M var flyttet fra Danmark til Færøerne, efter at sag om barnet var påbgeyndt i Danmark. M fik afvist sag anlagt på Fæørerne, U 2012/2807 ØLK

M var flyttet fra Danmark til Færøerne, efter at sag om barnet var påbgeyndt i Danmark. M fik afvist sag anlagt på Fæørerne, U 2012/2807 ØLK

Byrettens begrundelse

Retsplejelovens § 448 f blev indsat ved lov nr. 434 af 8. maj 2006 om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen:

»Den foreslåede § 448 f regulerer den internationale kompetence for danske myndigheder (domstole og statsforvaltninger) i sager om forældremyndighed.

(. . .)

Formålet med bestemmelsen er at bringe reglerne om international kompetence i forældremyndighedssager i overensstemmelse med kompetencereglerne i Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.«

Hverken Haagerbørnebeskyttelseskonventionen eller loven om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen er sat i kraft for Færøerne, ligesom det efter lovens § 1, stk. 4, er fastsat, at den ikke finder anvendelse i det indbyrdes forhold mellem Danmark og Færøerne.

Retten finder på denne baggrund, og da Færøerne ikke efter retsplejeloven skal betragtes som udland, at der ikke er værneting efter den danske retsplejelovs § 448 f, stk. 1, nr. 2.

Det lægges endvidere til grund, at der er tale om et reelt bopælsskifte. hvorfor der ikke er værneting efter den danske retsplejelovs § 448 g, ligesom der ikke er værneting efter den færøske retsplejelovs § 448 d.

Der er derfor som anført i Østre Landsrets kendelse af 25. februar 2010 (B-447-10) værneting for forældremyndighedssagen ved Retten på Færøerne efter princippet i den færøske retsplejelovs § 448 d, stk. 2.

Landsrettens begrundelse:

Færøernes Rets kendelse angår spørgsmålet om rette værneting, og landsretten kan dermed alene tage stilling til den del af F’s påstand, der angår dette spørgsmål. Derfor afvises den øvrige del af F’s påstand.

Den forældremyndighedssag, som M har anlagt mod F, kan i medfør af den færøske retsplejelovs § 448 c, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, anlægges »her i riget«, idet F har bopæl i Danmark, ligesom M har haft bopæl »her i riget« i de sidste to år.

F’s hjemting er Sønderborg Ret, og der er derfor ikke værneting ved Færøernes Ret i medfør af den færøske retsplejelovs § 448 d, stk. 1.

Der er endvidere ikke i medfør af den færøske retsplejelovs § 448 d, stk. 2, værneting ved Færøernes Ret, der er M’s hjemting, idet F har hjemting »her i riget«.

Spørgsmålet er herefter, om der efter princippet i den færøske retsplejelovs § 448 d, stk. 2, er værneting for forældremyndighedssagen ved Færøernes Ret, jf. Østre Landsrets kendelse af 25. februar 2010.

Ved afgørelsen heraf indgår i overensstemmelse med den nævnte landsretskendelse, om der er værneting i Danmark for forældremyndighedssagen.

Ved afgørelsen af, om denne forældremyndighedssag kan anlægges i Danmark, er det afgørende, om betingelsen om bopæl i den danske retsplejelovs § 448 f, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, eller om B ulovligt er ført til udlandet, jf. den danske retsplejelovs § 448 f, stk. 1, nr. 2.

Det kan lægges til grund, at forældremyndighedssagen var indledt ved Statsforvaltningen Syddanmark, da M i slutningen af september 2011 flyttede fra Danmark til Færøerne med B, idet statsforvaltningen afholdt et vejledningsmøde med parterne den 9. september 2011.

B havde dermed bopæl i Danmark, da forældremyndighedssagen blev indledt.

På denne baggrund finder landsretten i overensstemmelse med forarbejderne til forældreansvarslovens § 46, at en domstol i Danmark i medfør af den danske retsplejelovs § 448 f, stk. 1, nr. 1, har kompetence til at behandle sagen om forældremyndighed over B. Det kan ikke føre til et andet resultat, at lov om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen ikke gælder for Færøerne.

Landsretten finder endvidere, at en domstol i Danmark i medfør af den danske retsplejelovs § 448 f, stk. 1, nr. 2, har kompetence til at behandle sagen om forældremyndighed over B.

M har ikke bestridt, at hun udrejste til Færøerne med B uden samtykke fra F. Hun handlede dermed i strid med forældreansvarslovens § 3, stk. 2, da hun udrejste til Færøerne med B, idet parterne på dette tidspunkt var uenige om forældremyndigheden. Landsretten lægger herved vægt på, at selvom statsforvaltningen havde afsluttet sagen den 9. september 2011, var fristen i forældreansvarslovens § 40, stk. 1, ikke udløbet, da M udrejste med B, hvorfor sagen ikke var endeligt afsluttet.

På denne baggrund finder landsretten, at B i medfør af forældreansvarslovens § 3, stk. 2, ulovligt blev ført til Færøerne, hvilket i relation til den danske retsplejelovs § 448 f, stk. 1, nr. 2, må sidestilles med den situation, at hun »ulovligt er ført til udlandet«.

Forældremyndighedssagen vedrørende B kan således behandles ved en domstol i Danmark.

Landsretten finder på den baggrund, at princippet i den færøske retsplejelovs § 448 d, stk. 2, i den konkrete sag ikke udgør fornøden hjemmel til, at der er værneting for forældremyndighedssagen ved Færøernes Ret.

Da der herefter ikke er værneting for forældremyndighedssagen ved Færøernes Ret, tager landsretten F’s påstand om afvisning af sagen fra Færøernes Ret til følge.

Det må herefter afgøres efter den danske retsplejelovs § 448 g, ved hvilken ret i Danmark forældremyndighedssagen kan indbringes. Det bemærkes, jf. ovenfor, at sagen om forældremyndighed er indbragt for Sønderborg Ret, og at sagen er udsat på landsrettens afgørelse i denne sag.

Sagen afvises