men som ikke altid efterleves godt nok.
Dertil kommer, at jeg vel som advokat skal varetage klientens (forælderens) interesser. Men for mig er en ”ordentlig og anstændig” familieretsadvokat også forpligtet til at besidde ”tvivlens nådegave”. Vi bliver prægede af den part, vi repræsenterer og snakker med. Vi danner os et indtryk. Man må ikke gå imod sin klient – selvfølgelig.
I mit virke som debat-advokat på området er det ekstremt vigtigt at optræde seriøst og nuanceret. Det må så koste, at de mest rabiate fra begge fløje må vælge mig fra. Jeg er indædt overbevist om, at det udgangspunkt er rigtig og til gavn for dem, der fortjener barnet.
Problemstillingen med børn, der for alvor kommer i klemme.
De fleste, som overhovedet når ind på en hjemmeside som denne, ved, hvor vanskelige problemer nogle skilsmissebørn er i. Forældre gør rigtig meget i den bedste mening for at beskytte deres børn. Nogle opfatter den anden forælder som så skadelig for barnet, at forælderen slet ikke skal have samvær.
Det vildt ulykkelige er, at samfundet i dag er indrettet sådan, at der skal være samvær for enhver pris. I al fald skal der rigtig meget til, før et samvær bliver standset af Statsforvaltningen.
Allerede på forsiden af denne hjemmeside i fanebladet ”foreningen” slår vi fast, at fokus bør være, at de bekymringer bliver taget alvorligt, som den enkelte forælder oplever. Alle sager bør undersøges grundigt, så myndighederne har så godt et grundlag som overhovedet muligt at træffe afgørelse på.
Lad mig være fuldstændig ærlig: det sker bestemt ikke altid.
Kort om såvel det familieretlige regelsæt og det socialretlige.
Familieretten:
Det familieretlige regelsæt tager som udgangspunkt afsæt i, at et barn har to forældre, der som udgangspunkt har et fælles ansvar for barnet. Engang blev forældre sammen. I vores ”brug- og smidvæksamfund” skifter man partner nærmest efter forgodtbefindende. Det kan være, man tror, at græsset er grønnere i naboens have eller bare synes, at partneren ikke er det ideal, man så i en periode.
Samfundets grundsyn er så, at barnet har ret til begge forældre. Det fører med sig, at barnet har krav på samvær med den forælder, som det ikke har bopæl hos.
Af og til glemmer man, at langt den største del af skilsmisseforældrene er rigtig gode forældre, og at de sådan set ikke har nævneværdige problemer omkring samarbejdet. Jeg tror, at det gælder for langt over 90% uden lige at have statistikken helt inde i bevidstheden.
For de familier gælder meget groft sagt, at det er bedøvende ligegyldigt i virkeligheden, om barnet bor hos mor eller far. Børnene elsker dem begge og omvendt. Det er populært sagt de familier, der danner grundlaget for den generelle holdning for skilsmissebørn: ”Hvor svært kan det være”. Bare gør som dem.
Så let er det bare ikke i praksis for alle. Der er som regel en grund til, at forældrene gik fra hinanden og valgte ikke at have fælles dagligt ansvar for børnene.
Der kan være rigtig mange grunde til, at det går galt. Fysisk og psykisk vold, grænseoverskridende adfærd, alkohol- eller narkomisbrug, psykopati eller narcissisme er nogle af de fænomener, der optræder.
Her skal så Statsforvaltningen og domstolene navigere og altid efter forældreansvarsloven træffe afgørelse efter, hvad der er bedst for lige præcist det konkrete barn. Med min mangeårige erfaring kan jeg helt uden tvivl slå fast, at det ikke er så let, som det lige kunne forekomme.
Både dommere og sagsbehandlere i Statsforvaltningen har hørt i hundredvis af ofte næsten enslydende påstande om, hvor forfærdelig den anden forælder er. Det store praktiske problem er måske, at det er hørt så ofte, uden at alvoren er helt så slem, som det påstås, at man får overset de situationer, hvor det er alvorligt. Fænomenet er en omskrivning af begrebet ”ulven kommer”, hvor det siges så tit, at man ikke tror det, når det faktisk sker.
Hvis bare sagerne blev undersøgt godt nok, ville antallet af fejlafgørelser formentlig falde drastisk. Det er selvfølgelig for meget at forlange, at der bliver både børnesagkyndig undersøgelse og forældreevneundersøgelse i alle sager. Men det er da egentlig en god tanke.
Så er der fænomenet ”samværschikane”, som fylder ikke helt lidt i det praktiske liv. Se link til en lang artikel om emnet i slutningen.
Sammenfattende er det familieretlige system beregnet til at træffe afgørelser om, hvor et barn skal bo, og i hvilket omfang barnet skal være hos dets respektive forældre.
Socialretten:
Vores samfund er grundlæggende indrettet sådan, at det er forældrene, der har ansvaret for børnene.
I forældreansvarsloven er det formuleret sådan i § 2: ” Forældremyndighedens indehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om dets personlige forhold ud fra barnets interesse og behov.” I samme paragraf fastslås, at ”barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.”
Vi ved godt, at ikke alle forældre er lige gode til at leve op til de principper. Jeg behøver bare skrive Tønder eller Brønderslev for at fremmane skrækeksempler. Vi ved også, at der er familier, som pendler mellem forskellige kommuner, når der bliver opmærksomhed om deres børns situation.
Når familierne ikke fungerer godt nok for børnene, er det kommunens socialforvaltning, der træder til. Hovedretsgrundlaget er lov om social service – normalt omtalt som serviceloven.
Den sociale indsats går lige fra rådgivning til familien over ekstra hjælpeforanstaltninger til den yderste konsekvens, som er at fjerne et barn fra forældrene og anbringe det i pleje eller på børnehjem.
En af de centrale overordnede retningslinjer står i indledningen til § 19 og lyder sådan. ” Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfatter børn, unge og deres familier, udføres i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel og selvstændighed”.
Lovens kapitel 11 med overskriften ”Særligt støtte til børn og unge”, hvor det efter § 46 fortælles, at ” ”formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor, er at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste.”
Der opremses en række formål i samme bestemmelse, nemlig at
- sikre kontinuitet i opvæksten og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, bl.a. ved at understøtte barnets eller den unges familiemæssige relationer og øvrige netværk,
- sikre barnets eller den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk,
- understøtte barnets eller den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse,
- fremme barnets eller den unges sundhed og trivsel og
- forberede barnet eller den unge til et selvstændigt voksenliv.
Kommunerne har heldigvis ikke installeret videoovervågning af alle hjem, og de er heller ikke begavet med særlige synske evner. Derfor kan kommunen kun reagere, hvis den får kendskab til forhold, der kræver en indsats.
Hvis man er bekymret for et barns eller en ungs trivsel og udvikling, skal man som udgangspunkt underrette barnets eller den unges kommune om sin bekymring. Det er en almindelig grundsætning, som de fleste godt ved. Pligten ifølge lovteksten vedrører efter servicelovens § 153 personer, der udfører offentligt erhverv.
De fleste ved godt, at en § 50-undersøgelse er central i kommunernes analyse af barnets situation. Men der hersker også blandt professionelle åbenlys uklarhed over forskellene på en §50-undersøgelse og en børnesagkyndig undersøgelse, der foretages i Statsforvaltningen eller retten for at vurdere bopæl eller samvær.
- 50-undersøgelsen skal ifølge §50, stk. 6 ”resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald af hvilken art disse bør være.”
Man skal huske, at den kommune, som foretager undersøgelsen, er den kommune, hvor barnet har bopæl. Undersøgelsen skal vurdere, hvad kommunen kan gøre i forhold til barnet men med udgangspunkt i den familieretlige situation.
I yderste konsekvens kan resultatet blive, at barnet fjernes fra hjemmet og overlades enten til en plejefamilie eller et børnehjem.
Den børnesagkyndige undersøgelse har derimod til formål at vurdere, hvor det er bedst for barnet at have bopæl og omfanget af samværet med den anden forælder.
Det er indlysende, at der ikke sjældent vil være overlap. Derfor diskuteres hele tiden, hvordan man kan få det familieretlige og det sociale system til at samarbejde om oplysninger og relevante tiltag.
Vi ved endnu ikke (juli 2017) eksakt, hvordan den kommende familieretlige enhed kommer til at se ud endsige fungere. Men erfaringer fra den virkelige verden kan være med til at få politikere og myndigheder til at pejle i en fornuftig retning.
Personligt har jeg som advokat været tilbageholdende med at påtage mig sager som repræsentant for forældre, som vil forhindre tvangsfjernelse af deres børn. Men som i andre sammenhænge er der ingen regel uden undtagelse. Også jeg har selvfølgelig fulgt sager tæt, hvor jeg har følt et kommunalt overgreb og overreaktion over for en trængt familie.
Mit grundsyn er egentlig, at man i al for vid udstrækning lader stå til uden at tage konsekvenser af det, børnene er udsatte for i hjemmet. Du kan sige, at der tvangsfjernes for lidt. Igen kan du tænke, hvordan det dog er gået så vidt, som vi har set i de værste eksempler, der har været fremme – igen Tønder og Brønderslev som uretfærdige skældsord for de i øvrigt sikkert udmærkede kommuner.
Min forklaring er, at det er et ubeskrivelig dyrt tiltag at gå så vidt som til tvangsfjernelse.
For mig er det logik for perlehøns, at der er situationer, hvor børn bliver ødelagt af deres forældres indbyrdes kamp. Det er uden for diskussion, at det finder sted. Men man kan bestemt godt fundere over, hvad der er årsagen i det konkrete tilfælde til den ulykkelige situation. På samme måde, som man lige så selvfølgeligt kan diskutere, hvad konsekvensen bør være.
Eksemplerne fra ”det virkelige liv”.
Hjørring-sagen.
I det følgende kalder jeg den sag, som aktuelt gav inspiration til denne artikel for ”Hjørring-sagen”. Som sagt kender jeg kun sagen sporadisk fra pressen. Her er den kun projekteret af moren, hendes ”proselytter” og hendes advokat.
Historien er kort fortalt denne: Sagen handler om en nu 10-årig dreng, der har boet hos sin mor. Han har ikke haft samvær med sin far i vist nok et år. Faren beskyldes for at være voldelig. Barnet er stærkt knyttet til moren. Det ser ud til, at de sociale myndigheder har været inde over et stykke tid. Der har vist været en § 50-undersøgelse.
Der har været gennemført en forældreansvarssag ved både by- og landsret. Byretten har tilkendt moren forældremyndigheden. Landsretten har omstødt den afgørelse og har bestemt, at far skal have forældremyndigheden.
Jeg forstår, at et af argumenterne er, at far må anses for at være den, der bedst kan formidle et samarbejde.
Drengen vil så åbenbart ikke være hos far, som landsretten har bestemt. Det har så ført med sig, at barnet er blevet anbragt uden for hjemmet.
Den stærkt følelsesladede debat går så på, at barnet selvfølgelig skal hjem til mor, som han kræver.
Jeg har forsøgt i tråden at stille nogle faktuelle spørgsmål.
Hvis du har fulgt vores hjemmeside, herunder nogle af mine kommentarer til afgørelser, vil du vide, at jeg ikke lider af næsegrus beundring for hverken Statsforvaltningen, domstolene eller kommunernes socialforvaltninger. Men jeg har egentlig aldrig været i tvivl om, at myndighederne og sagsbehandlerne træffer deres afgørelser ud fra det for dem sikre udgangspunkt, at deres afgørelse er ”bedst for barnet”.
Problemet er ofte gemt i ordet ”ressourcer”. Man går ofte ikke dybt nok i oplysningerne. Gennemfører måske for få børnesagkyndige undersøgelser eller især forældreevneundersøgelser. Eller man bruger kommunale §50-undersøgelser i den retlige vurdering af et bopæls- eller samværsspørgsmål. Da formålet med de forskellige undersøgelser netop er forskellige, kan man godt drage sådanne beslutninger i tvivl.
Jeg har med sikkerhed ingen kvalificeret mening om, hvorvidt denne sag har fået et rigtigt udfald eller ej.
Men jeg ved, at det er en misforståelse at mene, at en 10-årig skal bestemme. Et barn skal høres, og dets mening skal tillægges vægt efter barnets alder og modenhed. Men barnet skal ikke bestemme.
En 10-årig har ikke alder og modenhed til at vurdere, hvad der familieretligt er ”bedst for barnet” i bred forstand.
Det er letforståeligt, at det kan virke barskt at flytte en 10-årig fra mor og over til far, som barnet åbenbart ikke vil være ved. Helt ulykkeligt er det da også, når konsekvensen som her bliver barnets anbringelse uden for hjemmet.
Derfor er det logisk at mene, at barnet selvfølgelig skal blive hos mor og ikke tvangsfjernes.
MEN – ved vi nok til at vurdere det. Næppe. Jeg gør i al fald ikke.
Jeg bliver skældt ud for det værste af det værste og vist nærmest betragtet som en enøjet Foreningen Far-klovn, når jeg stiller spørgsmål. Og det er i sandhed et skældsord, der rammer dybt og gør ondt. Det ved de, der kender mig.
Flere eksempler af samme type.
Jeg har gennem mine efterhånden mange år som børneadvokat været ude for flere situationer, hvor tvangsanbringelse har været en mulig option eller direkte er blevet resultatet.
For et halvt år siden skiftede jeg firma. Tidligere kunne jeg lige gå ned i gamle sager og repetere, så mine referater blev nøjagtige. Det kan jeg af gode grunde ikke længere. Jeg må derfor i et par eksempler forlade mig på hukommelsen.
Den nok mest klassiske problemstilling går på fædre, som massivt indoktrinerer lidt større børn og nærmest truer dem til at ”kræve” at bo hos far. Ofte er det lidt svagere børn, som i virkeligheden ved siden af det at være skilsmissebarn har nogle sociale udfordringer, der har fået socialforvaltningens børne- og ungeafdelingers opmærksomhed.
Jeg husker to sager, hvor mødrene i begge tilfælde havde fået forældremyndighed over børn, der ville være hos fædrene. I de to sager var socialforvaltningerne helt entydige om, at fædrene ikke ville kunne tage sig kvalificeret af børnene. Børnene blev så anbragt uden for hjemmet i en ”tilpasningsperiode”. Jeg husker de to sager sådan, at der gik 6-9 måneder med sådanne anbringelser.
I den ene sag fik jeg et par år efter en uformel opdatering om, at den store pige var kommet nogenlunde igennem resten af sin barndom. Den anden har jeg ikke en opsummering på.
Så havde jeg for 6-7 år siden en meget ulykkelig sag, hvor barnet var opvokset hos mor. Af grunde, som jeg i dag ikke husker, havde der været meget begrænset samvær med faren. På et tidspunkt kommer barnet i kontakt med faren på en lidt pudsig indirekte måde, og der sker en ”indoktrinering” fra far af barnet i al fald som mor oplevede det. Barnet ville nu være hos far, der også tog nogle uortodokse metoder i brug for at styrke barnets forbindelse. Mor mistede kontakten med Statsforvaltningens godkendelse.
Udefra så det egentlig ud sådan, at begge forældre optrådte forældrefremmedgørende over for den anden i forhold til barnet. Her havde faren så størst succes.
Det var en af de sager, hvor jeg forsøgte at overbevise de sociale myndigheder, at barnet burde ”afluses psykisk i neutralt regi”. Det skete ikke, og jeg aner ikke, hvordan det er gået den dreng, som i dag må være blevet 18 år. Blev kontakten til mor genetableret?
Horsens-sagen.
Denne sag har jeg ikke været professionelt involveret i. Men det er en af de sager, hvor jeg har set både domme, børnesagkyndig undersøgelse og ganske meget andet materiale. Jeg husker, at jeg var i dialog med morens advokat i sagen. Som advokat bliver man ofte meget engageret i en sag, hvis man oplever sin klient ”bortdømt med urette”. Det er jo egentlig ret oplagt det, som Hjørringsagens advokat for mor også gør og lader komme til udtryk i pressen.
Den ultrakorte version af sagen er, at F får forældremyndigheden over to piger på dengang 6½ og 9 år i landsretten i april 2011. Når du læser dommen via linket i slutningen af artiklen, vil du kunne se, at M anmelder F for seksuelle krænkelser af børnene, mens sagen kører i retten. Hverken den børnesagkyndige undersøger eller dommerne har troet på mor. Man vil også kunne se, at den største af pigerne flakker noget i sine udsagn og blandt andet siger, at hun gerne vil bo hos F. Hun siger også, at der ikke har været noget om beskyldningerne, som hun omvendt selv har startet.
Byretten fastsatte samtidig en deleordning 7/7 mens landsretten nedsatte samværet til en 10/4-ordning. (Det var i den periode, hvor domstolene kunne tage stilling til samvær).
Jeg fik kendskab til sagen i december 2011, da den anden sag var i gang. I mine kommentarer analyserede jeg dommen og nåede frem til, at jeg ”sådan set godt kunne forstå dommen” alt i alt. Hvis du vil forstå tankegangen, skal du selvfølgelig læse dommen med mine kommentarer.
Sagen udvikler sig imidlertid højdramatisk. Allerede mens den første sag kører, er der en politimæssig efterforskning i gang mod F for incest. Den har dommerne som sagt helt åbenlyst valgt at se bort fra af de grunde, som er beskrevet i min gengivelse af sagen.
Efter landsretsdommen i den første sag blev F varetægtsfængslet, og børnene blev tvangsfjernet. Det var oppe at vende, om børnene kunne anbringes i netværkspleje hos mor. Det skete ikke, uden at jeg i dag kan huske detaljerne om det. F havde ikke samvær og M et meget begrænset samvær.
Dette førte naturligt til endnu en sag om forældremyndighed. Dengang gjaldt forældreansvarslovens § 39 ikke for bopæls- og forældremyndighedssager men kun samværssager. Man kunne vel også med nogen rette tænke, at varetægtsfængsling af forældremyndighedsindehaveren gav god grund til en ny sag selv efter de nugældende regler.
Den korte fortælling her er, at landsretten stadfæstede forældremyndigheden hos F. Du kan læse mine mget kritiske kommentarer og et fyldigt referat af dommen via linket i slutningen af artiklen.
Denne sag har trods det forhold, at jeg aldrig har mødt nogen af parterne og kun kender sagen fra det skriftlige materiale, stedse siden været en af det forfærdelige ”bevis” på vores systems kæmpestore mangler.
På mange måder er det muligt, at denne sag ligner den Hjørring-sag, der lige nu er inspiration til denne lange artikel med mange fyldige links. Jeg ved det jo ikke, fordi det øjeblikkelige oplysningsniveau kun rækker til at tage følelsesmæssig stilling i Hjørring-sagen. Det er der jo så til gengæld også en del, der gør uden videre.
Jeg blev nysgerrig på, hvordan det egentlig er gået de to piger. Mine gamle ”rigtige sager” har jeg ikke med til mit nye firma. Men de sager, jeg har skrevet om, har jeg gemt elektronisk. Så jeg havde en mailadresse på mor. Hun svarede mig inden for en time efter, at jeg havde mailet.
Pigerne er nu 13 og 15. Der var en tredje sag på vej. Forældrene besindede sig åbenbart og gik i konfliktmægling så vidt jeg forstod foranstaltet gennem kommunen.
Man blev enige om, at bopælen skulle tilbage til mor, og der blev aftalt en ny 7/7-ordning. Det lyder som om der stadig er en tæt opfølgning fra kommunen, men børnene er ikke anbragt. De opholder sig i dag det meste af tiden hos mor. Pigerne og især den ene er fortsat meget præget af det, de har været igennem.
Jeg forstår, at en kommunal psykolog fortsat er meget optaget af, at der skal være samvær med faren, uanset hvad den store pige nu mener.
Den 13-årige er tilsyneladende kommet igennem det hele uden aktuelle men eller vanskeligheder. Moren tænker, at det skyldes, at den store hele tiden har været skjold og beskytter over for den lille og dermed er den, der hele tiden har haft det sværest.
Umiddelbart synes jeg uden overdrivelse at konstatere, at det er et par piger, som må leve i skyggen af deres forældres mangeårige kamp.
Jyllands-forelskelsen.
Det sidste eksempel har ikke nu 10 (TI) år efter starten fundet en lykkelig slutning. Den kommer næppe heller til det. Der er nu en tredje sag i gang, hvis resultat dog er givet på forhånd.
De gik fra hinanden i 2006.
Der blev etableret en ikke særlig klog 7/7-deleordning med mor som bopælsforælder.
I 2007 fandt M en kæreste i Jylland på nettet og varslede flytning. Far krævede bopæl og fik det ved by- og landsret. (landsretsdom i 2007).
Far er meget genstridig omkring samvær, da mor flytter til Jylland.
Mor ser en datter i mistrivsel og vælger at flytte tilbage. Far modarbejder samvær, selv om forældrene bor ganske tæt ved hinanden. Der etableres dog efter sædvanlig lang sagsbehandling samvær.
P holdes i betydelig grad væk fra skole, mens hun er hos far.
Mor anlægger sag om bopæl og forældremyndighed, hvilket hun får ved dom afsagt af Retten i Glostrup den 11. marts 2014.
På det tidspunkt er P så langt nede og imod mor, at der var 3 muligheder.
Den ene var at tvinge udlevering igennem fogedretten. Det ville næppe give mening af mange grunde. En ville være, at hun ville flygte hen til far, hvor hun kunne få det, som hun ville – herunder uden skolegang.
Den anden var at lade stå til på trods af dommen og lade hende blive hos faren. Den var de sociale myndigheder ikke vilde med, da der var massiv bekymring.
Den tredje var at lade P anbringe uden for hjemmet. Den endte det med, at M valgte den løsning i samråd med undertegnede og kommunen.
Denne anbringelse har nu varet siden foråret 2014 og til foråret 2017!
P flygter ustandseligt fra anbringelsen og til faren, hvor hun fortsat kan få det, som hun vil. Mors vurdering er, at fars adfærd er grundlæggende uansvarlig. Den vurdering er delt af kommunen.
Kommunen har indstillet, at hun skulle i en anden institution, men man mødes koldt af både P og faren, der på overfladen siger, at han forsøger at overtale P til at følge kommunens anvisning men ”desværre” forgæves.
Far har bedt om forældremyndighed og bopæl. Den sag ligger nu i retten.
F reagerede længe ikke på rettens henvendelse. Det er en adfærd, som er set tidligere fra ham.
I foråret 2017 ønsker kommunen mors samtykke til, at P tilbydes en skole, som man vil finde i PPR. Det samtykke er nødvendig, da mor alene har forældremyndigheden.
Kommunen fremstiller det sådan, at det er det næstbedste, når man nu ikke kan formå hende og far til at acceptere anbringelse. Kommunens synspunkt er – efter min og Ps opfattelse – naivt, at når far siger, at han vil samarbejde, vil han nok også.
Mor har meddelt kommunen, at hun kan godkende, at PPR kommer med en indstilling om skole.
Hun kan derimod som mor ikke godkende, at Pe opholder sig hos far, som hun opfatter som helt uansvarlig.
Kommunen vil også have hendes godkendelse af, at P hjemgives, hvilket så formelt vil være til hende, da hun har forældremyndigheden. Det har mor sagt nej til. Kommunen og faren må tage ansvar. Mor har et formelt ansvar men overhovedet ingen indflydelse. Kommunen vil så træffe en afgørelse, som hun næppe vil påklage.
Vurderingen er, at det er fuldstændig umuligt at have fælles forældremyndighed.
M kan ikke ”godkende”, at faren får forældremyndigheden alene, uanset at det måske må være yderste konsekvens af den aktuelle situation.
M vil ikke tage ansvar for noget, hvor hun reelt de facto er sat uden for indflydelse af et barn, der stemmer med fødderne og af en far, der overhovedet ikke samarbejder og er uansvarlig.
I mors værste skræmmescenarier ender det helt galt. Det vil hun ikke tage ansvar for.
I skrivende stund – juli 2017 – har sagen kørt i 10 år. Et barn synes ødelagt.
Sammenfatning.
Det er ulykkeligt, når børn kommer i en situation, hvor de ikke kan vokse op i de bedste og trygge rammer.
I debatten om forældremyndighed og samvær fylder det desværre rigtig meget, om det er far eller mor, der har fat i den lange ende. Hvis det er far, bjæffer feministerne op og tager entydigt og for ofte unuanceret parti uden overhovedet at interessere sig for nuancerne og uden ønske om at høre, hvad den anden part tænker. Det er nemlig i deres bevidsthed som udgangspunkt løgn.
Nøjagtig det samme bjæffer Foreningen-Far segmentet op med, hvis situationen er den modsatte, nemlig at mor har fat i den lange ende.
Systemet – Statsforvaltningen, domstolene og socialforvaltningerne skal hele tiden samle op med udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet.
Trods min mangeårige kritik af systemerne må jeg hele tiden erkende, at det ikke altid er let. Ofte er det, der foregår i det private regi, omgærdet af uigennemtrængelige gensidige påstande.
Ulven kommer bliver råbt så tit, at myndighederne har en tendens til at lukke ørerne og ikke åbne de nødvendige børnesagkyndige og ikke mindst forældreevneundersøgelser.
Samvær er godt – men ikke for enhver pris. I mange situationer ville børnene være bedst tjent med, at det kun er den ene forælder, der har ansvaret, og at der måske slet ikke er samvær.
Det er bare ikke altid forælderens køn, der bestemmer, hvad der er bedst for barnet.
Viggo Bækgaard
23. juli 2017
Jeg har denne gang valgt at placere links til slut i artiklen. Af og til synes jeg selv, at jeg bliver fristet til at klikke undervejs, når der i en artikel er links i teksten. Det kan fjerne overblikket.
Links til artikler og afgørelser, der omtales i sagen.
Pressen som sidste appelmulighed – at anke til TV-avisen
Samværschikane: http://boernogsamvaer.dk/samvaerschikane-efter-2011/
Tråden på Facebook om Hjørring-sagen: