Ikke ulovlig tilbageholdelse efter børnebortførelsesloven, TFA 2025/96 VLK
Byrettens begrundelse (Aarhus):
Det må lægges til grund i overensstemmelse med parternes samstemmende forklaringer, at parterne allerede i forlængelse af B’s fødsel talte om, at det kunne være godt for dem som familie at tage ophold i Danmark i en længere periode, for at B kunne få kendskab til sin mors fødeland og familie. Opholdet skulle afsluttes, så de kunne vende tilbage til Australien, inden B skulle starte i skole.
Parterne havde i forbindelse med barselsperioden et 3 måneders ophold i Danmark, der ifølge M’s forklaring var nødvendigt også som forberedelse til, at F kunne få opholdstilladelse, når parterne besluttede sig for at rejse til Danmark.
Den 27. juni 2024 underskrev parterne en aftale, hvor F gav tilladelse til, at B kunne rejse med M til Danmark indtil slutningen af 2027. Det hedder herefter i aftalen: »This return date is dependant on F being granted a residency visa for Denmark«.
Efter det foran anførte, og idet parterne på intet tidspunkt havde drøftet muligheden for, at F skulle opnå opholdstilladelse på andet grundlag end som ægtefælle, må tilladelsen forstås således, at det er en betingelse for dens gyldighed, at F kunne indrejse som ægtefælle og bosætte sig sammen med B og M.
Da F den 8. juli 2024 kørte B og M til lufthavnen, må det lægges til grund, at de udgjorde en samlevende familie, og at det var hensigten, at F skulle slutte sig til familien, når han fik visum til Danmark. Parterne agerede sammen i overensstemmelse hermed, idet M og B flyttede ind i den lejlighed, som de var enige om skulle være familiens bolig, og idet der var daglig kontakt mellem parterne, hvorunder de alle 3 talte sammen som familie.
Der er enighed om, at M den 10. september 2024 under en telefonsamtale med F tilkendegav, at deres forhold var afsluttet. Det skete uden forudgående varsel eller uoverensstemmelser i tilknytning til de daglige kontakter.
Familieretten finder, at M med den handling ulovligt har tilbageholdt B, som F frem til dette tidspunkt dagligt havde haft samtaler med og således havde udøvet sine rettigheder med som forældremyndighedsindehaver. Familieretten finder, at forudsætningerne for F’s tilladelse til M’s ophold med B frem til slutningen af 2027 med handlingen den 10. september 2024 er bortfaldet.
Betingelserne i § 10 i lov om internationale børnebortførelser for tilbagegivelse af B til Australien findes herefter opfyldt.
Det, som M har anført om, at F skulle have et misbrugsproblem, findes ikke således underbygget, at det kan føre til en anden vurdering. Det må i givet fald efterprøves i forbindelse med familieretsprocessen i Australien.
Familieretten følger herefter F’s påstand om tilbagegivelse af B til Australien.
Byrettens resultat. Tilbagegivelse til Auatralien
Landsrettens begrundelse
F og M underskrev den 27. juni 2024 en aftale, hvorefter F gav samtykke til, at B kunne rejse med M til Danmark og opholde sig der indtil udgangen af 2027. Det fremgår af aftalen, at datoen for tilbagekomst afhænger af, om F får opholdstilladelse i Danmark.
M og B rejste i overensstemmelse med aftalen til Danmark den 8. juli 2024.
På baggrund af parternes forklaringer i familieretten og sagens oplysninger i øvrigt lægger landsretten til grund, at parternes ophold i Danmark havde været planlagt i længere tid, at formålet med opholdet navnlig var, at M og B skulle opnå dansk statsborgerskab, at der på tidspunktet for indgåelsen af aftalen den 27. juni 2024 var betydelige konflikter i parternes forhold, og at de dagen forinden havde besluttet at afslutte dette. Landsretten lægger desuden til grund, at parterne på et tidspunkt efter aftalens indgåelse genoptog forholdet, og at dette fortsatte efter M og B’s udrejse til Danmark og frem til den 10. september 2024, hvor det endegyldigt ophørte.
Efter aftalens ordlyd og formål samt omstændighederne ved indgåelsen, herunder at aftalen blev indgået på et tidspunkt, hvor parternes forhold var ophørt, finder landsretten, at det ikke var en afgørende forudsætning for aftalen, at parterne skulle danne par under opholdet i Danmark. F kan således ikke have haft en berettiget forventning om, at M og B skulle vende tilbage til Australien før udgangen af 2027, hvis forholdet mellem ham og M ophørte.
Det forhold, at der under parternes samliv inden udrejsen blev ansøgt om opholdstilladelse til F på grundlag af ægteskab, kan ikke føre til en anden vurdering.
Da der ikke er grundlag for at fastslå, at F’s muligheder for at opnå opholdstilladelse i Danmark er udtømte, og da den aftalte periode for B’s ophold i Danmark endnu ikke er udløbet, finder landsretten, at der ikke foreligger en ulovlig tilbageholdelse af B, jf. § 10, stk. 2, i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser mv. (internationale børnebortførelser) og artikel 3 i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser.
B skal derfor ikke tilbagegives til Australien.
Thi bestemmes
Familierettens afgørelse ophæves, og F’s anmodning om tilbagegivelse af B til Australien nægtes fremme.