Ophævelse af fælles forældremyndighed og forældremyndigheden tillagt M over 3-årig D. Ikke samværschikane, TFA 2016/203 ØLD

Ophævelse af fælles forældremyndighed og forældremyndigheden tillagt M over 3-årig D. Ikke samværschikane, TFA 2016/203 ØLD

Byrettens begrundelse:

Efter bevisførelsen lægges det til grund, at kontakten mellem B og F er god og kærlig, og at begge forældre er egnede som forældre.

Der findes herefter ikke grundlag for at udsætte sagen på en børnesagkyndig undersøgelse, da en sådan ikke kan antages at have betydning for sagens afgørelse.

Afgørelser om forældremyndighed efter forældreansvarslovens § 11 skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4, og den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der foreligger tungtvejende grunde.

Efter bevisførelsen, herunder parternes forklaringer, må retten lægge til grund, at M med undtagelse af de 4 overvågede samvær har forhindret samvær mellem B og F, uanset at Østre Landsret bestemte, at samværet skulle gennemføres.

M’s fremsatte påstande om alkoholmisbrug, trusler og frygt for børnebortførelse er som sagen er forelagt udokumenterede og ubegrundede, og det er derfor godtgjort, at M har udøvet omfattende samværschikane.

Da det efter bevisførelsen må lægges til grund, at det vil være bedst for B at have kontakt til F, og da M’s ensidige nægtelse af at samarbejde og omfattende samværschikane ikke kan begrunde, at F ikke fortsat skal have del i forældremyndigheden over B, skal parterne fortsat have fælles forældremyndighed.

Uanset at den langvarige adskillelse mellem B og F skyldes M’s forhold, og at det efter bemærkningerne til forældreansvarsloven skal tillægges stor vægt, hvem af forældrene der må anses for på længere sigt at kunne sikre barnets samvær med den anden af forældrene, er der særligt henset til B’s alder og det beskedne samvær med F ikke på nuværende tidspunkt fuldt tilstrækkeligt grundlag for at antage, at det vil være bedst for B at have bopæl hos F. B skal derfor have bopæl hos M.

Landsrettens begrundelse:

Parterne ophævede deres samliv i september 2014, hvor moderen flyttede på krisecenter, og parterne har ikke siden haft kontakt til hinanden. På baggrund heraf og efter oplysningerne om parternes forhold i øvrigt er der klare holdepunkter for at antage, at parterne i fremtiden ikke kan samarbejde til barnets bedste. Herefter, og da der ikke foreligger samværschikane, som heroverfor kan begrunde en anden afgørelse, finder landsretten, at det vil være bedst for B, at den fælles forældremyndighed ophæves, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.

Henset til B’s alder og tilknytning til moderen, som han har boet sammen med siden samlivsophævelsen, finder landsretten det bedst for B, at forældremyndigheden over ham tillægges moderen alene.

kommentar:

Igen har vi en afgørelse, som vil fortjene at blive læst i sin helhed for den fulde forståelse. M var dansk og F fra et mellemamerikansk land, hvor de lærte hinanden at kende under Ms praktikophold. De boede i Danmark.

Det interessante er egentlig, at dommen viser en ikke helt atypisk komplikation. Byretsdommeren er temmelig kontant omkring samværschikane, som beskrives som ”omfattende samarbejdschikane” fra Ms side, samtidig med, at mor får bopælen.

Landsretten konkluderer uden nærmere begrundelse, at der ikke foreligger samarbejdschikane.

Vi får altså ikke afdækket, hvorfor der ikke er samarbejdschikane, selv om M nærmest konsekvent har modarbejdet samværet.

Sagen illustrerer et af de helt store dilemmaer omkring samarbejdschikane. Der er situationer, hvor det er åbenlyst, at barnet skal bo hos den ene forælder nærmest uanset hvad. I de situationer kan man meget vel tænke, at der er frit slag for chikane.

I en sag som denne råbes der vel på en afgørelse fra Statsforvaltningen om ophævelse af samværet, så der kan skabes ro? (Spørgsmålstegnet er bevidst).

Viggo Bækgaard