Udvidelse af samværet med en dag – hjemvist til belysning af barnets perspektiv med henblik på deleordning, TFA 2012/406 Ankestyrelsen
Fra ankestyrelsens begrundelse i uddrag:
Vi ændrer statsforvaltningens afgørelse, sådan at weekendsamværet udvides med en dag og starter torsdag i lige uger.
Vi har i dag desuden bedt statsforvaltningen om at genoptage sagen til en fornyet belysning af B’s perspektiv.
..
Vi har ved afgørelsen om at ændre samværets omfang lagt vægt på B’s alder sammenholdt med oplysningen om, at der i perioden fra samlivsophævelsen til samværets fastsættelse i statsforvaltningen har været praktiseret et samvær, der minder om en deleordning. Vi har også lagt vægt på, at B efter det oplyste trives og udtrykker et savn efter dig, når hun ringer til dig. Vi mener ikke, at der er oplysninger i sagen, der taler imod, at der er samvær fra torsdag til mandag og fra torsdag til fredag i den modsatte uge. Vi mener derfor, at det er bedst for B, at samværet udvides, sådan at hun kan bevare sin hidtidige kontakt til dig.
Vi har i dag bedt statsforvaltningen om at sende dig et samværsdokument, der følger vores afgørelse.
Vi finder ikke umiddelbart, at der er noget til hinder for, at der kan fastsættes yderligere samvær, herunder en deleordning. Vi finder dog ikke, at sagen på nuværende tidspunkt er tilstrækkeligt oplyst til at vi kan vurdere, om en yderligere udvidelse af samværet, eventuelt ved en deleordning, vil være bedst for B.
Efter forældreansvarsloven skal statsforvaltningen inddrage barnet under en sag, så barnets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme frem. Det kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv. Statsforvaltningen er ikke forpligtet til at inddrage barnet direkte i sagen, hvis det kan være til skade for barnet, eller hvis det er unødvendigt (§ 34).
Samvær kan fastsættes som en deleordning, hvis det er bedst for barnet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis barnet inden for de sidste 2-3 år og frem til samlivsophævelsen har boet sammen med forældrene, og der umiddelbart efter samlivsophævelsen ansøges om mest muligt samvær. Der kan også fastsættes en deleordning, hvis forældrene har praktiseret det.«
