Landsretten stadfæstede byrettens bestemmelse om samtale med barn på 5 år og 9 måneder, TFA 2011/355 VLK

Landsretten stadfæstede byrettens bestemmelse om samtale med barn på 5 år og 9 måneder, TFA 2011/355 VLK

byrettens begrundelse

 

Efter forældreansvarslovens § 34 skal barnet inddrages i en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær – blandt andet ved børnesamtaler, der belyser barnets perspektiv.

 

Der er i loven ikke angivet nogen nedre grænse for barnets alder, men udgangspunktet må efter retspraksis antages at være, at en børnesamtale i hvert fald skal finde sted med børn, der har nået skolealderen.

 

Efter de fremkomne oplysninger om barnet og sagens omstændigheder i øvrigt kan det ikke på forhånd afvises, at en samtale med B, der er 5 år og 9 måneder, kan bidrage med gavnlige oplysning til sagen, der vedrører bopæl og samvær.

 

Der er ikke grundlag for at antage, at der er et højt konfliktniveau mellem forældrene, eller at børnesamtalen i øvrigt vil være til skade for B.

 

Samtalen med B vil blive gennemført på den mest skånsomme måde med deltagelse af en børnesagkyndig under hensyntagen til B’s alder og modenhed.

 

På baggrund heraf tages sagsøgeren, F’s, anmodning om børnesamtale til følge.

 

landsrettens begrundelse

 

Det fremgår af retsbogen, at byretten vil indhente en udtalelse fra B’s tidligere og nuværende børnehave.

 

De foreliggende oplysninger om B, herunder om hendes alder, giver ikke grundlag for at tilsidesætte byrettens skøn, hvorefter det ikke på forhånd kan afvises, at en samtale med B, der er født den – – – maj 2005, kan bidrage med gavnlige oplysninger til sagen, der vedrører bopæl og samvær.

 

Om der efter fremkomsten af udtalelserne fra de to børnehaver fortsat skal føres en samtale med B, beror på byrettens skøn over behovet herfor på det tidspunkt.