Om tilbagegivelse af børn til Tyskland, børnebortførelsesloven, TFA 2019/2 ØLK

Om tilbagegivelse af børn til Tyskland, børnebortførelsesloven, TFA 2019/2 ØLK

Efter forklaringerne lægges til grund, at det var aftalt mellem parterne, at M skulle rejse til Danmark med børnene den 18 april 2018.

Der findes efter forklaringerne ikke klare holdepunkter for, at det endvidere var aftalt, at M skulle blive i Danmark med børnene. Her er blandt andet lagt vægt på C’s forklaring om, at der intet blev aftalt omkring, hvornår M skulle rejse tilbage, men at aftalen var, at hun skulle overveje sit ægteskab. Endvidere findes aftalen at være indgået mellem parternes forældre, snarere end mellem parterne selv, hvorfor den allerede af den grund ikke kan tillægges afgørende vægt.

Der er fremlagt dokumentation for, at parterne i Tyskland har fælles forældremyndighed. M har forklaret i overensstemmelse hermed, samt at der mellem parterne verserer en forældremyndighedssag i Tyskland. M har herefter undladt at rejse tilbage til Tyskland med børnene efter sin ferie/ophold i Danmark, hvilket strider mod F’s ret.

Fogedretten finder herefter, at der er tale om en ulovlig tilbageholdelse af børnene i Danmark efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, hvorfor børnene skal tilbageleveres, medmindre der er grundlag for at nægte det, jf. § 11, stk. 2.

M har forklaret om årelang vold begået af F imod hende. Hun har fremlagt lægeattester, herunder en fra 2011, der beskriver brud på næsen, hvor årsagen er anført, at hun er blevet ramt af en golfbold, samt 2 attester fra april 2018, som beskriver blå mærker i ansigtet og på kroppen og angiver vold som årsagen.

Endvidere har alle, bortset fra F, forklaret, at M’s forældre og andet familie ankom pludseligt og uden invitation midt om natten den 18. april 2018. C og M har forklaret, at grunden var, at M ringede efter sine forældre, da hun igen havde fået tæsk af sin mand.

M har herefter sandsynliggjort, at ægteskabet var præget af vold, uagtet forklaringerne herom fra F og A, som tilsidesættes som utroværdige.

F har forklaret, at han deltog på lige fod med M i den daglige pasning af børnene, i det omfang hans arbejde tillod det, samt at han frem til april havde et rigtig godt forhold til begge sine børn. M har ikke forklaret om børnenes forhold til deres far, om end det på baggrund af B1’s forklaring til børnehaven må lægges til grund, at hun har overværet vold og eller skænderier.

På baggrund af de samlede oplysninger har retten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse.

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger lægges til grund, at parterne til tider har haft et ægteskab præget af uoverensstemmelser og vold, at de har boet sammen med børnene i Tyskland, hvor der ikke er oplysninger om, at børnene ikke trivedes, samt at begge forældre deltog i børnenes hverdag, herunder fulgte B1 til børnehave, og var sammen om børnenes lægebesøg, samt at der var familie tæt på til at hjælpe med børnene. Retten finder herefter ud fra en samlet vurdering, at der ikke er grundlag for at antage, at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelse af børnene til F vil være til skade for børnenes sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, stk. 2, hvorfor bestemmes:

Sagen fremmes, således at børnene hjemsendes til Tyskland.

Landsrettens begrundelse:

 

Det fremgår af sagen, at anmodningerne om tilbagegivelse af børnene er dateret den 9. maj 2018.

Herefter og af de af fogedretten anførte grunde tiltrædes det, at børnene er ulovligt tilbageholdt i Danmark, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, og at de derfor skal tilbagegives, medmindre der er grundlag for at nægte tilbagegivelse, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, jf. § 11.

Af de af fogedretten anførte grunde, og da det for landsretten anførte ikke kan føre til et andet resultat, tiltrædes det, at der ikke grundlag for at antage, at der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for børnenes sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde vil sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2.

Landsretten finder endvidere, at B1, som er 5 år og 9 måneder, ikke har en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til hendes holdning til spørgsmålet om tilbagegivelse, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 3.

Det følger heraf, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen med henblik på at indhente en børnesagkyndig erklæring, jf. børnebortførelseslovens § 18, stk. 1, jf. retsplejelovens § 536, stk. 3, hvorfor M’s subsidiære påstand herom ikke tages til følge.

Landsretten stadfæster derfor fogedrettens kendelse, dog således at børnene rettelig skal tilbagegives til F.

Der er herefter ikke anledning til at tage stilling til anmodningen om opsættende virkning.