Tvangsfuldbyrdelse trods underretninger og iværksat børnefaglig undersøgelse, TFA 2023/408 VLK
Byrettens begrundelse
Det aktuelle samvær er fastsat på baggrund af parternes forlig af 17. november 2022. Efter parternes forklaringer er det – trods et meget højt konfliktniveau mellem dem – lykkedes at afvikle det aftalte samvær frem til april 2023 nogenlunde problemfrit, og retten lægger til grund, at B1, B2 og B3 har haft et nært forhold til deres far F.
M har oplyst, at grunden til, at hun ikke ville udlevere børnene til samvær den 9. juni 2023 og fremadrettet for en tid, er, at alle børnene, navnlig de to ældste børn, har reageret på en konfliktepisode mellem forældrene, der fandt sted den 1. juni 2023 i forbindelse med det ældste barn B1’s fodboldtræning, og som børnene overværede. Begge forældre har forklaret, at F ved den beskrevne episode gav M en lussing under et konfliktoptrin på en parkeringsplads efter træningen. M har forklaret, at hun ikke slog F, inden han slog hende, men at F spyttede på hende og råbte af hende ved samme tilfælde, og at børnene så dette. F har forklaret, at M havde givet ham en lussing, inden han selv gav hende en lussing.
I underretningen til kommunen fra Østjyllands Politi om voldsepisoden fremgår blandt andet, at M flere gange brød sammen under den afhøring, som politiet efterfølgende foretog af hende. Der foreligger endnu ikkeoplysninger om en eventuel sigtelse af F.
Der er i udtalelsen fra B1’s skole af 19. juni 2023 flere bekymringspunkter, der samlet er beskrevet som en uhensigtsmæssig adfærd, og skolen har beskrevet, at denne uhensigtsmæssige adfærd er »eskaleret« efter den beskrevne konfliktepisode. M har oplyst, at navnlig B1 og B2 har reageret kraftigt på episoden den 1. juni2023 og er bange for deres far og ikke vil på samvær. M har endvidere oplyst, at hun har indledt en sag om ændring eller ophævelse af samvær ved Familieretshuset.
Der foreligger flere bekymringsunderretninger omkring børnene fra efteråret 2022 og foråret 2023, herunder en bekymringsunderretning fra april 2023 om seksualiserende adfærd hos børnene. Den sidstnævnte underretning har ført til, at der i maj 2023 er truffet afgørelse om, at der skal udarbejdes børnefaglige undersøgelser. Disse børnefaglige undersøgelser foreligger endnu ikke.
Efter retsplejelovens § 456 p kan fuldbyrdelse af samvær kun ske under hensyn til barnet og skal varetagebarnets bedste.
Som anført er det aktuelle samvær fastsat på baggrund af parternes forlig af 17. november 2022, og samværet hviler derfor ikke på en afgørelse, der er truffet under hensyn til indholdet af forældreansvarslovens § 4.
Retten finder efter en samlet vurdering af de anførte oplysninger om børnenes forhold fra tiden, efter parterne indgik forliget, herunder bekymringsunderretningen om seksualiserende adfærd og oplysningerne om børnenes reaktioner efter voldsepisoden den 1. juni 2023 og deres efterfølgende modvilje mod samvær med F, at der ikke for tiden er fornødent grundlag til, at det er til børnenes bedste, at de udleveres til samvær i henhold til forliget, og anmodningen om udlevering nægtes derfor fremme.
Retten har ved bedømmelsen af børnenes forhold lagt vægt på oplysningerne fra M om voldsepisoden og børnenes modvilje mod at skulle til samvær sammenholdt med udtalelsen fra B1’s skole om den måde, voldsepisoden har påvirket ham, bekymringsunderretningerne og børnesamtalerne.
Som anført er der igangsat tilvejebringelse af børnefaglige undersøgelser, og der er indledt en sag om ændring eller ophævelse af samvær ved Familieretshuset, hvor det må forventes, at børnenes perspektiv belyses yderligere, og hvor der eventuelt vil kunne træffes afgørelse om midlertidigt samvær under hensyn til børnenes bedste. Denne afgørelse er også truffet under hensyn til disse omstændigheder, som sammenholdt med, at der foreligger en udtalelse af 19. juni 2023 fra B1’s skole, også har ført til, at familieretten ikke har indhentet yderligere oplysninger til belysning af barnets perspektiv til brug for tvangsfuldbyrdelsessagen.
Da der allerede er indledt en sag om samvær ved familieretshuset, henviser familieretten ikke denne sag til familieretshuset til vurdering af, om forliget skal ændres eller ophæves jf. retsplejeloven § 456 p, 2. punktum.
(Byrettens resultat: Anmodningen om tvangsfuldbyrdelse nægtes fremme.
Der fastsættes ikke er erstatningssamvær.
Ingen af parterne skal betale omkostninger til den anden part.
Landsrettens begrundelse
På baggrund af Familiecentrets notater om børnesamtalerne den 29. juni 2023 lægger landsretten til grund, at B2 og B3 kort forinden samtalerne var på weekendsamvær med F, og at det forløb godt. Om B1, der ikke deltog isamværet, har Familiecentret på baggrund af samtalen anført, at B1 ikke på noget tidspunkt i samtalen indikerede, at han var utryg ved sin far eller ikke havde lyst til at se sin far, og at det er Familiecentrets vurdering, at B1 ville have sagt det, hvis han ikke havde lyst til at være hos sin far.
Under hensyn hertil sammenholdt med det, der er oplyst om det hidtidige samvær mellem F og børnene, finder landsretten ikke grundlag for at nægte at fremme F’s begæring om samvær med børnene i overensstemmelse med aftalen af 17. november 2022. Begæringen tages derfor til følge, således at første samvær starter den 18.august 2023.
Efter kæresagens karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Landsrettens resultat:
B1, B2 og B3 skal udleveres til samvær med F i overensstemmelse med samværsaftalen af 17. november 2022, første gang den 18. august 2023.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Kommentar:
De 3 børn er født i 2016, 2017 og 2019 og er altså 4, 6 og 7 år.
Jeg hæfter mig ved flere ting i denne sag, som jeg finder bekymrende. Der er jo tale om en tvangsfuldbyrdelsessag, som det er nærmest håbløst umuligt at få fri proces til. Her har vi således en sag, hvor ingen af parterne har haft advokat på. Jeg kan umuligt vurdere, om det har haft en betydning.
Man kan se, at parterne har et tårnhøjt konfliktniveau, og at der har været indgået en samværsaftale som led i et forlig indgået i Familieretten. De nærmere omstændigheder herom fremgår ikke. For egen regning bemærkes, at den type aftaler meget ofte indgås under et vist pres både fra børnesagkyndige og fra dommerne.
Personligt hælder jeg vist til, at byrettens afgørelse virker ”rigtigst” på mig, og at jeg kan undre mig over, at landsretten ikke tyr til den mellemløsning, som er blevet så populær hos dommerne, at de fastsætter overvågede samvær og i øvrigt hjemviser sagen til Familieretshuset til fornyet behandling og herunder afventer den iværksatte børnefaglige undersøgelse.
Viggo Bækgaard