Om retsvirkningerne af en ”atomkapløbsmodel” – tvangsfuldbyrdelse af formel bopæl og om fri proces, TFA 2025/4 VLK
Det er (endnu) ikke et autoriseret udtryk, når jeg kalder en model med bopæl for et barn hos den ene forælder og for den anden barn hos den anden for en atomkapløbsmodel.
Men her var situationen altså den, at forældrene for 2 år siden aftalte sådan en model tilsyneladende uden en klar skriftlig aftale med eksekutionsbestemmelse. En dag tilbageholder M så åbenbart det andet barn, og F indleder en tvangsfuldbyrdelsessag.
Sagen handlede så om denne tvangsfuldbyrdelse, der indeholdt nogle egentlig ret spændende og ikke helt ukomplicerede juridiske problemstillinger. Retten tog stilling til spørgsmålet om juraen og afviste fri proces til parterne.
Byrettens begrundelse (Randers)
Efter parternes forklaringer kan det lægges til grund, at de lige siden deres samlivsophævelse for 2 år siden i det væsentlige har praktiseret en 7/7-ordning. F blev registreret som bopælsforælder for B1, mens M blev registreret som bopælsforælder for parrets andet fællesbarn, B2. Parterne er ikke enige om, hvorvidt der er indgået en skriftligsamværsaftale og eventuel samværsaftale har ikke været fremlagt i familieretten.
Efter retsplejelovens § 456 q, stk. 1, jf. § 596, stk. 2, kan familieretten yde bistand til håndhævelse af barnets bopæl, hvis den berettigede kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav.
Selvom F har den formelle bopæl over B1, finder familieretten med henvisning til TFA2017.335 og TFA2024.71, at B1 i relation til retsplejelovens § 596 ikke kan anses for at have bopæl hos den ene forælder frem for den anden, hvorfor retsplejelovens § 456 q, jf. § 596, om fuldbyrdelse uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag ikke kan findeanvendelse i det foreliggende tilfælde.
Om selve sagen:
Familieretten tvangsfuldbyrder ikke F’s anmodning.
Om fri proces:
Advokat A har anmodet om fri proces for F og har til støtte herfor anført, at F ikke har mulighed for at føre sagen, der drejer sig om tvangsfuldbyrdelse af bopælen, uden advokatbistand. F ville ikke vide, hvad han skulle gøre, og det ville medføre, at han sendte en masse oplysninger til retten. Der verserer allerede en sag ved familieretten, og det kan være vanskeligt for ham at differentiere imellem de forskellige sager og processer.
Advokat B har anmodet om fri proces for M og har til støtte herfor navnlig anført, at der verserer en sag om bopæl og samvær ved familieretten, og at hun henset til sagens karakter har behov for advokatbistand undersagen. Der foreligger derfor under henvisning til TFA 2022.191, TFA2023.324 og TFA2024.134 sådanne særlige omstændigheder, at hans klient bør meddeles fri proces.
Familieretten besluttede, at F og M’s anmodninger om fri proces ikke imødekommes. Familieretten har herved lagt vægt på, at sagen ikke har haft sådan en karakter, at parterne har haft behov for advokatbistand, jf. retsplejelovens §501, stk. 1.
Landsrettens begrundelse
Sagen vedrører, hvorvidt der var grundlag for tvangsfuldbyrdelse af bopælen for B1. Det fremgår af retsbogen af 26.september 2024, at retsmødet varede en time, og at familieretten efter parternes forklaringer om grundlaget for tvangsfuldbyrdelse og bemærkninger hertil tilkendegav, hvilket udfald en kendelse i sagen ville få, og at mulighederne for forlig blev drøftet. Det var imidlertid ikke muligt at forlige sagen, og der blev herefter afsagt kendelse om, at familieretten ikke tvangsfuldbyrdede F’s anmodning.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger og sagens karakter, herunder den konkrete juridiske problemstilling, finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte familierettens vurdering af, at parterne ikke har haft behov fora dvokatbistand under sagen, jf. retsplejelovens § 456 q, stk. 1, jf. § 500, stk. 2. Oplysningerne om parternes konfliktniveau, herunder at der er en verserende sag om forældreansvar ved familieretten, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til andet resultat.
Landsretten stadfæster derfor afgørelsen.
(Altså ikke fri proces til nogen af parterne)
Kommentar.
Disse sager om fri proces i tvangsfuldbyrdelsessager har karakter af lodtrækning, hvilket er aldeles urimeligt.
Man kan på den ene side sige, at det forekommer oplagt for de to advokater, at der ikke foreligger en formel eksegibel aftale, hvorfor det i en vis forstand er juridisk logisk, at man ikke kan tvangsfuldbyrde sagen. Heroverfor kan man med nogen rette sige, at en toårig praksis måske alligevel kunne føre til mulighed for at tvangsfuldbyrde.
Helt simpelt er det i al fald ikke.
Jeg tænker derfor personligt, at advokat As argumentation virker relevant.
Samlet må jeg som advokat virkelig frustreres over den retlige usikkerhed om fri proces i tvangsfuldbyrdelsessager. Selv har jeg den tilgang, at det er på forventet efterbevilling, når en klient beder mig tage med til en tvangsfuldbyrdelsessag.
Konsekvensen af lodtræknings-praksis burde virkelig være, at dommerfuldmægtigen (som det jo typisk er) skal holde tungen virkelig lige i munden og være meget, meget opmærksom på begge parters usikkerhed. Det synes jeg til gengæld ikke er helt almindeligt.
Selv har jeg (faktisk i en sag mellem de samme parter med et halvt års mellemrum og i samme ret oplevet 2 vidt forskellige afgørelser). Den ene i sommer, fik vi ikke fri proces, og dommerfuldmægtigen tromlede aldeles urimeligt uden min deltagelse). Den anden – for en god uge siden – fik begge fri proces af en anden dommerfuldmægtig.
AK ja. Det er virkelig forståeligt, at borgerne bliver usikre og frustrerede.
Viggo Bækgaard
16. januar 2025