Ikke tilstrækkeligt højt konfliktniveau til at ophæve fælles forældremyndighed, TFA 2018/197 VLD – dissens

Ikke tilstrækkeligt højt konfliktniveau til at ophæve fælles forældremyndighed, TFA 2018/197 VLD – dissens

 Byrettens begrundelse:

 Det lægges efter bevisførelsen til grund, at ingen af parterne vil være i stand til at varetage omsorgen for A uden støtte. A har siden den 3. marts 2017 boet hos sin far, der findes at være den af parterne, der har de bedste forudsætninger for med den nødvendige støtte at varetage omsorgen for A. Det er derfor bedst for A, at hun fortsat skal blive boende hos F, jf. forældremyndighedslovens § 17, jf. § 4.

Konflikten mellem parterne findes efter bevisførelsen i vidt omfang at kunne tilskrives parternes alder og psykiske udfordringer. Uenigheden om navngivningen og samværet findes i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt at være af en sådan karakter, at der er grundlag for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Parterne skal derfor fortsat have fælles forældremyndighed over A, jf. forældremyndighedslovens § 11, jf. § 4.

Domskonklusion:

Sagsøgte, F, frifindes for sagsøgerens, M’s, påstand om ændringen af bopælen. Unavngivet pige, kaldet A, født den – – – februar 2017, skal derfor fortsat have bopæl hos F.

M frifindes for F’s påstand om, at den fælles forældremyndighed over A ophæves. Parterne skal derfor fortsat have fælles forældremyndighed over A

Landsrettens begrundelse:

2 dommeres begrundelse:

A, der er et år, blev den 21. december 2017 frivilligt anbragt udenfor hjemmet med begge parters accept, og parterne har oplyst, at de nu er blevet enige om navngivningen af datteren.

Der er efter bevisførelsen ikke grundlag for at antage, at det forhold, at M har del i forældremyndigheden, vil give afgørende problemer i forhold til det fremadrettede samarbejde med kommunen og plejefamilien.

På den baggrund og efter en samlet vurdering tiltræder vi, at der på nuværende tidspunkt ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at parterne ikke vil kunne samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, og at parterne derfor fortsat skal have fælles forældremyndighed over datteren, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4. Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom.

Dommer Stig Glent-Madsen udtaler:

K Kommune har den 7. september 2017 i et notat bemærket, at parternes konflikter er eskaleret og på den baggrund opfordret F til at søge den fulde forældremyndighed over A, »da samarbejde synes urealistisk«.

K Kommune har den 17. oktober 2017 foretaget en børnefaglig undersøgelse, hvoraf det blandt andet fremgår, at Børn og Ungeenheden har forsøgt at rådgive og vejlede parterne for at finde en løsning på deres omfattende konflikter, men at dette »ikke er lykkedes tilnærmelsesvis«.

A er fyldt et år, men parterne har først i forbindelse med hovedforhandlingen i landsretten opnået enighed om A’s navn.

F har forklaret, at han den 20. februar 2018 var udsat for en ransagning, da politiet havde fået oplysninger om, at han var i besiddelse af våben og solgte narko, og at anmeldelsen herom skulle være foretaget af M’s mor. M har forklaret, at hun ikke var klar over, at der var foretaget anmeldelse herom, men at spørgsmålet om hashsalg var blevet drøftet i hendes familie, og at de var bekymrede.

Herefter og efter en samlet vurdering af parterne og de i øvrigt foreliggende oplysninger finder jeg, at der ikke er udsigt til, at parterne realistisk set er i stand til at have et egentligt samarbejde og sætte A’s bedste før deres egen konflikt. Det bemærkes, at det i den forbindelse ikke er afgørende, at A i øjeblikket er frivillig anbragt. Jeg stemmer derfor for at tage F’s påstand til følge.

Der afsiges dom efter stemmerflertallet, og landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

kommentar:

Det er en af efterhånden utallige sager, hvor kommunerne opfordrer en af parterne til at søge eneforældremyndighed. I denne sag oven i købet skriftligt. Ofte er det kun mundtligt.

Fænomenet er tankevækkende – og det er tankevækkende, at dommerne på den ene side som her afviser det – og på den anden side selv forholder sig konkret til sagen.

Viggo Bækgaard