Tvangsfuldbyrdelse af Fs samvær med 8årig D, der skulle afhentes i skolen men løb væk, hvilket skolen telefonisk havde meddelt F, ØLK 14. februar 2024, utrykt
Byrettens begrundelse (Helsingør).
Familieretten i Helsingør har ved dom af 4. juni 2021 bestemt, at T og D skal have samvær med F 2 timer hver onsdag i tidsrummet fra kl. 14-16 med afhentning i drengenes institutioner og aflevering i Ds institution.
Østre Landsret har ved ankedom af 19. juni 2023 stadfæstet familierettens dom.
Den 18. oktober 2023 anlagde F tvangsfuldbyrdelsessag ved familieretten i Helsingør (BS-51978/2023), idet T og D ikke blev udleveret til samvær i overensstemmelse med landsrettens dom af 19. juni 2023.
Familieretten afholdt den 1. december 2023 børnesamtale med T. I børnesamtalen deltog børnesagkyndig psykolog PS og retsassessor LPL. Referat af børnesamtalen er udarbejdet den 1. december 2023 af den børnesagkyndige psykolog. F hævede sagen, da M under retsmødet den 1. december 2023 tilkendegav, at hun var indstillet på at udlevere T og D til samvær i overensstemmelse med rettens afgørelse.
Familieretten har ikke afholdt børnesamtale under den nu anlagte sag henset til, at retten afholdt børnesamtale med T den 1. december 2023, og at der ikke foreligger nye oplysninger i sagen, der begrunder afholdelse af en ny børnesamtale på dette tidspunkt.
Det lægges til grund, at M har udleveret D i overensstemmelse med landsrettens dom af 19. juni 2023, hvorfor der ikke foreligger en misligholdelse af rettens dom for så vidt angår D. Endvidere lægges det til grund, at T ikke blev udleveret til samvær den 3., 10. og 17. januar 2024.
Den 3. januar 2024 ringede skolen til F omkring kl. 10.30 med oplysning om, at T ville løbe hjem, da han ikke ville have samvær sin far. F mødte op på skolen kl. 13.50 for at hente T. Skolen havde orienteret M om, at T ville løbe hjem fra skolen. Den 10. januar 2024 blev T ikke afleveret i skole, da han var syg. Den 17. januar 2024 modtog F et telefonopkald fra skolen omkring kl. 11.30 med oplysning om, at T ville løbe hjem igen.
Endelig lægges det til grund, at Fs samvær med T og D i december 2023 forløb godt med begge børn.
Familieretten finder under disse omstændigheder, at der foreligger en misligholdelse af landsrettens dom af 19. juni 2023 for så vidt angår samværet med T og at ansvaret for den manglende gennemførelse af samværet kan tillægges M, som efter de i sagen foreliggende oplysninger ikke støtter tilstrækkeligt op om samværets gennemførsel.
Efter retsplejelovens § 456 p kan fuldbyrdelse af samvær kun ske under hensyn til barnet og skal varetage barnets bedste.
Fuldbyrdelse kan kun ske, hvis der ikke er behov for af hensyn til barnet at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om den aftale eller afgørelse, der søges fuldbyrdet, skal ændres eller ophæves. På baggrund af navnlig den afholdte børnesamtale med T den 1. december 2023 og det samlede indtryk af T og henset til, at de gennemførte samvær i december 2023 forløb godt med begge børn, finder familieretten ikke grundlag for at nægte at fremme Fs begæring om samvær med T i overensstemmelse med landsrettens dom af 19. juni 2023.
Begæringen tages derfor til følge.
Familieretten har derfor grund til at antage, at fuldbyrdelse af samvær vil kunne ske under hensyn til barnet og varetage barnets bedste, jf. retsplejelovens § 456 p, 1. pkt. Da M ikke har vist vilje til at udlevere T, fastsætter familieretten tvangsbøder som nedenfor bestemt, jf. retsplejelovens § 456 r, stk. 3.
Familieretten finder ikke grundlag for at fastsætte erstatningssamvær, for det samvær, der ikke har kunnet udøves under fuldbyrdelsessagen, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 5.
Landsrettens begrundelse
Landsretten er enig i familierettens begrundelse og resultat.
Det, der er anført for landsretten, kan ikke føre til et andet resultat. Landsretten stadfæster derfor familierettens afgørelse. Efter kæresagens karakter skal ingen af parterne betale sagsomkostninger for landsretten til den anden part.
Kommentar:
Jeg bliver bekendt med afgørelsen, da den fremlægges af kærende i denne sag.
Der fremgår stort set ikke andet end det, der kan læses af præmisserne.
I denne sag er der 2 drenge. T, som sagen handler om, er 8 år. Derudover er der en dreng på 5 år, der er udleveret til samvær tilsyneladende uproblematisk.
Det fremgår, at byretten traf afgørelse om samværet ved dom af 4. juni 2021, hvor det bestemtes, at børnene skulle have samvær med F i 2 timer hver onsdag fra 14-16 med aflevering og afhentning i institution. Den dom synes stadfæstet af landsretten den 19. juni 2023. Det fremgår ikke af kendelsen, hvorfor der er gået 2 år fra byretsdommen til landsretsdommen.
Den lille på 4½ er ifølge kendelsen blevet udleveret af M. Formuleringen forekommer mærkelig. Hvis man skal lægge dommen til grund, må man forstå, at M har afleveret den lille i institution som forudsat, og at F ligeledes som forudsat har hentet og bragt ham tilbage.
T, som sagen handler om, er som nævnt 8 år og er et skolebarn. En 8-årig går vel i 2. klasse. Man må gå ud fra, at man kl. 14 er færdig med normalskolegang, og at det derfor handler om afhentning og aflevering i en SFO knyttet til skolen.
Man kan se af sagen, at det er skolen, der ringer til F og fortæller, at drengen vil løbe væk, fordi han ikke vil til samvær. Man må derfor kunne lægge til grund, at drengen er afleveret i institution, og at D ved, at han skal udleveres til åbenbart 2 timers samvær.
M synes at have afleveret i skolen, og barnet løber væk fra skolen.
Jeg savner ganske enkelt faktuelle informationer for at kunne bruge denne afgørelse til noget som helst.
Det må indrømmes, at afgørelsen giver god mening at påberåbe sig i den anden sag. Men man skal for mig at se læse afgørelsen og forstå problematikken – og så bliver man ikke klogere.
Nu skal det ærlig talt blive spændende at få den anden sag afklaret.
Viggo Bækgaard
27. januar 2025