Samvær mellem B og Ms tidligere registrerede partner efter en analogi af forældreansvarslovens § 20, TFA 2011/392
Statsforvaltningen havde givet samvær hver anden weekend.
Familiestyrelsens begrundelse er bl. a. sådan:
Vi ændrer statsforvaltningens afgørelse, sådan at B har samvær med A hver tredje uge fra fredag eftermiddag til mandag morgen. I påsken ændrer vi samværet sådan, at der ikke er samvær i lige år. I ulige år der samvær fra onsdag før skærtorsdag til 2. påskedag kl. 17. Vi ændrer ikke samværet i forbindelse med vinter- og efterårsferien. Sommerferiesamværet ændres til 1 uge med start en fredag eftermiddag og ophør søndag 9 dage efter kl.17. Vi ændrer samværet i forbindelse med jul og nytår, sådan at der ikke er samvær i denne ferie.
[…]
Vi har ved vores vurdering af sagen lagt de faktiske oplysninger til grund, som fremgår af statsforvaltningens afgørelse.
Vi har truffet afgørelsen ud fra en analogi af § 20, stk. 1, i forældreansvarsloven. Efter denne bestemmelse kan der fastsættes samvær med barnets nærmeste pårørende, som det er nært knyttet til, hvis en forælder er død, eller begge forældre er døde. Da der i denne sag ikke er en anden forælder, som vil kunne søge om samvær, mener vi, at samværet skal fastsættes efter en analogi af § 20, stk. 1.
Efter forældreansvarsloven kan en afgørelse om samvær ændres (§ 21, 4). Alle afgørelser efter forældreansvarsloven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet (§ 4). Vi har også truffet afgørelsen efter disse bestemmelser.
Af de særlige bemærkninger til forslaget om forældreansvarsloven fremgår det, at det ikke er tanken med bestemmelsen (§ 20), at samværet skal have samme omfang som et forældresamvær og dermed erstatte et sådant.
Uanset at det måtte have været hensigten, at du skulle have adopteret B og dermed være forælder på lige fod med M mener vi ikke, at det er muligt at fastsætte samvær efter den samme bestemmelse som anvendes, når man er biologisk eller juridisk forælder.
Begrundelsen for vores afgørelse om at indskrænke samværet er, at det ikke har været hensigten, at samvær efter forældreansvarslovens § 20 skal have samme omfang som forældresamvær og dermed erstatte et sådan. Ved vores vurdering af sagen har vi samtidig lagt vægt på, at A har boet sammen med B frem til jeres samlivsophævelse i september 2009. Vi har ligesom statsforvaltningen lagt til grund, at du og A i årene frem til jeres brud har varetaget omsorgen for B i fællesskab. Derudover har vi lagt vægt på, at der ikke er en anden forælder, der vil kunne søge om samvær. Vi har således fundet det bedst for B, at hans relation til A fastholdes i videst muligt omfang, men sådan at det samtidig er inden for rammerne af § 20. Ud fra disse betragtninger og ud fra en konkret vurdering har vi indskrænket omfanget af B’s samvær med A.«
