Om ankebegrænsningsreglen og tilladelse fra procesbevillingsnævnet, TFA 2026/3 HKK
Højesterets begrundelse:
Sagens baggrund og problemstilling
F og M er biologiske forældre til B. Ved adoptionsbevilling af 18. oktober 2011 blev B med F’s samtykke stedbarnsadopteret af M’s daværende ægtefælle. Ægteskabet blev opløst i 2012, og M har siden oktober 2022 haft eneforældremyndigheden over B.
Ved familierettens dom af 13. maj 2025 blev det bestemt, at det af hensyn til B’s trivsel ville være bedst for hende, at F ikke på nuværende tidspunkt har samvær eller anden form for kontakt med hende, jf. forældreansvarslovens § 4 og § 20a.
F ankede dommen til landsretten. M påstod ankesagen afvist med henvisning til, at der ikke forelå tilladelse til anke fra Procesbevillingsnævnet. Ved kendelse af 19. juni 2025 bestemte landsretten, at ankesagen ikke skulle afvises, da anketilladelse ikke var påkrævet, fordi familieretten både havde afgjort spørgsmål om samvær og om anden kontakt.
For Højesteret angår sagen, om landsretten skulle have afvist anken.
Ankebegrænsning
Efter retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., kan en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær, kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse.
Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, er det familierettens domme, der alene har afgjort spørgsmål om »samvær«, der kræver anketilladelse. Spørgsmålet er, om familieretten må anses for alene at have afgjort spørgsmål om samvær i bestemmelsens forstand, hvis familieretten også har taget stilling til spørgsmål om anden kontakt end samvær efter forældreansvarsloven eller alene har taget stilling til spørgsmål om anden kontakt.
Ordlyden af bestemmelsen udelukker efter Højesterets opfattelse ikke, at »samvær« forstås både som samvær omfattet af forældreansvarslovens § 19 og § 20 a og som anden kontakt omfattet af lovens § 22 og § 20 a. Forarbejderne udelukker heller ikke, at ankebegrænsningen i § 453, stk. 1, 2. pkt., omfatter en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om anden kontakt sammen med spørgsmål om samvær eller alene har afgjort spørgsmål om anden kontakt.
Formålet med ankebegrænsningen er bl.a. at frigøre ressourcer ved domstolene for at nedbringe sagsbehandlingstiderne. Begrundelsen for ankebegrænsningen er ifølge forarbejderne, at afgørelser om samvær er mindre egnede til domstolsbehandling. Det skyldes behovet for løbende tilpasninger, at der i nogle sager nedlægges meget detaljerede påstande, og at en hurtig endelig afgørelse er vigtig. Højesteret finder, at denne begrundelse også gælder afgørelser om anden kontakt. Både formålet med og begrundelsen for ankebegrænsningen taler således for, at begrænsningen også omfatter anke af familierettens domme om anden kontakt.
Anden kontakt efter forældreansvarslovens § 22 og § 20 a er et alternativ eller supplement til samvær efter lovens § 19 og § 20 a. Højesteret finder, at dette også taler for, at ankebegrænsningen tillige omfatter familierettens domme om anden kontakt. Herved kan det også forhindres, at ankebegrænsningen omgås ved, at der nedlægges en subsidiær påstand om anden kontakt.
Efter det anførte finder Højesteret, at retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt., må forstås således, at det kræver tilladelse fra Procesbevillingsnævnet at anke en dom, hvor familieretten alene har afgjort spørgsmål om samvær efter forældreansvarslovens § 19 eller § 20 a og anden kontakt efter § 22 eller § 20 a, eller alene har afgjort spørgsmål om anden kontakt efter § 22 eller § 20 a. Det bemærkes i den forbindelse, at Procesbevillingsnævnet kan give anketilladelse efter retsplejelovens §.453, stk. 2, ikke alene, hvis sagen er af principiel karakter, men også hvis der foreligger særlige grunde.
Den konkrete sag
Familieretten har afgjort, at der på nuværende tidspunkt ikke skal fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem B og F, jf. forældreansvarslovens § 20 a. Familierettens dom er dermed omfattet af ankebegrænsningen i retsplejelovens § 453, stk. 1, 2. pkt.
Da der ikke foreligger tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, ophæver Højesteret herefter landsrettens kendelse og afviser ankesagen for landsretten.
Kommentar:
Det er en meget pædagogisk afgørelse, der for mig at se bærer tydeligt præg af, at Højesterets præsident, der tidligere har været universitetsprofessor og en dygtig aviskommentator, har deltaget i afgørelsen.
Det udpensles meget letforståeligt, hvorfor man ikke bare kan anke eller kære ”alt muligt”, men at der er en sorteringsmekanisme i Procesbevillingsnævnet.
Man skal virkelig være opmærksom på nuancerne og forklare klienterne, hvorfor man skal have en særlig anketilladelse.
Viggo Bækgaard
Juli 2026