Spørgsmålet om international kompetence i en bopælssag, TFA 2011/238 ØLK

Spørgsmålet om international kompetence i en bopælssag, TFA 2011/238 ØLK

Problemstilling kort:

 

En sag skal behandles det sted, hvor børnene bor. Konkret havde forældrene boet i Tyskland indtil 2006. Derefter i England indtil ”engang i sommeren 2008”, hvor M flyttede til Tyskland med børnene, mens F blev i England. F bad Familiestyrelsen om at starte en børnebortførelsessag i september 2008.

 

De tyske myndigheder afviste at behandle sagen.

 

Statsforvaltningen besluttede derfor, jfr. forældreansvarsloven §46, jfr. rpl. § 448f, at man ikke havde kompetence til at behandle bopælssagen.

 

Byrettens begrundelse:

 

Det følger af retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 1 og 2, at en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl kan behandles her i riget, såfremt barnet har bopæl her, eller såfremt barnet ulovligt er ført til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i udlandet, og barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl her.

 

Af forarbejderne til lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen fremgår blandt andet følgende i bemærkningerne til forslaget til retsplejelovens § 448 f (lovforslagets § 12, nr. 4, lovforslag nr. L 148, Folketingsåret 2005-06):

 

»Den foreslåede § 448 f regulerer den internationale kompetence for danske myndigheder (domstole og statsforvaltninger) i sager om forældremyndighed.

 

Bestemmelsen erstatter for så vidt angår sager om forældremyndighed de gældende regler for domstolenes internationale kompetence i retsplejelovens § 448 c, jf. forslagets § 12, nr. 2. Det foreslås endvidere, at bestemmelsen tillige regulerer statsforvaltningernes internationale kompetence i sager om forældremyndighed m.v. Det afgørende for danske myndigheders internationale kompetence i forældremyndighedssager m.v. er således forholdene på tidspunktet for statsforvaltningens modtagelse af sagen. (…)

 

Formålet med bestemmelsen er at bringe reglerne om international kompetence i forældremyndighedssager i overensstemmelse med kompetencereglerne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. (…)

 

(…)

 

For den omvendte situation – dvs. hvor et barn bosat i Danmark ulovligt føres til udlandet eller ulovligt tilbageholdes i udlandet – foreslås det tilsvarende, at danske myndigheder som udgangspunkt bevarer deres kompetence til at behandle en sag om forældremyndighed, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbageholdelsen havde bopæl i Danmark, jf. stk. 1, nr. 2. (…)

 

(…)

 

Det bemærkes, at der ikke er fuldstændig symmetri mellem kompetencereglerne i tilfælde af ulovlig bortførelse m.v. til Danmark og ulovlig bortførelse m.v. fra Danmark til udlandet. Ved bortførelse til Danmark opnår danske myndigheder automatisk kompetence til at behandle en sag om forældremyndighed, hvis en anmodning om tilbagegivelse af barnet afslås ved en endelig dansk afgørelse. Ved bortførelse fra Danmark til udlandet mister danske myndigheder derimod ikke uden videre deres kompetence til at behandle en sag om forældremyndighed, hvis en anmodning om tilbagegivelse af barnet afslås ved en udenlandsk afgørelse. (…)

 

(…)«

 

Statsforvaltningen anfører i afgørelsen af 12. juni 2009, at statsforvaltningen ikke har kompetence til at behandle sagen, da betingelserne i retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 1 og 2, ikke er opfyldt.

 

Statsforvaltningens afgørelse om, at betingelsen i retsplejeloven § 448 f, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt, tiltrædes.

 

For så vidt angår betingelsen i retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 2, bemærkes:

 

Statsforvaltningens afgørelse af 12. juni 2009 må forstås således, at Oberlandesgericht Münchens afgørelse af 3. juni 2009 i sig selv indebærer, at der ikke længere er kompetence efter retsplejelovens regler.

 

Som anført i de ovenfor gengivne forarbejder til retsplejelovens § 448 f mister de danske myndigheder ved en bortførelse fra Danmark til udlandet imidlertid ikke uden videre kompetencen til at behandle en sag om forældremyndighed, hvis en anmodning om tilbagegivelse af barnet afslås ved en udenlandsk afgørelse.

 

Det indebærer, at statsforvaltningen i forbindelse med afgørelsen efter retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 2, i den konkrete sag skulle have taget stilling til, om der efter dansk ret foreligger en ulovlig børnebortførelse, jf. herved lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. (internationale børnebortførelser) § 10, stk. 2.

 

Da statsforvaltningen ikke ses at have taget stilling hertil i afgørelsen af 12. december 2009, ophæver retten Statsforvaltningen Hovedstadens afgørelse af 12. juni 2009.

 

Retten tager således i dette omfang sagsøgerens påstand til følge.

 

I overensstemmelse med retsplejelovens § 312, stk. 6, skal hver part bære egne omkostninger.

 

Landsrettens begrundelse:

 

Ved sin afgørelse af 3. juni 2009 fastslog Oberlandesgericht München, at der ikke var grundlag for at imødekomme F’s krav om udlevering af børnene A og B til Danmark. Retten henviser i afgørelsen til, at M’s flytning med børnene i sommeren 2008 ikke var ulovlig i henhold til artikel 3 i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980, og at hun ikke har handlet i strid med § 3 i den danske forældreansvarslov. Det fremgår af afgørelsen, at Oberlandesgericht München på grundlag af de foreliggende oplysninger, herunder de af parterne afgivne forklaringer, ligesom Amtsgericht München har fundet det godtgjort, at F havde givet samtykke til, at M flyttede til Tyskland med børnene.

 

Efter de gældende regler er de danske myndigheder ikke forpligtet til at anerkende afgørelsen fra Oberlandesgericht München. Landsretten finder herefter, at Statsforvaltningen Hovedstaden var forpligtet til at foretage en selvstændig vurdering af, om betingelserne i retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 2, var opfyldt, da Statsforvaltningen Hovedstaden skulle tage stilling til, om den i medfør af forældreansvarslovens § 46, stk. 1, jf. retsplejelovens § 448 f, havde kompetence til at behandle F’s anmodning om, at børnene skulle have bopæl hos ham. Ved denne vurdering ville Statsforvaltningen Hovedstaden være berettiget til at lægge afgørende vægt på indholdet af afgørelsen truffet af Oberlandesgericht München.

 

Således som Statsforvaltningen Hovedstaden har begrundet sin afgørelse af 12. juni 2009, hvor statsforvaltningen afviste at have kompetence til at behandle bopælssagen, kan det ikke afvises, at statsforvaltningen ikke har foretaget nogen selvstændig vurdering som beskrevet ovenfor.

 

Herefter og da landsretten – således som sagen er forelagt for landsretten – ikke har mulighed for at foretage en prøvelse af, om betingelserne i retsplejelovens § 448 f måtte være opfyldt, tiltræder landsretten, at statsforvaltningens afgørelse skal ophæves, således at sagen hjemvises til fornyet behandling af spørgsmålet om, hvorvidt statsforvaltningen i henhold til forældreansvarslovens § 46, stk. 1, jf. retsplejelovens § 448 f, stk. 1, nr. 1 og 2, har kompetence til at behandle den af F indgivne bopælssag.