Fortsat fælles forældremyndighed over 14-årig, selv om der ikke har været kontakt mellem F og B siden 2016, TFA 2023/129 VLD
Byrettens begrundelse (Randers)
Det er forældreansvarslovens klare udgangspunkt, at et barn har ret til to forældre, der skal tage fælles ansvar for barnet, og det følger af lovens § 11, at den fælles forældremyndighed kun kan bringes til ophør, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Efter de foreliggende oplysninger lægger familieretten til grund, at F ikke har haft kontakt med B siden 2015, bortset fra en enkelt gang i 2018, hvor han opsøgte B i skolen, og at afbrydelsen af samværet skyldtes en henvendelse fra M til F blandt andet med henvisning til B’s ønsker til samvær. Familieretten lægger videre til grund, at der ikke har været kontakt mellem forældrene om B siden 2016, og at der således reelt ikke har været noget samarbejde mellem forældrene om B’s forhold. Familieretten lægger yderligere til grund, at den manglende kontakt mellem forældrene og mellem B og hans far kan tilskrives begge forældres forhold.
På denne baggrund og efter en samlet vurdering af oplysningerne i sagen, herunder parternes forklaringer, finder familieretten, at der er konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke fremadrettet kan samarbejde om B’s forhold til hans bedste. Det er derfor bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves og tillægges M alene, jf. forældreansvarslovens §..11, jf. §A..
Som følge af det anførte tager familieretten M’s påstand til følge.
(byrettens resultat er altså ene forældremyndighed til M)
Landsrettens begrundelse
Efter forældreansvarslovens §..11. 2. pkt., kan den fælles forældremyndighed kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Efter bevisførelsen for landsretten lægges det til grund, at parterne levede sammen i knapt et år frem til 2008, og at de var flyttet fra hinanden, da B blev født. Det lægges endvidere til grund, at F havde samvær med B frem til 2016, hvorefter der ikke har været kontakt hverken mellem F og B eller mellem forældrene.
Parterne har samstemmende forklaret, at der var en uenighed mellem dem i 2016, hvor M ikke ville samtykke til, at B fik udstedt et pas, så han kunne tage med sin far på et familiebesøg på [ø].
F har forklaret, at M i tiden frem til 2016 nogle gange ringede til ham for at drøfte forskellige ting vedrørende B, og at han overlod det mest til hende at træffe beslutningerne, fordi B boede hos hende, og at han altid støttede op hendes beslutninger. Han har endvidere forklaret, at han efter 2016, hvor M bad ham om at holde sig væk, indtil de tog kontakt til ham igen, ikke har kontaktet B eller M, fordi han respekterede, at B havde brug for ro, og for at han ikke blev beskyldt for noget.
M har forklaret, at hun ikke mener, at hun og F kan samarbejde, men at hun ikke ved, hvad de er uenige om, bortset fra om hun skal have forældremyndigheden alene. Hun har endvidere forklaret, at hun ikke kan huske, om F sagde nej til noget vedrørende B fra 2008 til 2016.
Det er anført i den børnesagkyndiges notat fra børnesamtalen med B den 14. december 2021, at han ønskede, at hans mor alene havde forældremyndigheden, og at han begrundede dette med, at far ikke vil give samtykke til, at B blev konfirmeret, og at B ikke i flere år havde haft kontakt til sin far. Det var den børnesag kyndiges indtryk, at B udtalte sig i overensstemmelse med egne behov, men samtidig hendes indtryk, at B var blevet inddraget i forældrenes indbyrdes udfordringer omkring bl.a. forældremyndighed.
Det lægges herefter til grund, at der ikke efter 2016 har været kontakt mellem parterne, men at F ikke har modsat sig beslutninger angående B’s forhold, og at der i øvrigt ikke er uenigheder mellem parterne om forhold vedrørende B. Det kan herunder ikke lægges til grund, at F modsatte sig, at B blev konfirmeret. F har i øvrigt forklaret, at han vil kunne kontaktes på mobiltelefon i de perioder, han er på havet. Det vil således være muligt for parterne at kontakte hinanden, hvis der skal træffes beslutninger vedrørende B’s forhold, også i de perioder, hvor Fer på arbejde.
På denne baggrund, sammenholdt med sagens oplysninger i øvrigt, er der ikke holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om B’s forhold til hans bedste, og betingelserne i forældreansvarslovens § 1.L 2. pkt., for at ophæve den fælles forældremyndighed er derfor ikke opfyldt.
Landsretten frifinder derfor F for M’s påstand om, at den fælles forældremyndighed over B ophæves, og at hun skal have forældremyndighedens alene. Der skal således fortsat være fælles forældremyndighed over B
Kommentar:
Sagen er et eksempel på en ”uforståelig” afgørelse set med mine briller.
Der er tale om et stort barn. Jeg siger ofte, at det slet ikke giver mening at føre sag om så store børn. I relation til forældremyndigheden er der ikke mange afgørende emner tilbage, før barnet bliver 18.
Jeg ser i praksis kun spørgsmålet om efterskole tilbage. Selvfølgelig kan der opstå akutte spørgsmål af relevans for forældremyndigheden for eksempel knyttet til sygdomsbehandling eller lignende.
Man skal i øvrigt huske, at man skal lytte til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Selv om jeg erkender, at selv en 14-årig måske kan have lidt svært ved fuldt ud at forstå betydningen af fælles forældremyndighed, har man i al fald konkret tilsidesat barnets holdning.
Det politisk korrekte er ”jo”, at forældre skal have fælles forældremyndighed, hvor de skal samarbejde til gavn for barnet.
Det er for mig ufatteligt, at landsdommerne når frem til, at forældrene skal kunne samarbejde konstruktivt i en situation, hvor der slet ikke er kontakt mellem barn og den ene forælder.
Man skal til slut huske, at ”den Gud giver et embede, giver han også evnen til at bestride det”. En endelig landsretsdom er udtryk for det eneste rigtige i vores retssystem.
Så ved du i det mindste det!
Viggo Bækgaard
13. juni 2023