Om afvisning efter forældreansvarsloven § 39. Sag afvist – grundig begrundelse, TFA 2020/108 VLD
Byrettens begrundelse:
Efter de foreliggende oplysninger lægger retten til grund, at der ikke siden Statsforvaltningens afgørelse af 19. februar 2019 er fremkommet oplysninger om, at forholdene har ændret sig væsentligt, hvorfor F’s ansøgning af 3. marts 2019 om ændring af samværet med rette er afvist, jf. forældreansvarslovens § 39.
På denne baggrund, og da det, der er fremkommet for familieretten, ikke kan føre til andet resultat, stadfæster familieretten afgørelsen.
Landsrettens begrundelse:
Sagen angår familierettens dom af 11. juli 2019, som stadfæstede Statsforvaltningens afgørelse af 18. marts 2019 om at afvise F’s anmodning om ændring af hans samvær med B. Statsforvaltningen havde forud herfor senest ændret samværet ved afgørelse af 19. februar 2019.
Som det fremgår af forarbejderne til den tidligere bestemmelse i retsplejelovens § 455 a, omfatter rettens prøvelse i en afvisningssag alene, om Statsforvaltningens, nu Familieretshusets, afvisning har været berettiget, eller om der burde have været iværksat fornyet sagsbehandling om spørgsmålet. Finder retten, at Familieretshusets afgørelse ikke er truffet med rette, hjemvises sagen til fornyet behandling i Familieretshuset. Rammerne for rettens prøvelse af afgørelser efter forældreansvarslovens § 39 er ikke ændret ved lovændringen i 2018, hvor retsplejelovens § 455 a som anført blev ophævet. Dette indebærer, at landsretten allerede af den grund ikke kan tage stilling til de dele af F’s påstand og M’s påstande, der angår omfanget af samværet.
Efter forældreansvarslovens § 39 og forarbejderne til bestemmelsen forudsætter Statsforvaltningens afvisning af en anmodning, at forholdene ikke har ændret sig væsentligt, og at det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at det er bedst for barnet at fastholde den nuværende samværsordning. Ønsket om at skærme barnet mod hyppigt verserende sager har afsæt i overordnede betragtninger om, hvad der er bedst for et barn, og er et hensyn, der vejer tungt ved vurderingen af, om en ansøgning skal afvises. Den konkrete stillingtagen til, om en anmodning skal afvises, beror dog på et skøn over, hvad der er bedst for det enkelte barn i den konkrete situation. Det vil derfor ikke være muligt at afvise en anmodning, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger vurderes, at en ændring vil kunne være bedst for barnet, eller der er tvivl herom.
De oplysninger, som F er kommet med til støtte for sin anmodning om ændring af samværet, er i det væsentlige oplysninger, som også forelå ved spørgsmålets tidligere behandling, herunder forud den 18. marts 2019. Der foreligger herefter ikke væsentligt ændrede forhold.
På denne baggrund, og da det ikke ud fra de foreliggende oplysninger vurderes, at en ændring vil kunne være bedst for B, eller at der er tvivl herom, stadfæster landsretten familierettens dom, jf. forældreansvarslovens § 39, jf. §4.
kommentar:
Afgørelsen var anket til landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse, da afgørelser truffet i Familieretten som ”ankeinstans” i forhold til Familieretshuset ikke kan ankes automatisk.
Dommen indeholder en meget grundig beskrivelse af retstilstanden omkring § 39 og bør bestemt (som de fleste afgørelser) læses i sin helhed.
Viggo Bækgaard
2. juli 2020