Om notat fra samtale med børn i sager om forældremyndighed, TFA 2008/406 ØLD og U 2008/1786
Byrettens begrundelse:
Efter de afgivne forklaringer – og indholdet af samtalen med børnene – må retten lægge til grund, at afhentningen og afleveringen af børnene har givet anledning til problemer, og at børnene – navnlig i forbindelse med samværet hos M – har haft mulighed for at komme tidligt hjem, hvilket børnene har værdsat.
Efter en samlet vurdering af forklaringerne og indholdet af samtalen med børnene, finder retten herefter, at det er bedst for B1 og B2, at M fremover tillægges forældremyndigheden, jf. forældreansvarslovens § 11.
Retten finder efter en samlet bedømmelse, at der skal fastsættes almindeligt samvær i overensstemmelse med anmodningen fra M. Retten fastsætter herefter samværet således, at F har samvær – hver anden uge – fra mandag til torsdag fra kl. 17.00, hver dag til aflevering i skolen dagen efter, og fra fredag eftermiddag til mandag morgen med afhentning og aflevering på skolen – første gang i uge 46, jf. forældreansvarslovens § 21. Retten har herved lagt afgørende vægt på, at børnenes kontakt til F bevares i samme omfang som hidtil, og på indholdet af samtalen med børnene.
Landsrettens begrundelse:
Det fremgår af sagen, at dommeren i byretten har haft en samtale med de to børn, jf. forældreansvarslovens § 34 og retsplejelovens § 450 c.
I forarbejderne til retsplejelovens § 450 c anføres blandt andet, at det normalt vil være mest hensigtsmæssigt at udarbejde et notat om det væsentligste indhold af samtalen med barnet. Landsdommerne vil ofte kunne støtte sig til notatet om samtalen i byretten og derved skåne barnet for at skulle til samtale i landsretten.
Byretten har ikke udarbejdet et notat om hovedindholdet af samtalen med børnene. Landsrettens dommere har derfor haft en samtale med B1 og B2 og gjort parterne bekendt med hovedindholdet af samtalen.
Kommentar:
Afgørelsen tydeliggør den nye regel om, at der skal udarbejdes notat også fra dommersamtalerne.
Viggo Bækgaard
