Samværsdom om samvær farfar BF/barnebarn B kunne kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, TFA 2025/41 ØLD
Byrettens begrundelse
Det følger af forældreansvarslovens § 20, stk. 2, at hvis der ikke eller kun i yderst begrænset omfang er samvær med den forælder, barnet ikke har bopæl hos, kan der fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er knyttet til.
Familierettens afgørelse om samvær skal træffes ud fra, hvad der bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.
B, der er 16 år, har vedholdende og utvetydigt givet udtryk for, at hun for tiden ikke ønsker samvær med BF. På denne baggrund og efter det i øvrigt oplyste om B’s og parternes forhold finder familieretten ikke grundlag for at bestemme, at der skal være samvær eller anden form for kontakt mellem B og BF.
Landsrettens begrundelse
Familieretten har ved dommen alene afgjort spørgsmål om samvær, og dommen kan derfor kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 453, stk. 1. Da en sådan tilladelse ikke foreligger, afviser landsretten anken.