Overvågede samvær med anmodning om genovervejelse efter 3 samvær, TFA 2010/757 Familiestyrelsen
Far søgte om samvær med B1, der var 8 år, og B2, der var 7 år.
Der var indhentet udtalelse fra kommunen. F havde afleveret efter 2 timers samvær i SFO, hvor han faldt omkuld og var tydeligt meget fuld.
Statsforvaltningen fastsatte overvåget samvær to gange om måneden af 2-3 timers varighed.
Kommunen skulle forestå den praktiske tilrettelæggelse.
M klagede til Familiestyrelsen og bad om ophævelse af samværet. Familiestyrelsen stadfæstede afgørelsen.
Kommunens udtalelse og herunder kommunens samtale med børnene blev tillagt afgørende vægt, ligesom børnenes tarv under samværet var tilstrækkelig varetaget ved vilkåret om overvågning. Henset til de i sagen bekymrende oplysninger om især B1’s trivsel og adfærd fra børnenes SFO, fandt Familiestyrelsen det bedst for børnene, at samværet blev genovervejet efter afvikling af tre støttede samvær.
Kommunen var indstillet på at udarbejde en rapport efter hver af de tre støttede samvær.
Familiestyrelsen bad derfor statsforvaltningen om at genoptage sagen, når kommunen havde afviklet tre støttede samvær.
