Ikke tilladelse til ny sag om bopæl, TFA 2015/84 VLK

Ikke tilladelse til ny sag om bopæl, TFA 2015/84 VLK

Byrettens begrundelse:

Ved Retten i Koldings dom af 17. januar 2011 fik F bopælen over børnene A og B. Dommen blev stadfæstet af Vestre Landsret den 18. maj 2011. M indbragte herefter spørgsmålet om bopæl og samvær for Statsforvaltningen Syddanmark, der den 22. juli 2011 indbragte sagen for Retten i Kolding. Retten i Kolding afsagde den 24. november 2011 dom om frifindelse af F for påstanden om ændring af børnenes bopæl og samvær, hvilken dom blev stadfæstet den 10. februar 2012 af Vestre Landsret. M indbragte herefter på ny sagen for Statsforvaltningen Syddanmark, der den 26. marts 2012 indbragte sagen for Retten i Kolding. Retten i Kolding afsagde den 29. juni 2012 dom om frifindelse af F for påstanden om ændring af børnenes bopæl og samvær. Denne dom blev stadfæstet af Vestre Landsret den 3. september 2012.

Børnenes perspektiv er ved alle tre retssager belyst ved afholdelse af børnesamtaler, og det fremgår, at hovedindholdet af disse samtaler har været, at børnene ønsker at have bopæl hos F.

Ved en kendelse af 22. januar 2013 stadfæstede Retten i Kolding Statsforvaltningens afgørelse af 28. november 2012 om at afvise på ny at behandle en sag om bopæl. Afgørelsen blev stadfæstet af Vestre Landsret den 18. februar 2013.

Ved en kendelse af 7. juni 2013 stadfæstede Retten i Kolding Statsforvaltningens afgørelse af 22. april 2013 om at afvise på ny at behandle en sag om bopæl. Afgørelsen blev stadfæstet af Vestre Landsret den 5. juli 2013.

Ved en kendelse af 4. februar 2014 stadfæstede Retten i Kolding Statsforvaltningens afgørelse af 14. november 2013 om at afvise på ny at behandle en sag om bopæl. Afgørelsen blev stadfæstet af Vestre Landsret den 13. marts 2014.

M har således kontinuerligt anlagt sager om ændring af bopælen og afgørelserne om samvær senest i forbindelse med denne sag, der er indbragt for retten lidt over 3 måneder efter Vestre Landsrets seneste afgørelse i sagen. M’s beskyldninger mod F er i vidt omfang de samme, som har været fremsat i forbindelse med de tidligere sager. Beskyldningerne er ikke nærmere underbyggede, ligesom det heller ikke i øvrigt er godtgjort, at der er sket sådanne ændringer i forholdene, som kan begrunde, at det vil være bedst for børnene, at sagen behandles på ny.

Forældreansvarslovens § 39, stk. 2, blev indført med den intention at skærme barnet mod unødvendig procesførelse og mod den psykiske belastning, det er til stadighed at være genstand for sagsanlæg. Retten tager derfor F’s påstand til følge.

Landsrettens begrundelse:

Af de grunde, som byretten har anført, og da det, der er gjort gældende i kæreskriftet og i M øvrige breve, ikke kan føre til et andet resultat, stadfæstes kendelsen.

Skriv et svar