Svære samarbejdsproblemer. Ikke fælles forældremyndighed til forældrene, der ikke havde boet sammen. (samværsafgørelsen fra byretten ikke anket), TFA 2012/354 VLD
Byrettens begrundelse:
Ad forældremyndighed
Det lægges efter parternes forklaringer til grund, at M blev gravid, kort efter at parterne i sommeren 2009 havde mødt hinanden. De har aldrig boet sammen, men har haft et konfliktfyldt forhold, der blev endeligt afsluttet i november 2009. Efter at A var født i maj 2010, har parterne kun i en kort periode på ca. 3 måneder haft kontakt, og F har herunder set A i M’s hjem ca. en gang om ugen.
Af den børnesagkyndige erklæring fremgår, at det er vurderingen, at F ikke har nogen fornemmelse for, på hvilken måde og i hvor høj grad hans »bombardement« af mails med utallige links, sms-beskeder, henvendelser til myndigheder m.m. påvirker M og dermed vanskeliggør et samarbejde. Den børnesagkyndige vurderer endvidere, at F har bidt sig entydigt fast i en 20-årig gammel diagnose hos M, som efter hans vurdering sætter spørgsmålstegn ved socialforvaltningens og sundhedsplejerskens udtalelser, der beskriver M som en god og omsorgsfuld mor. Det vurderes, at samarbejdet mellem parterne af disse grunde vil være yderst vanskeligt.
Det fremgår videre, at det er vurderingen, at M har et godt tag på sine børn. Hun har en god indlevelse i børnene, der er meget trygge, og hun kan afstemme sig efter deres behov på en både naturlig og omsorgsfuld måde.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger finder retten på denne baggrund, at der på nuværende tidspunkt foreligger sådanne særlige forhold, at der ikke bør træffes bestemmelse om, at parterne skal have fælles forældremyndighed over A efter forældreansvarslovens § 14, stk. 1.
Ad samvær
Af de rapporter, der er udarbejdet i forbindelse med de midlertidige overvågede samvær, der er gennemført under sagens behandling, fremgår, at F under de givne forhold har været i stand til at etablere en god kontakt med A og med støtte fra samværskonsulenten har kunnet varetage A’s umiddelbare behov under samværene.
Af den børnesagkyndige erklæring fremgår, at der under observationerne af samspillet mellem far og datter spores en vis usikkerhed hos F med hensyn til, hvad der er bedst for A, og at han mangler erfaring med at omgås et lille barn. Dette kan eventuelt blive et problem, dersom han skal trøste hende over længere tid. Han er dog nærværende i kontakten og meget opmærksom på sin datter og god til at aflede hende og finde på sjove ting og kan derigennem også få hende til at skifte humør. Om dette er tilstrækkeligt, hvis A har en længere periode, hvor hun er ked af det, kan den børnesagkyndige være usikker på.
Den børnesagkyndige vurderer, at F kunne have brug for en sparringspartner eller noget vejledning, og at han er meget åben for at modtage råd og vejledning med hensyn til sit barn.
Retten finder på denne baggrund, at der er grundlag for at fortsætte det samvær, der er etableret mellem F og A under sagen således, at A fremover kan få en tæt kontakt også til sin far. Retten finder dog under hensyn til A’s alder og det anførte om F, at samværet indtil videre fortsat bør være begrænset og overvåget.
Samværet fastsættes derfor til 3 timer én gang om ugen på F’s bopæl under overværelse af en samværskonsulent. Retten finder ikke på nuværende tidspunkt at kunne tage stilling til en eventuel senere udvidelse af samværet.
I dette omfang tages F’s påstand om overvåget samvær med A herefter til følge, jf. forældreansvarslovens § 21, stk. 2, således at statsforvaltningen i henhold til retspraksis nærmere tilrettelægger samværet og udpeger den person, der skal overvåge samværet.
Landsrettens begrundelse:
Parterne har aldrig boet sammen, og landsretten lægger navnlig efter M’s forklaring til grund, at deres korte forhold, før A blev født, var konfliktfyldt. Det fremgår endvidere af de forklaringer, der er afgivet for landsretten, at parterne fortsat har svære samarbejdsvanskeligheder. Herefter og af de grunde der er angivet af byretten, tiltræder landsretten, at det vil være bedst for A, at der ikke etableres fælles forældremyndighed.
Landsretten stadfæster derfor dommen, i det omfang den er anket.
(Dommen var ikke anket for så vidt angår samværet)