Ikke tvangsbøder til M, hvis ikke hun sørgede for transport med fly, TFA 2012/266 VLK
Byrettens begrundelse
Parterne har på møderne i fogedretten den 25. november 2011 og den 15. december 2011 indgået forlig i sagen. Parterne har således aftalt, at samværet omkring jul 2011 forlænges pga. mistet samvær den 28.-30. oktober 2011. Derudover er det aftalt, at A kører med børneguidetoget i forbindelse med samværene 6.-8. januar 2012 og 20.-22. januar 2012. M har forklaret, at hun ikke vil hindre udlevering af A til samvær med F, og hun har den 15. december 2011 oplyst, at hun har bestilt billetter til A med børneguidetoget så langt frem som muligt, nemlig til og med samværet 3.-5. februar 2012. M har oplyst, at A, hvis hun kører med børneguidetoget, om fredagen vil kunne være i – – – eller København hhv. kl. 18.09 og 18.22, og om søndagen skal af sted fra København eller Høje Taastrup hhv. kl. 14.50 og 15.03. A’s ankomsttid og afgangstid fra Københavnsområdet, når hun transporteres med børneguidetoget, afviger således ikke væsentligt fra ankomsttid og afgangstid, når hun transporteres med fly, jf. dommen af 18. januar 2010.
Møderne i fogedretten har været medvirkende til, at A udleveres til samvær med F. Der er herefter ikke grundlag for, at fogedretten skal fastsætte tvangsbøder for M for at tilskynde hende til at sørge for, at A transporteres med fly i forbindelse med samvær.
Da parterne har indgået aftale om samværet, og da M har forklaret, at hun ikke vil hindre samvær, er der ikke grundlag for at fortsætte sagen ved fogedretten. Da fogedretten i medfør af retsplejelovens § 536, stk. 4, alene kan ændre omfang, tid og sted for samværet under fuldbyrdelsessagen, har fogedretten ikke mulighed for at følge M’s påstand om, at fogedretten skal fastsætte, at transporten i forbindelse med samvær skal ske med børneguidetoget indtil, der kommer en ny afgørelse fra statsforvaltningen.
Landsrettens begrundelse:
Ved dom af 18. januar 2010 traf Retten i Hillerød blandt andet afgørelse om F’s samvær med A. Det fremgår af afgørelsen, at parterne fortsat skulle have fælles forældremyndighed, og at A, der siden samlivsophævelsen havde haft bopæl hos M, fortsat skulle have bopæl hos sin mor. Det fremgår i den forbindelse, at retten var opmærksom på, at M, der hidtil havde boet ikke langt fra F, nu var flyttet til C, og det er i forbindelse med samværsafgørelsen anført, at retten navnlig lagde vægt på parternes bopælsforhold. Om transporten i forbindelse med samvær hedder det: »Under hensyn til parternes personlige og økonomiske forhold skal parterne afholde udgifterne til transport … som nedenfor bestemt«. Retten bestemte herefter om transporten blandt andet, at A i forbindelse med samvær skal rejse fra Aalborg til Kastrup og tilbage med fly, og at M skal betale for flyrejsen til Kastrup, mens F skal betale for flyrejsen til Aalborg.
Statsforvaltningen Nordjylland har den 14. november 2011 bestemt, at M skal betale for A’s transport begge veje i forbindelse med samvær. Det hedder i afgørelsen blandt andet:
»Vi finder, at M’s flytning fra B til C har betydet, at transporten i forbindelse med samværet er blevet væsentligt mere besværlig og bekostelig.
Det er grunden til, at (vi) har bestemt (at) M skal stå for transporten fra B til Kastrup og fra Kastrup til B, og afholde udgifterne hertil …«
Det fremgår af afgørelsen, at statsforvaltningen havde indhentet oplysninger om parternes indtægtsforhold, og at statsforvaltningen ved afgørelsen blandt andet havde anvendt § 14 i bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v.
Landsretten lægger til grund, at den afgørelse, som Retten i Hillerød traf om transporten i forbindelse med samvær, blev truffet ud fra, hvad der var bedst for A og efter en afvejning af de konkrete oplysninger, herunder om flytningen til B og om parternes indtægtsforhold. Der er ikke oplysninger om, at forholdene havde ændret sig væsentligt, da statsforvaltningen traf sin afgørelse, jf. herved forældreansvarslovens § 39.
Det fremgår af fogedbogen, at M den 25. november 2011 i fogedretten oplyste, at hun har klaget over statsforvaltningens afgørelse.
På den baggrund og i øvrigt af de grunde, der er anført af fogedretten, er der ikke for tiden grundlag for at tage påstanden om, at der skal fastsættes tvangsbøder, til følge.
Landsretten stadfæster herefter fogedrettens kendelse