Ny påstand fremsat kort før retsmødet i landsretten, tilladt fremsat, TFA 2015/530 ØLD

Ny påstand fremsat kort før retsmødet i landsretten, tilladt fremsat, TFA 2015/530 ØLD

Byrettens begrundelse:

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at begge forældre er velegnede som bopælsforældre. Børnene er tæt knyttede til begge forældre, men er i en alvorlig krise og loyalitetskonflikt som følge af parternes skilsmisse. M har gennem børnenes opvækst været deres primære omsorgsperson. Parterne er enige om, at B skal have bopæl hos hende. A udviser stor omsorg for sin far, og det er svært for hende at give udtryk for egne behov. Aldersforskellen mellem pigerne er lille, og de har gennem det meste af deres opvækst boet på samme værelse. Det lægges til grund, at pigerne er tætte og søger støtte og viser omsorg i hinandens selskab. Under henvisning hertil og til en samlet vurdering af det i øvrigt i sagen oplyste, finder retten, at det er bedst for A, at hun tillige får bopæl hos M.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger har landsretten fundet, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse, hvorfor retten ikke har fundet grundlag for at imødekomme anmodningen om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse. Tilsvarende finder landsretten ikke grundlag for at imødekomme anmodningen om at indhente en observationsrapport, afholde nye børnesamtaler med A og B eller at indhente nye skoleudtalelser.

Det forhold, at der for byretten var enighed om, at B skulle have bopæl hos M, er ikke i sig selv til hinder for, at F under anken udvider sin påstand til også at omfatte bopælen for B. Om en sådan udvidelse af påstanden skal tillades afgøres efter retsplejelovens §§ 383 og 384.

F udvidede sin påstand til også at omfatte bopælen for B ca. 14 dage før hovedforhandlingen. På denne baggrund, og da der har været afholdt børnesamtale med både A og B, finder landsretten, at M har tilstrækkelig mulighed for at varetage sine interesser i forhold til F’s nye principale påstand. Herefter og henset til sagens karakter tillader landsretten F’s principale påstand, jf. retsplejelovens § 383, stk. 2, 2. pkt., og § 384.

Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder parternes samstemmende forklaringer om, at A og B er meget tætte på hinanden, finder landsretten, at det vil være bedst for både A og B, at de har fælles bopæl. Landsretten tiltræder, at M har været den primære omsorgsperson for både A og B frem til samlivsophævelsen. Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder landsretten, at det vil være bedst for både A og B at have deres bopæl hos M, jf. forældreansvarslovens § 4.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

kommentar.

Der findes efterhånden en del afgørelser af denne type. Normalt er vi i dansk ret meget optaget af det såkaldte toinstansprincip, der betyder, at der altid skal være mulighed for, at to retsinstanser kan tage stilling til et spørgsmål.

Synspunktet i disse sager synes at være, at det er bedre at få truffet en endelige afgørelse end at skulle igennem hele møllen igen, og at alle problemstillingerne sådan set er vendt en gang i byretten trods påstandene, der formelt er fremsat.

Viggo Bækgaard