P1 på 12 år og P2 på snart 9 år skal efter eget ønske og stor uenighed om Ms flytning have bopæl hos F, ØLD 16. februar 2018.

P1 på 12 år og P2 på snart 9 år skal efter eget ønske og stor uenighed om Ms flytning have bopæl hos F, ØLD 16. februar 2018.

Problemstilling kort:

Forældrene gik fra hinanden i 2010. Ved retssag i by- og landsret fik mor bopælen under fortsat fælles forældremyndighed.

De første par år boede de i samme sjællandske by, hvorefter M flyttede til en større by ikke langt derfra. Børnene kom i skole i den pågældende by. F har hele tiden tilkendegivet ønske om at flytte til den pågældende by.

I januar 2017 beslutter M sig til at flytte ind til København, hvor hun arbejder. Hun købte en andelsbolig og varslede flytning.

Den beslutning afkastede ikke blot automatpilotreaktion fra F om, at han ville have bopælen. Børnene reagerede helt usædvanligt kraftigt. De vendte sig helt enøjet mod M på en måde, der set udefra var uhørt.

Til en børnesamtale har de klart markeret, at de ville bo hos F. P1 er på vej i puberteten og reagerer ret meget svarende dertil. M oplevede, at begge piger men især P1 spillede på at oppiske skænderi mellem børnene og M. De foretog flere båndoptagelser, som forsøgtes fremlagt i retten dog uden held.

Mor valgte som konsekvens af reaktionen at sælge sin bolig i København og købe en ny i den by, hvor de havde boet indtil flytningen til København. Boligen ligger 5 minutters gang fra børnenes skole.

Mor var flyttet 8 dage før hovedforhandlingen i landsretten. Både far og mor var sådan set enige om, at der allerede var faldet noget ro på børnene.

Byrettens begrundelse:

F har siden ophævelsen af samlivet med M  haft regelmæssigt samvær med fællesbørnene, P1 og P2.

P1 er fyldt 12 år og P2 fylder snart 9 år, og begge børn har under denne sag haft en samtale med en børnesagkyndig. Under samtalen har børnene udtalt sig om deres forhold og givet udtryk for, at de ønsker at bo størstedelen af tiden hos deres far.

Den børnesagkyndige har på baggrund af samtalen udtalt, at børnene er følelsesmæssigt i klemme mellem forældrene, og at skænderierne med deres mor er kørt så langt ud, at det påvirker deres dagligdag. Videre har den børnesagkyndige udtalt, at det forekommer naturligt at lytte til børnene, og at der er brug for, at børnene tages ud af det konfliktfelt, som de nu befinder sig i.

På baggrund heraf og efter en samlet vurdering finder retten, at det vil være bedst for begge børn, at de fremover har bopæl hos deres far, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger, herunder bømesamtalen i byretten med begge piger, har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme en anmodning M om foretagelse af en bømesagkyndig undersøgelse og en  forældreevneundersøgelse.

Af de grunde, der er anført af byretten, finder landsretten, at det er bedst for begge børn, at de ikke bliver skilt ad, og at de fremover får bopæl hos deres far, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dommen.

kommentar:

Jeg havde den rigtig vanskelige fornøjelse at føre sagen i landsretten for M. På det foreliggende grundlag kan man egentlig ikke kalde afgørelsen overraskende.

Hovedopgaven for mig skulle være at overbevise landsretten om behovet for en ny børnesagkyndig undersøgelse og/eller forældreevneundersøgelse.

I processkrift til landsretten skrev jeg som argument herfor sådan:

” Både min og dommernes udfordring består i, at hvis vi har at gøre med en ”håbløs” forælder, vil det være rigtig svært både for en familieadvokat og for en dommer at gennemskue, hvad der er op og ned.

Vi kan i virkeligheden bare se, at der er noget, som er meget usædvanligt.

Min noget ujuridiske og bramfri formulering er, at hvis den er helt galt med hende, vil det rigtige være, at børnene kommer til at bo hos far.

Hvis konklusionen imidlertid objektiv set er, at det, vi ser i børnesamtalen, er udtryk for massiv påvirkning fra faderen, er det mindst lige så galt om ikke værre.

Der vil ikke være noget lettere end at stadfæste afgørelsen med den lidt kyniske præmis, at børnene er hørt og har udtalt sig entydigt.

Mange års erfaring fortæller mig, at det meget vel kan gå sådan.

Hvis imidlertid landsdommerne som jeg tænker, at det virker som en usædvanlig situation, bør det være nærliggende at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse og en forældreevneundersøgelse gerne med psykiatrisk baggrund af begge forældre.”.

Det forsøgte jeg at følge op i landsretten. Landsretten valgte den “lette, dovne løsning.”

Jeg skal ikke påstå, at jeg er fagligt overrasket over udfaldet. Det er frustrerende, at man i retterne ikke rigtig har øje for de måske godt skjulte problemer og giver plads til refleksion og undersøgelse heraf. 

Konsekvensen bliver desværre, at tilliden til retssystemet svækkes. Jeg finder det afgørende vigtigt, at domstolenes behandling af sagerne er sådan, at ikke mindst den tabende part forstår, hvorfor resultatet blev, som det gjorde.

Udfordringen og problemet er, hvad der nu sker i fremtiden. Rigtig meget vil afgøres af Fs fremadrettede adfærd.

Viggo Bækgaard