Piger på 13 og 8 år ikke tilbagegivet til Litauen, TFA 2012/186 ØLK
Byrettens begrundelse
Efter bevisførelsen finder retten, at M er rejst fra Litauen med børnene til Danmark for at tage varigt ophold uden F’s udtrykkelige samtykke. Handlingen strider herefter mod hans rettigheder som forældremyndighedsindehaver efter litauisk lov. Der foreligger herefter en ulovlig handling, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2. Det forhold, at parterne under ægteskabssagen har ført foreløbige udenretlige forhandlinger om børnenes bopæl og om en samværsordning for F, kan ikke føre til et andet resultat.
Retten finder det endvidere ikke godtgjort, at en tilbagegivelse til Litauen vil udsætte børnene for alvorlig fare for skade på deres sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte dem i en utålelig situation. Endelig finder retten ikke, at børnenes egen mening i sig selv kan tillægges afgørende vægt, uanset deres alder. Herefter, og da børnene alene har en ringe tilknytning til Danmark, tages F’s påstand til følge.
Landsrettens begrundelse:
Da moderen efter bevisførelsen ikke kan anses for at være indrejst i Danmark med børnene med henblik på et kortvarigt ophold og i øvrigt af de grunde, fogedretten har anført om dette spørgsmål, tiltrædes det, at betingelserne i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. § 10 for tilbagegivelse af børnene til Litauen er opfyldt.
Faderen har indgivet anmodning om tilbagegivelse af børnene inden udløbet af 1 års fristen, hvorfor tilbagegivelse ikke kan nægtes alene under henvisning til det tidsmæssige forløb, jf. lovens § 11, stk. 1, nr. 1.
Under den samtale, fogedretten sammen med en børnesagkyndig psykolog har haft med A, der om nogle måneder er 14 år, og B, der er 8 år, må børnene anses for at have givet utvetydigt udtryk for, at de synes godt om at være i Danmark, at de helst vil blive boende her, og at de ikke vil tilbage til Litauen, medmindre deres mor flytter med.
Børnene har efter deres egen forklaring været på besøg i Danmark flere gange, før de flyttede hertil, og det fremgår af sagen, at deres mormor har boet i Danmark siden 2006. Efter det oplyste har børnene nu i mere end 5 år boet alene sammen med moderen. Faderen har i den periode haft samvær med børnene, uden at der har foreligget en fast samværsaftale, og parterne er uenige om samværets omfang. Børnene har selv forklaret, at de kun har haft sporadisk samvær med faderen, og at de ikke en eneste gang har været alene på samvær hos ham.
På denne baggrund finder landsretten, at der er alvorlig risiko for, at tilbagegivelse imod børnenes vilje vil sætte dem i en situation, som de ikke bør tåle, jf. § 11, nr. 2.
Landsretten finder endvidere, at der henset til børnenes alder bør tages hensyn til børnenes mening, og at betingelserne for at nægte tilbagegivelse efter § 11, nr. 3, tillige er opfyldt.