Fortsat eneforældremyndighed over nu 6-årig P trods samværschikane og injuriedomme, VLD 26. juni 2014 og Færøernes Rets dom af 25. juni 2014, utrykte.
Forhistorien til denne sag er årelang og dybt skræmmende. Sagen vedrører samme parter som i sag fra januar 2010
M er ved byretten i X-by den 6. december 2013 idømt 10 dagbøder for injurier, og følgende udtalelse kendt ubeføjet: ”… at hun ikke kan samarbejde med en mand, der har forsøgt at slå hende ihjel og voldtaget hendes børn”.
M havde anket denne dom men udeblev fra landsretten, hvorfor ankesagen afvistes.
M er ved retten på Færøerne den 25. juni 2014 idømt 15 dagbøder a 500 kr. for injurier, og fået erklæret en række meget barske påstande ubeføjede. Udsagnene gengives ikke her, men jeg kan indestå for, at de ikke er for sarte sjæle.
Landsrettens begrundelse i forældreansvarssagen:
Afgørelsen af, hvorvidt der er grundlag for at overføre forældremyndigheden til F eller bestemmes, at der skal være fælles forældremyndighed og bopæl hos ham, skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet.
Parterne ophævede samlivet få måneder efter Ps fødsel, og P har siden boet sammen med sine to ældre søstre hos sin mor. Ps samvær med F har i perioden været afbrudt flere gange, og P har siden Ms uvarslede flytning til Færøerne ikke haft samvær med sin far, hvilket må antages at skyldes Ms forhold.
Forholdet mellem parterne har gennem flere år været særdeles konfliktfyldt og har navnlig været præget af parternes beskyldninger mod hinanden, herunder Ms beskyldninger mod F om grænseoverskridende adfærd, der efter myndighedernes undersøgelser har vist sig grundløse.
Efter de foreliggende oplysninger om P, herunder observationerne i daginstitutioner med videre, har disse i al fald i perioder med et meget højt konfliktniveau mellem parterne påvirket hende, således at hendes trivsel og udvikling har været truet.
Uanset det oplyste om samværssabotage, og de i øvrigt foreliggende oplysninger om Ms personlige forhold, finder landsretten efter en samlet vurdering, at det må anses bedst for P, at der ikke etableres fælles forældremyndighed, og at hun forbliver boende hos sin mor og sine to søstre, som hun altid har boet sammen med.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
På den ene side er det utvivlsomt, at det vil indebære en markant omvæltning i Ps liv, hvis hun nu skulle skifte bopæl og fremtidig bo hos faren.
Heroverfor står ganske åbenlyst, at der foreligger samværschikane af næsten værste skuffe. Personligt er jeg meget imod, at man inddrager injuriesager i forældreansvarstvister. Konkret har beskyldningerne været så grove og så vedholdende også i det offentlige rum, at det er forståeligt, at faren også valgte det retsskridt. Mor er ved to retter med relativ kort mellemrum dømt for injurier.
Moren har endvidere optrådt meget markant i det offentlige rum i form af aviser, radio og TV, hvor hun fremturer med beskyldningerne konkret mod faren og generelt råber op om stalking og pædofili.
Så vidt jeg er orienteret, optræder moren i nogle sammenhænge i netværk, der anbefaler, at man skal ”gå i fængsel” for sine børn, når myndighederne ikke vil rette ind og tro på påstandene.
En sag som denne er dybt ulykkelig på mange planer.
Jeg kan jo objektivt ikke vide, om faren virkelig er en skurk. Men jeg kan objektivt vide, at oplysninger, som hun gav i den allerførste retssag, var usande omkring hendes egen psykiske tilstand og faren som årsag hertil, hvilket fremgår af referatet fra den sag.
Det er svært at se, at lovens og bemærkningernes ord om samværschikane, tages alvorligt af domstolene, når så åbenlys samværschikane og usande udsagn ifølge foreløbig to injuriedomme negligeres.
Jeg kan undre mig over, at Vestre Landsret ikke valgte at vente med at afsige dom, til man reelt kendte resultatet af injuriesagen på Færøerne. Arbejdsgangen i landsretten fortæller, at man ikke har kendt afgørelsen derfra, da landsretten voterede om resultatet i forældreansvarsssagen.
Viggo Bækgaard