Samvær for netop fyldt 2-årig P i ulige uger fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. Samværet starter på bopælsforælderens bopæl og slutter på samværsforælderens bopæl (henholdsvis Lolland og Nordjylland) – transportafgørelse, Statsforvaltningen den 10. februar 2014, utrykt

Samvær for netop fyldt 2-årig P i ulige uger fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. Samværet starter på bopælsforælderens bopæl og slutter på samværsforælderens bopæl (henholdsvis Lolland og Nordjylland) – transportafgørelse, Statsforvaltningen den 10. februar 2014, utrykt

Problemstilling:

M var flyttet fra Nordjylland til Lolland kort tid efter Ps fødsel. Sagen har kørt længe i Statsforvaltningen. Samværet har været gennemført i hele perioden derved, at F er kommet til Lolland, hvor han har indlogeret sig og gennemført samvær.

M opfatter P som meget sensitiv og udadreagerende i forbindelse med samværene.

Forløbet i al fald i et møde i Statsforvaltningen var næsten grænseoverskridende. Jeg deltog som repræsentant for den ene af parterne og skrev bagefter til Statsforvaltningen:

”Det må give stof til eftertanke, at begge forældre i deres respektive afmagt endte med at udlade deres følelser i gråd. De fik absolut ingen professionel hjælp på mødet.”

Statsforvaltningens begrundelse:

Vi har lagt vægt på, at samværet nu igennem en længere periode har fundet sted i umiddelbar nærhed af Ps bopæl; igennem den senere tid hver anden weekend med to overnatninger.

Vi har endvidere lagt vægt på, at parterne er enige om, at P er glad for sin far, og at far som udgangspunkt godt kan varetage omsorgen for P.

Vi har også lagt vægt på, at P i et vist omfang er et særligt sensitivt barn, men at parterne ikke er enige om omfanget heraf.

Endelig har vi lagt vægt på, at oplysningerne om Ps meget voldsomme reaktioner efter samværet for hovedpartens vedkommende stammer fra mor, idet det af udtalelsen fra ergoterapeuten godt nok fremgår, at P er et særligt sensitivt barn, men også, at hu ikke selv har oplevet Ps reaktioner, og at hendes beskrivelse heraf er lavet på baggrund af mors beskrivelse af reaktionerne. Endelig har vi lagt vægt på, at det ikke af dagplejens udtalelser fremgår, at P skulle være særligt sensitiv, eller at hun skulle reagere voldsomt efter samværene med far.

Vi mener derfor, at det vil være bedst for P, at far får mulighed for langsomt at tage P med hjem på samvær; ligesom vi ikke finder grundlag for at begrænse samværet.

Vedrørende fars ønsker om, at samværet hver anden gang er med 3 overnatninger, har vi ikke fundet grundlag herfor, idet vi har lagt vægt på den børnesagkyndiges vurdering af, at det på nuværende tidspunkt ville være for meget for P.

Afgørelsen:

Samvær i ulige uger fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag; i mangel af aftale mellem forældrene kl. 15.

Samværet starter på bopælsforælderens bopæl og slutter på samværsforælderens bopæl – første gang i uge 7, dog således, at samværet i uge 9 og 13 fortsat er i (Lolland) og fra lørdag kl. 10 til søndag kl. 17.

kommentar:

Jeg ser i kommentaren bort fra barnets særligt beskrevne problem, som Statsforvaltningen jo i sin afgørelse reelt ser bort fra eller i al fald nedtoner.

Se for Jer et 2-års barn, som hver anden weekend skal fragtes gennem landet for at tilfredsstille forældrenes behov.

Jeg ved godt, at det ikke er så usædvanligt endda og har ikke nogen patentløsning på problemet.

Det etiske dilemma: Skal man undlade samvær i den situation?

Hvad vægter højest: Barnets behov for at være et normalbarn i dagligdag og weekend – eller barnets behov for to forældre?

Bør vi stavnsbinde skilsmisseforældre til det sted, hvor avlingen har fundet sted – eller hvor forældrene i en kort periode har boet sammen?

Her stiller jeg kun spørgsmål – og giver ingen svar.

Viggo Bækgaard