”Regnbuefamilie” – fælles forældremyndighed og samvær med biologisk F, TFA 2025/47 VLD
Byrettens begrundelse (Viborg)
Forældremyndighed
Der afgørende for, om der bør etableres fælles forældremyndighed mellem forældrene, er, om en fælles forældremyndighed må vurderes at være bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.
F har i forbindelse med B’s fødsel haft forældreoverlov og har haft løbende samvær med hende og været en del af hendes liv. Forældrene har tidligere kunnet samarbejde, og der er fortsat et samarbejde omkring samværet mellem F og B. Det må lægges til grund, at oplysningerne om parternes nuværende konfliktniveau navnlig må tilskrives, at M har inddraget A som part i forældrenes samarbejde omkring B. Under henvisning hertil og sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen finder familieretten ikke, at der foreligger omstændigheder, der med den fornødne vægt taler imod, at der etableres fælles forældremyndighed.
Det er derfor bedst for B, at der fremover er fælles forældremyndighed over hende, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 14.
Samvær
Efter familierettens samlede vurdering af barnets forhold skal B have samvær med F som nedenfor bestemt, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21. Der er herved navnlig lagt vægt på barnets alder, omfanget af det tidligere samvær, afstanden mellem parternes bopæle og de nedlagte påstande.
Byrettens resultat:
F og M skal fremover have fælles forældremyndighed over B, født den … 2019.
Samvær 12/2
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskassen.
Landsrettens begrundelse
Som anført af familieretten er det afgørende for, om parterne fremover skal have fælles forældremyndighed, om det må vurderes at være bedst for B, jf. forældreansvarslovens § 14, jf. § 4.
Parterne er enige om, at F har været en del af B’s liv siden fødslen, og han har selv forklaret, at han fra begyndelsen havde et stærkt ønske om at være far for B. Parterne har trods deres uenighed hidtil været i stand til at samarbejde om B’s samvær med F.
Landsretten tiltræder på den baggrund og efter sagens oplysninger i øvrigt, at der ikke er det fornødne grundlag for at antage, at det ikke vil være bedst for B, at parterne fremover har fælles forældremyndighed. Den omstændighed, at parterne oprindeligt aftalte, at M skulle have forældremyndigheden alene, kan ikke føre til en anden vurdering.
Af de grunde, som familieretten har anført, tiltrædes det endvidere, at samværet er fastsat som sket.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
Kommentar:
Her vil jeg helt undtagelsesvis træde et skridt tilbage og lade min mangeårige kontorfælle Jesper Rye Jensen komme til orde. Han har nemlig på linkedin kommenteret afgørelsen sådan:
De fleste har den opfattelse, at en aftale er en aftale, og man ikke bare kan løbe fra den hverken moralsk eller juridisk. Sådan er det også i langt de fleste tilfælde, men der er områder, hvor en aftale ikke er helt så fast, som i hvert fald den ene part kunne have håbet på.
Inden for lejeretten, er der en lang række regler, som ikke må afviges til skade for lejer. Hvis man gør det, kan det konkrete vilkår i aftalen ikke håndhæves.
Et andet område er inden for forældreansvar – altså sager om samvær, forældremyndighed og bopæl. I disse sager kan parternes aftaler blive ændret fordi man fra myndighedernes side vurderer, at aftalen ikke længere er udtryk for det, der er bedst for barnet.
Denne problemstilling blev klar i en dom fra Vestre Landsret afsagt den 04/03-2025 (TfA 2025.47).
Afgørelsen handler om M og F, der var venner og boede i København. F var i et forhold med en anden mand, A. M og F besluttede sig for at få et barn sammen. De aftalte, at M skulle have den fulde forældremyndighed, og der blev ikke lavet en aftale om samvær. Da barnet blev født, tog F barsel og han hentede jævnligt barnet i institution. Forholdene ændrede sig. F og A gik fra hinanden og M flyttede fra København til Jylland. F ønskede nu at være en mere formel del af barnets liv. Han ønskede del i forældremyndigheden og samvær med barnet hver anden weekend.
M var på ingen måde enig i dette. Hun var af den opfattelse, at de havde aftalt, at hun skulle have eneforældremyndighed og at F som donor ikke havde krav på samvær med barnet.
Samtidig skulle der tages højde for A’s rettigheder, der som medfar også skulle have samvær.
I første omgang kom familieretten og efterfølgende Landsretten frem til, at M og F på trods af parternes aftale skulle have fælles forældremyndighed over barnet. Domstolene slår fast, at hvorvidt der skal være fælles forældremyndighed afhænger af, hvad der er bedst for barnet. I den konkrete sag havde F været en del af barnets liv siden fødslen og M og F havde kunnet samarbejde om barnet uanset deres uenighed. Der var derfor ikke holdepunkter for at antage, at det ikke var bedst for barnet, at forældrene havde fælles forældremyndighed, hvorfor eneforældremyndigheden blev ophævet. Det er, som dommen er formuleret, klart, at parternes aftale kun har haft meget lidt betydning.
Dommen viser, at vi på forældreansvarsområdet kan indgå aftaler omkring barnet, men at vi hele tiden skal holde os for øje, at selvom disse aftaler er bindende, kan de tilsidesættes hvis forholdene ændrer sig og aftalen viser sig ikke (længere) at være bedst for barnet. Dette er i erkendelse af, at hvad der er bedst for barnet på ét tidspunkt, ikke nødvendigvis er det senere, men det medfører også en vis usikkerhed om fremtiden for parterne og barnet særligt i konfliktfyldte forhold.
Hvis du ønsker at tale med os om de juridiske aspekter i forældreansvar, er du velkommen til at kontakte advokat Jesper Rye Jensen, tlf.nr. 78 79 01 72, eller advokat Viggo Bækgaard, tlf.nr. 78 79 01 73.
Viggo Bækgaard
11. juni 2025