kke midlertidig overflytning af bopæl vedrørende 5 årig D, da M flyttede fra Greve til Virum, Ankestyrelsen 15. oktober 2012 – (Statsforvaltningen Sjællands afgørelse af 20. september 2012), utrykt
Forældrene boede 500 meter fra hinanden. Samlivet var ophørt for to år siden. Der havde været velfungerende 10-4 samvær, som forældrene havde aftalt. M var i foråret 2012 begyndt at tale om, at hun måske ville flytte til sin nye kæreste i Virum. Uenighed om, hvorvidt hun formelt havde varslet i juli måned. Sikkert, at hun varslede pr. mail den 20. august, og at F dagen efter indbragte sagen for statsforvaltningen med anmodning om hastebehandling.
Statsforvaltningens begrundelse:
“Vi finder ikke, at der er oplyst om forhold, som af hensyn til D aktuelt kan begrunde, at din klient (F) under behandlingen af forældremyndighedssagen skal have forældremyndigheden.
Vi har lagt vægt på, at din klient har haft kendskab til den kommende flytning i meget lang tid inden flytningen formelt skete, samt på Ds alder og tilknytning til de to forældre ud fra de indsendte oplysninger. Vi har desuden lagt vægt på, at flytningen ikke er så langt væk , at samværet ikke vil kunne opretholdes i rimeligt omfang.”
Ankestyrelsen stadfæster afgørelsen med samme begrundelse. Det tilføjes, at det forhold, at flytningen eventuelt først kan anses for at være varslet den 20. august 2012 kan ikke i sig selv medføre en ændret vurdering.
Ankestyrelsen udtrykker direkte foranlediget af, at klageren har henvist til TFA 2012/408, at de i sager om midlertidig bopæl foretager en konkret og individuel vurdering, hvor blandt andet afstanden mellem parternes bopæle indgår.
Kommentar:
Sagen kan med rette ses i sammenhæng med den allernyeste trykte afgørelse fra Ankestyrelsen i en stort set sammenlignelig sag, hvor mest synbare forskel er, at samværet var lidt mere omfangsrig i Ankestyrelsens sag, og afstanden muligvis var lidt længere. Den forskel bekræftes for så vidt direkte af Ankestyrelsens bemærkninger.
En flagrende praksis er problematisk, fordi det gør rådgivning på området uhyre vanskelig.
For mig er det ret problematisk, at dårlig adfærd i strid med reglerne belønnes.
Efter min opfattelse, kan F ikke med fornuft indbringe en sag om midlertidig bopæl på grundlag af ønsketanker om flytning hos den anden forælder. Statsforvaltningen lægger til grund, at der allerede i marts er givet besked, og at mor den 18. juni har givet besked med konkret adresse. Det bestrider F. Når der er påstand mod påstand, må statsforvaltningen lægge til grund, at mor varsler den 20. august, der er langt mindre end 6 uger før den faktiske flytning, der var første uge i september.
Men det er altså ligegyldigt ifølge Ankestyrelsen, hvilket gør praksis endnu mere flagrende og uforudsigelig.
Jeg repræsenterede F i sagen og forfægter for så vidt i denne sag et standpunkt, som det med læsning af denne artikel (artiklen om flytning på hjemmesiden) må stå klart, at jeg overordnet sagt nok ikke er helt personligt enig i.
Det er imidlertid selvfølgelig ikke afgørende overhovedet. For mig er det afgørende, at begge forældre ret åbenlyst har forældreevne og dermed sagtens kan være omsorgspersoner. Endvidere er det for mig personligt altafgørende, at statsforvaltningerne følger en ensartet og forudsigelig linje i ensartede problemstillinger. Endelig er det mig inderligt imod, at adfærd i strid med intentionerne i loven måske belønnes derved, at der med flytningen statueres en ny status quo, inden retten har talt – når nu realiteten er blevet, at en bopælsforælder ikke som ellers nævnt i lovteksten “bare kan flytte”.
Det vil der med sikkerhed komme en artikel om, når jeg får tid.
Viggo Bækgaard