Samværssag kan kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse. En sag, hvor samværsspørgsmålet for en 3-årig var behandlet udskilt fra resten af sagen, TFA 2026/17 VLD
Byrettens begrundelse (Holstebro)
Efter familierettens samlede vurdering af B’s forhold, herunder forældrenes forklaringer og med særlig vægt på rapport af 3. juli 2025 fra Familieretshuset, hvori det bl.a. beskrives, at F under de overvågede samvær er urolig og hektisk, men dog med en svag udvikling i en bedre retning, og at F kan aflæse og reagere på B’s signaler, samt at et eventuelt samvær bør være med støtte i en længere periode, skal B have samvær med F, og der skal være tale om samvær, hvor B’s farfar eller onkel er til stede.
Samværet fastsættes som nedenfor bestemt.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Byrettens resultat:
Samvær lørdag hver anden weekend fra 10-12 på Fs bopæl. Betingelse at Bs farfar eller onkel er til stede.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Landsrettens begrundelse
Efter retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., kan en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær, kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Landsretten finder efter bestemmelsens ordlyd og forarbejderne hertil, at bestemmelsen finder anvendelse i en situation som den foreliggende, hvor familieretten i en sag om både forældremyndighed og samvær har udskilt spørgsmålet om fastsættelse af samvær til særskilt afgørelse, og hvor familieretten derfor har afsagt to domme; en om forældremyndighed og en om fastsættelse af samvær. Dommen af 29. august 2025, der alene vedrører samvær, kan derfor kun ankes med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet. Da en sådan tilladelse ikke foreligger, afvises anken.
Kommentar:
Sagen var ved byretten en samlet sag om forældremyndighed og samvær. Det var byretsdommeren, der under behandling af sagen bestemte at udskille spørgsmålet om samvær, som dommeren så traf afgørelse om.
M ankede men blev så af landsretten belært om ankebegrænsningsreglerne.
Det bemærkes her, at gengivelse af dommen i TFA er usædvanlig overfladisk. Man fornemmer ærlig talt lidt, at byretsdommeren har været ret træt af sagen, der synes at være en ”gengangersag”.
Fs advokat har tilsyneladende ikke nedlagt påstand om en midlertidig samværsafgørelse, hvilket havde været naturligt. Dommeren har formentlig tænkt noget i retning af, at et samvær af 2 timers varighed under tilstedeværelse af ”en voksen” nok går an.
Der fremgår en krølle på historien deri, at man under ankesagen indgår en samværsaftale med mere samvær og optrapning, som M hævder ikke fungerer.
Afgørelsen ses samlet ikke at have så megen anden betydning, end at byretsdommeren altså kan udskille spørgsmålet om samvær med den konsekvens, at afgørelsen i praksis vanskeligt kan ankes.
Det er en af de sager, hvor man godt kunne tænke sig at vide, hvordan det hele endte med den oprindelige sag – og det endelige samvær.
Viggo Bækgaard
Juli 2026