Udvidelse af samvær for 11-årig til deleordning, TFA 2010/745 Familiestyrelsen
Statsforvaltningens afgørelse afslog at udvide samværet mellem B og dig til en deleordning. Statsforvaltningen bestemte, at der fortsat er samvær i ulige uger fra torsdag til mandag og i lige uger fra onsdag til torsdag.
B bor hos F og har samvær med M. Afstanden mellem forældrene er 25 km.
M har bedt om, at samværet udvides til en deleordning – alternativt udvides og mere sammenhængende.
Familiestyrelsen ændrer statsforvaltningens afgørelse, sådan at der fastsættes en deleordning. Samværet begynder mandag i ulige uger og afsluttes mandag i lige uger.
Efter samværet er forløbet i en periode på 6 måneder vil statsforvaltningen på baggrund af en eventuel anmodning fra dig eller faren genoptage sagen med henblik på at træffe en ny afgørelse om, hvorvidt B’s perspektiv giver grundlag for at ændre samværet til den tid.
Afgørelsen er truffet efter de bestemmelser og retningslinjer, der står i statsforvaltningens afgørelse. Vi har også lagt de faktiske oplysninger til grund, som fremgår af statsforvaltningens afgørelse.
Det fremgår af sagen, at B har været til samtale i statsforvaltningen den 6. januar 2009.
Den børnesagkyndige vurderer under samtalen med B:
»B gav udtryk for at være en dreng, som er uviklet svarende til sin alder. Han fortalte ubesværet om sine tanker og ønsker i forhold til bopæl og samvær. Han gav utvetydigt udtryk for at trives i begge forældres hjem, men savner sin mor, og vil gerne se hende længere tid af gangen end planlagt for øjeblikket.«
Begrundelsen for vores afgørelse er B’s alder og udtalelser om samværet samt den børnesagkyndiges vurdering i forbindelse med samtalen.
Hvis samværet efter seks måneder viser sig ikke at fungere, kan du eller faren på ny rette henvendelse til statsforvaltningen. Statsforvaltningen vil herefter genoptage sagens behandling med henblik på at træffe en ny begrundet afgørelse om, hvorvidt der til den tid vil være grundlag for at ændre samværet. Statsforvaltningen vil i den forbindelse vurdere, hvordan B’s perspektiv bedst belyses.
Deleordninger, hvor afstanden er så stor som her, er et alvorligt skråplan. Det viser, at ordningerne ikke er for børnenes men for forældrenes skyld.
