Bopæl over 8-årig D til far og over 6½-årig P til mor i sag, der startede som bopælssag med flytning fra Sjælland til Jylland som tema men som sluttede med erklæring om bopæl i samme område, ØLD af 17. juni 2014, utrykt

Bopæl over 8-årig D til far og over 6½-årig P til mor i sag, der startede som bopælssag med flytning fra Sjælland til Jylland som tema men som sluttede med erklæring om bopæl i samme område, ØLD af 17. juni 2014, utrykt – skal sammenholdes med senere resultat – se link

Sagen startede med Ms ønske om at flytte fra Sjælland til Midtjylland med børnene i forbindelse med samlivsophævelsen. Begge havde skiftende arbejdstider i et omfang, hvor den gamle børnesang (Når far kommer hjem er min mor lige gået, når mor kommer hjem så sover min far) var en del af familiens vilkår.

Begge havde således gennem årene været rigtig meget på i forhold til børnene.

M beskyldte F for et for stort ølforbrug.

Under hovedforhandlingen erklærede M, at hun ikke længere ønskede at flytte til Jylland og havde fået lejlighed i lokalområdet, hvor hun agtede at blive boende.

Det stod klart, at samarbejdet mellem forældrene egentlig var udmærket. Retten og en børnesagkyndig havde i forbindelse med hovedforhandlingen en samtale med børnene.

Både dommeren og den børnesagkyndige udtalte efter børnesamtalen, at de for begges vedkommende aldrig havde haft en samtale med børn, der virkede så harmoniske og utvivlsomt oprigtigt glade for begge forældre og den deleordning, som havde været praktiseret nogle måneder under sagen.

Begge parter havde nedlagt påstand om bopæl over begge børn. Fs advokat ændrede påstand til det, som blev resultatet og procederede for deleløsningen.

Byrettens begrundelse:

Efter parternes forklaringer og samtalen med børnene lægger retten til grund, at børnene har en tæt tilknytning til begge forældre, der begge fuldt ud er egnede til at varetage forældreopgaven. Retten lægger videre til grund, at børnene har stort set samme tilknytning til begge forældre. Endelig lægger retten til grund, at der stort set ikke eksisterer konflikt mellem parterne.

Efter en samlet vurdering og for at imødegå de usikkerheder, der fortsat måtte være om det fremtidige samarbejde om og samkvem med børnene finder retten det bedst stemmende med børnenes tarv, at D får bopæl hos F og P får bopæl hos M.

Retten har blandt andet lagt vægt på, at F fortsat bor i børnenes barndomshjem, der dog er sat til salg, og at M efter at have opgivet sine planer om at flytte til Jylland, nu har bosat sig i en lejebolig i børnenes nærområde. Hertil har retten lagt vægt på, at børnene har udtrykt et stærkt ønske om væsentligt samkvem med såvel deres far som mor.

Landsrettens begrundelse:

Parterne har siden slutningen af november 2013 praktiseret den 7/7-ordning, som blev aftalt mellem dem i byretten, og der er intet grundlag for at antage, at ordningen ikke fungerer for begge børn. Uanset det af parterne oplyste om, at deres samarbejde for tiden ikke fungerer optimalt, findes det også efter bevisførelsen for landsretten af de grunde, der er anført i dommen om børnenes tilknytning til hver af forældrene, bedst for børnene, at D får bopæl hos sin far, og P får bopæl hos sin mor.

(stadfæstelse)

Kommentar:

Til indledning vil jeg sige, at jeg normalt er indædt modstander af atomkapløbsmodellen, som jeg kalder den løsning, hvor den ene kommer til at bo hos mor og den anden hos far.

Det giver en fastlåsning, som kan gøre det rigtig besværligt at få ændret samværet fra en egentlig deleordning, som jeg også som udgangspunkt er stærk modstander af.

Det kan derfor virke helt underligt, når jeg fortæller, at jeg var advokat for F i sagen og at jeg i byretten blev den stærkeste fortaler for løsningen, som dommeren nåede frem til. I landsretten argumenterede jeg reelt for en ren stadfæstelse baseret på de helt konkrete forhold.

I det hele taget er sagen en af de sager, hvor jeg tænker ”ingen regel uden undtagelse”.

Samlet oplever jeg, at det resultat, retten nåede frem til, var det konkret helt rigtige for de to konkrete børn. Så håber jeg inderligt, at jeg ikke om to år må konkludere, at det ikke var så godt endda.

Sagen giver mig anledning til at skrive en lille julehistorie om en forældreansvarssag, der på den ene side er forfærdelig banal, og som på den anden side usædvanlig. Det er en sag, hvor den politiske korrekthed fik stor plads, og hvor jeg tror, at den politiske korrektheds slutresultat var den rigtige.

Viggo Bækgaard