Tvangsfuldbyrdelse af overvåget samvær for P født i 2012 (13 år) skulle ske ved afhentning, HKK 22. september 2025, TFA 2025/75 HKK
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstilling
Ved Højesterets dom af 2. december 2014 (UfR 2015.882) blev det bestemt, at F havde ret til at få prøvet, om han er far til B, der er født den … 2012.
Den 14. oktober 2021 fastslog landsretten, at F er far til B. Dommen var baseret på en samlet bevisvurdering, hvori også indgik, at Bs mor, M, siden Højesterets dom havde nægtet at lade B medvirke til en dna-undersøgelse.
Umiddelbart efter landsrettens dom anmodede F om samvær med B.
Ved dom af 19. september 2023 fandt landsretten ligesom familieretten, at det ville være bedst for B, at der blev etableret kontakt mellem hende og hendes far.
Landsretten fastslog, at dette skulle ske ved ti overvågede samvær efter Familieretshusets nærmere bestemmelse. I november 2023 indkaldte Familieretshuset til overvågede samvær, hvoraf de to første skulle finde sted i januar 2024. Da M ikke mødte op med B, anmodede F familieretten om at fuldbyrde samværsafgørelsen.
Under retsmøder den 21. februar, 10. april og 29. maj 2024 fandt familieretten, at fuldbyrdelse af samværsafgørelsen kunne ske under hensyn til B og til varetagelse af hendes bedste, samt at der ikke forelå nye oplysninger, der gav grundlag for at henvise sagen til Familieretshuset med henblik på vurdering af, om samværsafgørelsen skulle ændres eller ophæves. Familieretten fastsatte erstatningssamvær og varslede og udstedte tvangsbøder, men uanset disse tiltag blev ingen af samværene gennemført.
Den 6. september 2024 frifandt familieretten M for Fs påstande om at gennemtvinge samværet, om at pålægge hende betaling af de varslede tvangsbøder for ikke at være mødt op med B til erstatningssamvær den 6. juni, 19. juni og 4. juli 2024 samt om at få fastsat yderligere erstatningssamvær og tvangsbøder.
Den 16. januar 2025 stadfæstede landsretten afgørelsen og fandt ligesom familieretten, at selv om M uden rimelig grund i mange år havde modsat sig etablering af kontakt mellem B og F, ville det for tiden ikke være bedst for B, at hun blev tvangsudleveret til samvær. Der blev bl.a. henvist til den børnesagkyndige udtalelse af 3. juni 2024, hvori var anført, at tvangsudlevering virker uhensigtsmæssig og potentielt traumatiserende for B.
Landsrettens kendelse af 16. januar 2025 er indbragt for Højesteret. Spørgsmålet er, om de ti overvågede samvær for at etablere en kontakt mellem B og F skal tvangsfuldbyrdes. Der er derudover spørgsmål om betaling af tvangsbøder.
Tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om samvær:
Det følger af retsplejelovens § 456 q, stk. 2, jf. stk. 1, at en samværsafgørelse kan fuldbyrdes af familieretten ved anvendelse af tvangsbøder, jf. § 456 r, stk. 3, eller ved anvendelse af umiddelbar magt, jf. § 456 r, stk. 5. Efter denne bestemmelse kan anvendelse af umiddelbar magt bl.a. ske ved afhentning af barnet.
Efter § 456 p kan fuldbyrdelse kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste. Fuldbyrdelse kan endvidere kun ske, hvis der ikke er behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves.
Hvis den forælder, som barnet bor hos, ikke frivilligt medvirker til, at samværet mellem barnet og den anden forælder gennemføres, er udgangspunktet, at samværsafgørelsen skal fuldbyrdes. Under fuldbyrdelsessagen skal familieretten ikke foretage en materiel prøvelse af afgørelsen om samvær, men hvis familieretten finder, at afgørelsen som følge af nye oplysninger eller forandrede forhold ikke længere er til barnets bedste, skal familieretten henvise sagen til Familieretshuset med henblik på vurdering af, om afgørelsen skal ændres eller ophæves.
Familieretten skal under fuldbyrdelsessagen tage hensyn til forpligtelserne efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til privatliv og familieliv som fastslået i Menneskerettighedsdomstolens praksis.
Efter denne praksis indebærer artikel 8, at myndighederne skal træffe alle nødvendige foranstaltninger, som med rimelighed kan forlanges, for at håndhæve en samværsafgørelse. Gennemførelsen af de nødvendige foranstaltninger skal ske hurtigt, idet tidens gang kan indebære uoprettelige konsekvenser for relationen mellem et barn og den forælder, som ikke bor sammen med barnet. Det forhold, at en forælder nægter at samarbejde omkring samværet, fritager ikke myndighederne fra deres forpligtelser. Selv om brugen af umiddelbar magt bør være begrænset, må brugen heraf ikke udelukkes, hvis den forælder, som barnet bor hos, udviser retsstridig adfærd. Barnets ret til at give udtryk for sine egne synspunkter giver ikke barnet vetoret, eftersom andre faktorer med hensyn til, hvad der er bedst for barnet, også skal indgå i vurderingen, jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 2. april 2015 i sagen Ribić mod Kroatien (sag nr. 27148/12), præmis 88-89 og 92-95 og dom af 13. april 2023 i sagen E.K. mod Letland (sag nr. 25942/20), præmis 74.
Den konkrete sag
Som nævnt bestemte landsretten ved dom af 19. september 2023, at der skal være samvær mellem B og hendes far F, da det vil være bedst for B, at hun får kontakt til sin far. Landsretten fastsatte, at dette skal ske ved ti overvågede samvær efter Familieretshusets nærmere bestemmelse. Landsretten lagde vægt på, at der er behov for over en længere periode at få opbygget en relation, eftersom B aldrig har mødt sin far. Til brug for afgørelsen var der indhentet en børnesagkyndig vurdering, hvoraf fremgår bl.a., at det i sig selv må anses for at være et alvorligt omsorgssvigt at berøve B kendskab til sin far. Samværsafgørelsen er således baseret på, at det er bedst for B, at der etableres kontakt mellem hende og hendes far.
Samværsafgørelsen er ikke efterlevet af M. Der foreligger hverken nye oplysninger eller forandrede forhold, som giver grundlag for at henvise sagen til Familieretshuset med henblik på vurdering af, om afgørelsen skal ændres eller ophæves.
M har, siden B blev født, vedholdende modsat sig, at der etableres nogen form for kontakt mellem B og hendes far. Efter de foreliggende oplysninger har M endnu ikke fortalt B om hendes far, og Højesteret lægger til grund, at M fortsat ikke vil medvirke til, at B får kendskab til ham, og at hun får samvær med ham.
Familieretten har forsøgt at fuldbyrde samværsafgørelsen ved tvangsbøder, men det har ikke fået M til at ændre adfærd.
Under disse omstændigheder finder Højesteret, at tvangsfuldbyrdelse af samværsafgørelsen ved afhentning af B må anses for at være den eneste mulighed for at få etableret en kontakt og relation mellem B og hendes far, hvilket som nævnt er til hendes bedste.
På denne baggrund og henset til forpligtelserne efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8 tager Højesteret Fs påstand om tvangsfuldbyrdelse af overvåget samvær i henhold til landsrettens dom af 19. september 2023 til følge, således at tvangsfuldbyrdelsen sker ved afhentning af B.
Afhentningen skal ske i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 42 b og forpligtelserne i Menneskerettighedskonventionens artikel 8. Familieretten skal i den forbindelse bl.a. inddrage Bs egne synspunkter.
Tvangsbøderne på 3.000 kr. for hver af de ikke gennemførte erstatningssamvær den 6. juni, 19. juni og 4. juli 2024, i alt 9.000 kr., som varslet af familieretten i kendelse af 10. april 2024, er forfaldne. Da der ikke er grundlag for at lade dem bortfalde, tages påstanden om betaling af tvangsbøderne til følge.
Højesterets resultat:
Østre Landsrets dom af 19. september 2023 om gennemførelse af ti overvågede samvær af 1½ times varighed med to ugers mellemrum mellem B og F skal fuldbyrdes ved afhentning af hende.
M skal betale 9.000 kr. i tvangsbøder.
I sagsomkostninger for familieretten, landsretten og Højesteret skal statskassen inden 14 dage betale 50.000 kr. til F.
Kommentar:
Sagen kalder for mig i den grad mere på etiske end juridiske refleksioner.
Jeg kender kun sagen fra Højesterets kendelse, der er hentet på Højesterets hjemmeside.
Kendelsen er interessant på flere måder.
Barnet er på tidspunktet for Højesterets afgørelse 13 år.
Situationen synes ved første læsning at have været, at P er blevet til under et ”flygtigt bekendtskab”, og at M fra starten har forsøgt sig med en model, hvor hun har sagt til myndighederne, at hun ikke vidste, hvem der var far til barnet. Det er en model, som jeg nogen gange halvt i sjovt ”anbefaler” i den slags situationer, fordi det på mange måder skåner barnet for ganske meget. Men M har altså juridisk pligt til at fortælle, hvem der er far til barnet. Den pågældende type ”forglemmelse” går ofte godt, fordi en ”hovsa-far” sjældent gør et stort nummer ud af at blive far.
Når man imidlertid læser afgørelsen mere grundigt, fjernes det indtryk, da der tilsyneladende har været tale om et i al fald lidt længerevarende forhold. Forklaringen på Ms vægring fortager sig lidt i tågen.
Far har efter børneloven ret til at søge faderskabet fastslået, og konkret har han altså forsøgt på det siden 2014, hvor barnet var ganske lille.
M har strittet imod, men retligt er det endt med, at F er blevet anerkendt som far til P.
Det fremgår, at den nu 13-årige P aldrig har fået noget at vide om, at F er far til hende.
Man kan i al fald som det mindste tænke, at det er et kæmpestort etisk dilemma, som M må have befundet sig i gennem hele 11 år.
Faktum er, at F er far til barnet, og at han altså med djævelens vold og magt vil have kontakt til barnet.
Her tænker jeg såmænd også, at F må have været i et pænt stort etisk dilemma. Er det menneskeligt rimeligt at forfølge sagen så langt? Kunne han da ikke bare have stoppet, da han indså, at tvangsfuldbyrdelse ville kræve ”så meget”?
Engang imellem siger jeg til klienter, at de måske med fordel kan vente, til barnet bliver myndig og så forsøge at kontakte pågældende. Det typiske svar er, at man gør det for senere at kunne bevise, at man har gjort noget. Det ville i det mindste let kunne bevises her.
F har i den grad juridisk fat i den lange ende. Han har gennem retssager sikret sig en tvangsarving og må formodes at være informeret om alle konsekvenser.
Det er rigtig interessant at læse en så grundig højesteretsdom, hvor rigtig mange af de teoretiske både nationale og internationale retsregler bliver gennemtygget. Hårene rejser sig på armene, mens jeg læser.
Personligt sidder jeg med et kæmpestort spørgsmål, der knytter sig både til Ms og Ps forhold psykologisk og socialt. Der er en ret grundig psykologvurdering, hvor et enkelt afsnit fører mig til at tænke, at vi måske er i et såkaldt ikke etnisk dansk miljø. Afsnittet lyder sådan:
”Medmindre det er lykkedes for Bs familie og de lokale offentlige aktører i deres danske hjemkommune at udbygge det spæde tillidsforhold, kan jeg frygte, at B stadig bliver berøvet disse udviklingsmuligheder som en indirekte, men tydelig konsekvens af hendes families fortsatte bestræbelser på at blokere hendes kendskab til sin far.”
På et enkelt punkt mere, er afgørelsen interessant. Det er altså ikke så ofte, at der idømmes omkostninger i disse sager. Her bliver M tilpligtet at betale 50.000 kr. i omkostninger. Det er altså endnu et slag over fingrene på M.
Højesteret har jo altid ret, hvilket jeg somme tider i mine kommentarer tillader mig at drage lidt i tvivl.
Juridisk og etisk synes jeg dog ikke, at der er noget at ”komme efter”.
Men det er en problemstilling, som virkelig kalder på refleksioner.
Viggo Bækgaard
23. september 2025