Om underretninger – en stigende udvikling
Denne artikel gennemgår udviklingen i underretninger fra 2019 til 2024 og stiller spørgsmål ved baggrund og løsning. Den er oprindelig skrevet i september 2025.
VIVE har i marts 2026 udgivet et “registreringsstudie af underretninger om overgreb”, som giver anledning til en lille opdatering af artiklen.
….
Det kan være virkelig interessant at falde i snak med fagkyndige, som kan hjælpe med at åbne øjnene for ”fakta”.
Jeg forholder mig nærmest dagligt til begrebet underretninger.
Begrebet dækker over det forhold, at en person får et sådant kendskab til et barns liv, at vedkommende føler en forpligtelse til at gøre socialforvaltningen opmærksom på det. Nogle professionelle har direkte pligt til at foretage underretninger. Den pligt betegner vi som skærpet underretningspligt”.
Lovgrundlaget:
Tidligere fandtes reglerne om underretninger i ”serviceloven” (lov om social service). Fra 2024 er det reelt de samme regler, der nu findes i ”barnets lov”. Den såkaldt skærpede underretningspligt står i § 133.
”§ 133. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at
1) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter denne lov,
2) et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter denne lov på grund af de kommende forældres forhold,
3) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter denne lov på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten eller
4) et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.
Stk. 2. Skoleledere på folkeskoler skal underrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for 1 kvartal.
Stk. 3. Social- og boligministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til indsatser efter denne lov. Social- og boligministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.”
Den regel, som mange ”almindelige” mennesker i praksis gør brug af, er § 135:
§ 135. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældrenes eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.
Kommunal beredskabsplan.
Kommunalbestyrelsen skal efter barnets lov §15 stk. 2 udarbejde en beredskabsplan til forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge. Den plan skal offentliggøres. Jeg har gemt den aktuelle plan (juni 2025) for min hjemkommune Rødovre og bemærker, at den ikke umiddelbart kan findes i den nye version på kommunens hjemmeside. Jeg linker til versionen og bemærker egentlig, at det bare er til illustration for den generelle problemstilling.
Planen er ganske pædagogisk og har selvfølgelig til formål at vejlede de ansatte om, hvordan de skal forholde sig, når de bliver opmærksom på “noget”.
Det understreges her, at det er en misforståelse hos nogen, at idrætsforeninger skulle være omfattet heraf. Den skærpede underretningspligt er udvidet en anelse ved den bekendtgørelse, der er udstedt i henhold til §133, stk. 3 men altså ikke til idræts- og spejderforeninger.
Omvendt er det klart, at alle – og altså også de nævnte grupper – har pligt til at være opmærksom i henhold til § 135.
Mit empiriske ”indtryk”.
Når jeg professionelt forholder mig til begrebet, er det altid fra den stol, hvor jeg forholder mig til forældremyndighed og samvær.
I mange år har jeg underholdt både mundtligt og på skrift med mit ”borddame-eksempel”.
Mine sager handler oftest om børn, der er udsat for en uheldig påvirkning typisk fra den ene forælder. Når jeg her taler om ”overgreb”, dækker det over flere forskellige forhold. Det kan være fysisk og/eller psykisk vold, og det kan være grænseoverskridende krænkelser for eksempel af seksuel karakter.
Disse forhold foregår typisk inden for familien og uden vidner. Hvis det foregår hos den ene forælder, når forældrene ikke længere bor sammen, vil barnet ret hyppigt som den første fortælle det til den anden forælder.
Udfordringen er så, at hvis den pågældende forælder går til myndighederne med sagen, kan det være svært at få nogen til at tro på det. Det er langt mere sikkert, hvis barnet har betroet sig til pædagogen i børnehaven eller skolelæreren. Hvis pågældende som neutral person på den baggrund foretager en underretning, er det langt mere sandsynligt, at det bliver taget alvorligt.
Borddame eksemplet er så, at jeg typisk siger til en ”pædagogborddame”, at vedkommende altså har skærpet underretningspligt og derfor skal reagere på det, de oplever. Svaret har i mange år været, at ”vi skal være der for begge forældre”. Vores chef siger derfor, at vi skal være meget sikre, før vi underretter.
Mit indtryk har været, at man er alt for tilbageholdende med at underrette.
Et andet indtryk har været, at der er sket en rigtig uheldig udvikling på ”mit område”, hvor jeg oplever, at underretninger er blevet en selvstændig kampsport i skilsmissekrigen. Forældrene underretter om hinanden og får i øvrigt familie og venner til at være med i den kampsport.
Jeg skal nok personligt huske min egen rolle og placering i billedet. Jeg ser ærlig talt mange sager men jo trods alt lang fra alle, og mine sager er nok heller ikke repræsentative for befolkningen som helhed. Sandheden er nok, at jeg ser flest af de tungere sager men vel også de trods alt mest ressourcestærke.
Et meget tilfældigt møde på gaden i Rødovre.
For et par uger siden faldt jeg virkelig tilfældigt i snak med en person på gaden i Rødovre. Det er en, som har et par interessante kasketter. Dels er hun professionel sociolog og arbejder med psykisk syge; dels er hun kommunalpolitiker.
Snakken var mere professionel end politisk. Vi kom til at tale om underretninger. Hun fortalte som sit indtryk, at antallet af underretninger er steget ganske voldsomt i forbindelse med barnets lov. Mit indtryk var, at der er sket en stigning i underretningerne men uden direkte forbindelse med barnets lov. Mit indtryk var, at antallet af ”private underretninger” som kampsport især er steget.
Det bemærkes særligt, at barnets lov trådte i kraft 1. januar 2024.
Snakken førte til, at jeg gav mig i kast med at undersøge udviklingen.
Statistikbanken
Jeg hentede tal i Statistikbanken – mere konkret her (med link til selve rapporten). Man kan selvfølgelig sagtens drukne i tal, men jeg har valgt at trække underretninger ud for 2019 og 2024 for at forsøge at finde en udvikling. Jeg har lagt oplysningerne ind i et regneark, hvor jeg har anført den nominelle og procentmæssige stigning.
Her hæfter jeg mig for det første ved en generel stigning i underretninger på hele 44.476 underretninger, hvilket er en stigning på 32% i den periode.
Da jeg er særlig professionelt interesseret i private underretninger, som jeg i høj grad forbinder med selve kampen på forældreansvarsområdet, skal man lige være opmærksom på, at der i Statistikbanken er sket en teknisk ændring. I 2019 er gruppen ”familie, barn selv eller bekendtskabskreds”. I 2024 er der en linje, hvor det er ”barn selv” og en linje, hvor det er ”familie eller bekendtskabskreds”. Det er min ret sikre empiriske vurdering, at en ganske stor del af den pågældende type underretninger er anonyme.
Jeg har derfor i en særlig linje slået det sammen, så det er sammenligneligt. Her er der sket en stigning fra 19.045 i antal til 26.347 svarende til 38%.
Den procentuelle stigning i den gruppe er altså klart over gennemsnittet.
Det er ikke sådan, at jeg har specielt mange erfaringer med Rødovre kommune men tænkte, at jeg ville prøve at hente tallene specifikt for Rødovre Kommune, der som nævnt er min hjemkommune. Det fik godt nok lige sædet til at hoppe under mig. Se den statistik her.
En samlet stigning i underretninger på hele 157% i perioden sat over for et landsgennemsnit på 32%. Ser vi på den for mig interessante gruppe er stigningen hele 193% sat over for 38% på landsplan.
Det er godt nok tankevækkende tal, der kunne gøre det interessant at foretage samme sammenligninger i alle kommuner. Der må naturnødvendigt være nogen kommuner, som ligger langt lavere.
Jeg har absolut ingen bud på forklaringer men tænker egentlig mest, at tallene for Rødovre kommune udover generelt at være skræmmende store bekræfter mine fordomme, som jeg har beskrevet.
Vive rapport om de mest komplekse forældreansvarssager:
Vives rapport fra 2024 om de mest komplekse forældreansvarssager behandler også emnet. Du kan læse min omtale af rapporten her. På side 39 i rapporten er de inde på underretningsproblematikken, hvor de skriver sådan:
”De familieretlige sager er ofte præget af begrænset kommunikation og et højt konfliktniveau mellem forældrene, der gør det svært for forældrene at opnå kendskab til, hvad der foregår i den anden forælders hjem. Den manglende indsigt kan medføre bekymringer for børnene og mistillid til hinandens omsorgsevner, som igen kan føre til, at forældrene underretter kommunen om situationen i det andet hjem. Hvis en høj andel af underretningerne kommer fra forældre frem for fx skoler, institutioner eller sundhedsvæsen, kan underretningerne derfor tolkes som udtryk for forældrenes høje konfliktniveau frem for som tegn på reel bekymring for mistrivsel hos barnet.
Analyser af, hvem der er afsender af underretningerne i de forskellige familietyper, som vi opererer med i dette kapitel, viser, at der er flere underretninger fra familiemedlemmer i de familieretlige sager end blandt de familier, som ikke har haft kontakt med Familieretshuset. 12-13 pct. af underretningerne i § 6- og § 7-sagerne kommer således fra familiemedlemmer mod 6 pct. af underretningerne blandt de separerede forældre, som ikke har været i kontakt med Familieretshuset. Langt størstedelen af underretningerne i de familieretlige sager kommer dog fra andre end familiemedlemmer, og derfor er det mest rimeligt at konkludere, at børnene reelt har det svært, og/eller at der er problemer i omsorgsmiljøet, som har vakt bekymring.
At der formodentlig er substans i den høje andel underretninger, understøttes også af, at ganske mange af børnene i § 7-sporet som nævnt har modtaget forebyggende kommunale foranstaltninger året før den familieretlige sags begyndelse (22 pct.), og ved at en tredjedel af familierne på et tidspunkt har modtaget forebyggende foranstaltninger i deres kommune. I § 6-sporet er andelene af familier med forebyggende foranstaltninger væsentlig lavere og svarer til niveauet blandt separerede forældre uden sager i Familieretshuset.”
VIVE “Registreringsstudie af underretninger om overgreb”.
Vive har i marts 2026 udgivet det ovennævnte registreringsstudie, der falder i naturlig tråd med denne artikel. Det er et lille kort studie på 30 sider, som fortjener opmærksomhed.
På side 8 fortælles:
“Fra 2023 til 2024 sker der en stigning på 17 % i antallet af børn og unge, hvorom der er foretaget en underretning om overgreb. I forhold til denne stigning henleder vi opmærksomheden på de ændringer, som barnets lov har medført. Barnets lov, der trådte i kraft den 1. januar 2024, betød bl.a., at underretningspligten for fagper soner blev styrket. Samtidig blev der indført en generel pligt for alle borgere i for hold til at underrette kommunen ved bekymring for et barns trivsel, sundhed eller
udvikling, herunder ved overgreb (Barnets Lov, 2023, §133 og §135).”
Det er egentlig en interessant stigning, som måske kan relativeres til denne artikels noget mere markante stigninger.
Jeg hæfter mig derudover ved, at Vive på side 10 i rapporten gennemgår, hvem der står bag underretningerne om overgreb. I perioden fra 2015 til og med 2024 er procenterne stort set uforandrede mellem de grupperinger, som foretager underretninger. Dog er der en ret markant stigning fra 8% til 15% i gruppen “politi, domstole eller kommune”, mens der i samme periode er et mindre fald fra 48% til 44% for gruppen “uddannelsesinstitution, dagtilbud eller forening”.
På side 21 fortælles, at det overvejende er forældrene, der mistænkes for at stå bag overgreb mod et barn (hele 72%).
En oplysning af særlig interesse ses på side 20, hvor det fortælles om fordelingen af typer overgreb. 15% omhandler overgreb af psykisk karakter, 29% overgreb af seksuel karakter og 73% overgreb af fysisk karakter. Den begavede læser vil nok gætte, at forklaringen på de mere end 100% hænger sammen med tilfælde af blandet karakter.
Endelig citerer jeg fra side 22:
“Når vi analyserer på tværs af type af krænker, ser vi, at krænker er mænd i 83 % af sagerne og kvinder i 38 % af sagerne.5 Dette betyder samtidig, at i 21 % af sagerne er både en mand og en kvinde angivet som værende krænkeren.”
Forældreansvarssager – og alt det andet. Generel stigning i underretninger.
Som nævnt i indledningen er min aktuelle interesse for at gå lidt i dybden med emnet affødt af en lidt tilfældig tværfaglig snak.
Spørgsmålet er, hvad der reelt ligger bag den ret markante stigning i antallet af underretninger. Jeg bliver ikke for alvor afkræftet i mine ”empiriske fordomme” om, at underretninger bruges som led i kampen om børnene, da der er en lidt større stigning procentuelt i den gruppe.
Til gengæld er det utvivlsomt, at der er sket en markant stigning i underretninger generelt.
Jeg har ikke personligt et sikkert bud på en forklaring herpå.
Konsekvenserne af underretningerne.
Hver eneste underretning skubber en sagsbehandling i gang i det kommunale system. Forældrene skal høres, og ofte fører det til igangsættelse af en børnefaglig undersøgelse.
Det koster kassen, kan man sige.
Fagligt bliver jeg bekymret, når det handler om ”mit område” – altså forældreansvarssagerne. Jeg skrev for et par år siden en artikel om forskellene på en børnefaglig undersøgelse og en børnesagkyndig undersøgelse, hvor jeg udtrykte en betydelig skepsis i forhold til de kommunale undersøgelser. Den skepsis er ikke blevet mindre siden dengang. Den faglige standard er slet ikke god nok.
Jeg er politisk ret holdningsløs men tænker alligevel, at vi skal passe på med at overdrive den offentlige omsorg. Lidt firkantet sagt er børn altså forældrenes og ikke det offentliges. På den anden side skal børn selvfølgelig beskyttes.
I min børnepolitiske verden kan problemet stadigvæk formuleres sådan, at samvær er godt men ikke for enhver pris.
Systemet er ret generel af den opfattelse, at man skal “neutralisere” tingene for begge forældre. Men sandheden er nok i virkeligheden, at en omsorgsgivende forældre – og barnet – mange gange bedst hjælpes, ved at man “af-neutraliserer” og erkender problemerne.
Der er altså børn, som vil være bedst tjent med i det mindste en periode at ”nøjes” med den ene forælder. Nu bruges der uanede kræfter på at tvinge forældrene til samarbejde. Selvfølgelig giver det arbejde til sagsbehandlere, socialrådgivere og andet godtfolk.
Samtalen på gaden er fulgt op af et par samtaler mere.
Jeg har fået øjnene op for, at børns verden ikke kun handler om skilsmissebørns verden.
Til gengæld har jeg ikke en politisk paratløsning på alle de problemer, som ikke handler om de børn, hvis forældre ikke længere nyder hinandens selskab.
Viggo Bækgaard
15. marts 2026