Midlertidig bopæl til F over D på 5-årig D, da M ville flytte fra Vestfyn til Københavnsområdet. Mor havde tilkendegivet ikke at ville flytte, før retten havde truffet afgørelse, Statsforvaltningen den 13/9 2013 utrykt. Afgørelsen ændret af byretten – Retten i Odense den 20/11 2013.
Efter det over for mig oplyste har barnet boet hos M alene i 4 år siden samlivsbruddet, og der havde været en 10-4-samværsordning.
M havde varslet flytning fra Vestfyn til Københavnsområdet med sædvanligt varsel.
Statsforvaltningens begrundelse:
”Vi har lagt vægt på samværets omfang, at udtalelse fra børnehaven belyser et barn, der har en god relation til begge forældre, at forældrene begge har et godt samarbejde med børnehaven, og at moren har valgt at flytte fra (Vestfyn) til (Københavnsområdet, således at barnet vil skulle skifte miljø.
Vi mener derfor, at det er bedst at sikre, at D forbliver i sit vante miljø, indtil en endelig afgørelse ved retten foreligger.”
Blandt sagens oplysninger anfører Statsforvaltningen, at mor har meddelt, at hun vil forblive i (Vestfyn), indtil retssag om bopæl er afsluttet.
Det er endvidere oplyst, at Statsforvaltningen har en sag om udvidelse af samværet, der er indleveret bopælssagen.
Der foreligger endvidere en udtalelse fra børnehaven, der beskriver D som en alderssvarende dreng med en vis form for skrøbelighed.
Han efterspørger sin mor i situationer, hvor han bliver ked af det.
D har haft en periode med sortsyn men med pædagogiske tiltag i børnehaven er han nu i en positiv udvikling. Hvis barnet skifter børnehave, er det vigtigt, at den nye børnehave fortsætter med disse tiltag.
D fungerer fint i børnehaven. Han er vellidt af de andre børn med en god relation og viser empati og forståelse for de andre børn og han har en god voksenkontakt.
Børnehaven oplever, at D har et positivt og naturligt forhold til begge sine forældre. Begge forældre er engagerede og tålmodige.
D udviser stor glæde for sin lillesøster, som bor hos far.
Jeg er blevet bekendt med afgørelsen via Landsforeningen Børn og Samværs telefonrådgivning. Helt ærligt sagde jeg til telefonrådgiveren, at hun måtte have fået forkerte informationer fra moren, der søgte råd i sin fortvivlelse. Undtagelsesvist havde telefonrådgivningen fået nummeret på moren. Tilbagemeldingen førte til, at jeg har fået afgørelsen tilsendt og konstaterer, at den var refereret korrekt.
Afgørelsen er efter min vurdering langt fra at være i overensstemmelse med den gældende retstilstand. I min lange artikel om flytteproblemerne i forældreansvarssagerne har jeg gennemgået teori og praksis på området.
Her refererer jeg kort, at udgangspunktet formelt i loven er, at bopælsforælderen bestemmer, hvor i landet barnet skal bo. En flyttemeddelelse fører ofte som her til en automatpilotreaktion fra den anden med anmodning om en midlertidig afgørelse.
Tankegangen bag en midlertidig afgørelse er, at det ikke er Statsforvaltningen, som har den endelige kompetence, og at en de factoflytning kan føre til, at den nye tilstand på den måde kommer til at foruddiskontere det endelige resultat. For at undgå det, kan Statsforvaltningen vælge at træffe en midlertidig afgørelse.
Siden den praksis blev udbredt, er der rigtig mange sager, hvor bopælsforælderen vælger at varsle flytning men samtidig tilkendegive, at flytning først gennemføres, når rettens endelige afgørelse foreligger. Det har jeg oplevet utallige gange, og jeg har ikke tidligere oplevet, at Statsforvaltningen eller retten i disse situationer har truffet en midlertidig afgørelse.
Som nævnt i artiklen er mange også begyndt at formulere påstandene i retten, så man næsten kan sige, at retten skal behandle en ansøgning fra bopælsforælderen om at få lov til at flytte med barnet.
I denne sag har Statsforvaltningen efter min bedømmelse truffet en eklatant forkert afgørelse, hvor man netop ved den midlertidige afgørelse har valgt at ændre tilstanden forud for rettens behandling af sagen, selv om det har stået klart, at moren netop ikke ville flytte, før sagen var endeligt afgjort. Intet ville altså være blevet ændret, selv om Statsforvaltningen havde nægtet at træffe midlertidig afgørelse.
Retorisk må man derfor spørge, hvad Statsforvaltningens hensigt egentlig er med afgørelsen.
Afgørelsen skræmmer mig ekstra, da det udover det principielle direkte fremgår af udtalelsen fra børnehaven, at D er lidt skrøbelig, og at han efterspørger moren, når han bliver ked af det.
Hvor pokker er barneperspektivet så i den afgørelse?
Alle afgørelser skal træffes efter, hvad der er bedst for barnet. Midlertidige afgørelser skal ikke ændre en tilstand, med mindre der er gode grunde til det.
Jeg er professionelt rystet over den afgørelse, der endnu engang cementerer, at Statsforvaltningen i nogle sammenhænge er helt ude i hampen formentlig på grund af sagspres og stress.
Denne afgørelse kan nemlig ikke begrundes i forældreansvarsloven hverken efter dennes ordlyd eller ånd.
Viggo Bækgaard
Efterfølgende er sagen så påbegyndt ved byretten som en almindelig bopælssag. Byretten har den 20. november truffet denne afgørelse:
Byrettens begrundelse:
“Efter det af parterne alt fremlagte, særligt de for sagsøgte (M) fremlagte indlæg med bilag, finder retten det bedst for D, at M i medfør af forældreansvarslovens § 26 stk. 1, midlertidigt under sagen tillægges bopælsretten over ham. Det bemærkes, at meget tyder på, at bopælsretten ikke af statsforvaltningen midlertidigt burde have været tillagt F. Herefter bestemmes:
Bopælsretten over D tillægges midlertidigt under sagen sagsøgte M.”
Pyh ha. Her har vi en byretsdommer, der har været i stand til at forstå sammenhængene og direkte gennemskue den fatale fejl i statsforvaltningen.
Jeg ved ikke, hvilke gode argumenter Ms advokat har fremført, men man kan direkte af begrundelsen se, at advokaten har haft produceret nogle rigtig gode indlæg med bilag.
Teknisk skal jeg understrege, at byretten sådan set ikke har “ændret statsforvaltningens afgørelse” men har truffet en selvstændig afgørelse om midlertidig bopæl. Når sagen er indbragt for retten, er det nemlig rettens kompetence at bestemme, hvem der midlertidigt skal have bopælen. Det interessante for mig er svirpet fra dommeren mod statsforvaltningen. Det er lige så rigtigt som det er usædvanligt.
Viggo Bækgaard