Ny sag om forældremyndighed afvist, da ikke væsentligt forandrede forhold siden 2014, TFA 2015/455 VLK

Ny sag om forældremyndighed afvist, da ikke væsentligt forandrede forhold siden 2014, TFA 2015/455 VLK

Byrettens begrundelse:

Det fremgår af sagens oplysninger, at spørgsmålet om forældremyndighed har været behandlet i to instanser ved retter i Norge. Retten finder ikke, at det er godtgjort, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, siden Borgarting Lagmannsrett den 14. maj 2014 afsagde dom blandt andet vedrørende forældremyndighedsspørgsmålet. Retten finder ikke, at det har betydning, at sagen senest har været indbragt for fogedretten, eller at der i juni 2014 er blevet foretaget en psykologisk undersøgelse i Danmark af A. Retten finder herefter, at Statsforvaltningen med rette har afvist at behandle sagen, jf. forældreansvarslovens § 39, stk. 1, jf. § 4.

Landsrettens begrundelse:

Spørgsmålet om forældremyndighed blev senest afgjort ved Borgating Lagmannsretts dom af 14. maj 2014, hvor det blev bestemt, at parterne skulle have fælles forældremyndighed.

Det fremgår af dommen blandt andet, at psykolog P har udarbejdet en børnesagkyndig undersøgelse til brug for sagen, og at han uddybede sine vurderinger mundtligt for lagmannsretten.

I dommens præmisser hedder det blandt andet:

»…

I avgjørelsen av spørsmålet om foreldreansvar, hvor barna skal bo fast, og samvær for den andre av foreldrene, skal det legges avgjørende vekt på hva som er til barnas beste, jf barneloven § 48.

Det skal også legges vekt på hva barne selv mener jf barneloven § 31.

Lagmannsretten er kommet til at foreldreansvaret skal være felles, og at A og B skal bo fast hos M. F skal ha nærmere angitt samvær uten tilsyn.

Lagmansretten understreker at avgjørelsen om at barna skal bo fast hos M, ikke skal være til hinder for at barna skal sikres god kontakt med sin far.

Det er på det rene at M ikke har klart å skjerme barna, og da spesielt A, i den vedvarende konflikten med F. Den sakkyndige for lagmannsretten, psykolog P, har som nevnt gitt uttryk for sterk bekymring for A’s psykiske helse. Slik Lagmannsretten oppfatter det, mener han at A har vist tegn på en reaktiv tilknytningsforstyrrelse med grunnlag i mangler ved mors omsorg. Dersom mor som omsorgsperson ikke gir fyllestgjørende opplysninger til behandlingsapparatet om A’s bakgrunn, er det ifølge den sakkyndige risiko for feildiagnostisering, og da med alvorlige følger for A. Slik lagmannsretten forstår den sakkyndige, sikter han her til en mulig autismediagnose.

…«

På denne baggrund og af de øvrige grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at Statsforvaltningens afvisning af M’s ansøgning er sket med rette, jf. forældreansvarslovens § 39, stk. 1, jf. § 4.

Landsretten stadfæster derfor kendelsen.