Ikke samvær til 3-årig bortadopteret barns biologiske forældre, TFA 2022/277 VLD
Byrettens begrundelse: Horsens
Adoptivbarnet, der nu er 3 år, har, siden hun var 2 måneder gammel, været frivilligt anbragt først på BO’s børneafdeling og siden den 31. oktober 2018 i plejefamilie. Hun er efter Ankestyrelsens afgørelse af 14. august 2019, der er stadfæstet ved dom af 15. januar 2020, frigivet til adoption uden de biologiske forældres samtykke, og hun er herefter adopteret af adoptivforældre, hvis navn og bopæl er ukendt for de biologiske forældre.
Efter de biologiske forældres forklaringer lægger retten til grund, at de under den frivillige anbringelse havde samvær med barnet 1 time hver måned, og at de sidst har set barnet i januar 2020.
Forældreansvarslovens § 20 a, der blev indsat ved lov nr. 494 af 12. juni 2009, havde oprindelig følgende ordlyd:
»§ 20 a. Er barnet adopteret, kan der i helt særlige tilfælde efter anmodning fra barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt med disse, hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.«
Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 105 af 28. oktober 2009 fremgår bl.a.:
»…
Den foreslåede bestemmelse er ny. Med bestemmelsen får et adoptivbarn og den oprindelige slægt mulighed for at bevare en vis kontakt i visse tilfælde trods adoptionen. Der henvises til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger.
Udgangspunktet vil fortsat være, at der ikke fastsættes samvær eller anden kontakt med et barn efter adoptionen. I helt særlige tilfælde vil der dog kunne fastsættes samvær eller anden form for kontakt efter adoptionen, hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden kontakt med den oprindelige slægt. Forslaget til § 20 a tager sigte på at bevare et samvær eller en kontakt, og det forudsættes derfor, at ansøgningen om fastsættelse af samvær eller anden form for kontakt indgives inden for kortere tid efter adoptionen eller ophøret af en frivillig aftale om samvær eller anden form for kontakt, således at kontinuiteten i samværet bevares for barnet.
Der kan efter forslaget i helt særlige tilfælde fastsættes samvær eller anden form for kontakt med et barn, hvis der forud for adoptionen har været en relation, som det vil være bedst for barnet at bevare. Relationen skal have spillet en positiv rolle for barnet og også antages at ville gøre det fremover.
…
Det primære anvendelsesområde for bestemmelsen er adoptionssager, hvor et større barn forud for adoptionen har været anbragt uden for hjemmet og under anbringelsen har haft løbende samvær eller kontakt med forældrene.
Bestemmelsen vil hovedsagligt være rettet mod barnets oprindelige forældre, og et eventuelt samvær vil være mere begrænset i hyppighed og omfang end det samvær, der praktiseres og fastsættes i delte familier. Der kan forekomme situationer, hvor barnet ikke har en tæt og nær relation til sine forældre, men derimod en nær relation til bedsteforældre eller forældres søskende. I disse tilfælde kan det være vigtigt, at det er denne tætte og nære relation, som bevares efter adoptionen. Bestemmelsen finder imidlertid kun anvendelse i forhold til slægtninge, da formålet er at beskytte de biologiske bånd, hvis det er bedst for barnet.
Der kan være situationer, hvor flere medlemmer af den oprindelige slægt har haft en tæt relation til barnet forud for adoptionen. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis begge forældre har holdt kontakten med barnet under en anbringelse. Ved afgørelsen om samvær eller anden kontakt vil der i så fald konkret skulle tages stilling til, om det undtagelsesvist vil være til barnets bedste at have samvær eller kontakt med flere oprindelige slægtninge. Der skal i den forbindelse også tages stilling til, om netop samværet med flere – eventuelt på samme tid – gør, at barnet har glæde af samværet. Det er vigtigt, at statsforvaltningen holder sig barnets samlede situation for øje, og at der fastsættes samvær ud fra et langtidsorienteret perspektiv. Vurderes det undtagelsesvist, at flere skal have samvær med barnet, taler det for at begrænse hyppigheden og omfanget heraf.
…«
Ved lov nr. 530 af 29. april 2015 blev § 20 a ændret, således at »navnlig« blev indsat efter »disse«, og betingelsen om, at der skal have været samvær m.v. mellem barnet og ansøgeren forud for adoptionen blev således modificeret. Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 121 af 28. januar 2015 fremgår bl.a.:
»…
Med den foreslåede ændring af § 20 a modificeres betingelsen om, at der skal have været samvær m.v. mellem barnet og ansøgeren forud for adoptionen, før der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt. Efter forslaget skal der navnlig lægges vægt på forudgående samvær, når der efter adoptionen skal træffes afgørelse om fastsættelse af samvær.
Ved vurderingen af, om der skal fastsættes samvær, giver den foreslåede ændring af bestemmelsen mulighed for at tage hensyn til, om der forud for adoptionen har været samvær mellem barnet og ansøgeren.
Med den foreslåede ændring vil det bl.a. blive muligt at fastsætte samvær mellem et helt lille barn og de oprindelige slægtninge efter bortadoption af barnet, selvom der ikke har været kontakt forud for adoptionen. I sådanne tilfælde forudsætter fastsættelse af samvær, at samværet kan foregå under betryggende forhold, eventuelt med professionel støtte, og at samværet vurderes at være bedst for barnet.
…«
Forældreansvarsloven er senest ændret ved lov nr. 497 af 1. maj 2019, hvor formuleringen om, at der alene kan fastsættes samvær i »helt særlige tilfælde« er udgået. Ifølge forarbejderne er der alene tale om en sproglig præcisering uden betydning for bestemmelsens realindhold.
Efter oplysningerne om barnets alder og forhold ved anbringelsen i plejefamilie, barnets reaktioner under samvær, oplysningerne om de biologiske forældres personlige forhold, og perioden, hvor barnet har været sammen med adoptivforældrene, finder familieretten efter en samlet vurdering, hvori tillige indgår barnets særlige behov for ro, stabilitet og tryghed med henblik på at opnå tilknytning og kunne danne relationer til adoptivforældrene, at det er bedst for barnet, at der ikke er samvær med de biologiske forældre, hvorfor adoptivforældrenes påstand om frifindelse, tages til følge. Oplysningerne om barnets samvær med de biologiske forældre før adoptionen kan ikke føre til en anden afgørelse
Landsrettens begrundelse:
Det følger af forældreansvarslovens § 20 a, at der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopterede barn, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.
Efter forældreansvarslovens § 4, 1. pkt., skal en afgørelse om samvær eller anden form for kontakt træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse skal efter forældreansvarslovens § 1 komme i første række.
Ved vurderingen af barnets bedste skal der anlægges en helhedsvurdering af barnets samlede situation både på kort og langt sigt, og der bør lægges vægt på, at barnet står i en særlig situation efter en adoption, hvor der skal skabes en tilknytning mellem barnet og adoptivfamilien, og hvor barnets behov for en stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes.
B, der er født den … 2018, blev anbragt på BO’s børneafdeling i begyndelsen af oktober 2018 og havde forinden siden fødslen opholdt sig sammen med sin mor på BO.
Den 31. oktober 2018 blev B anbragt i en plejefamilie, og hun blev efter ankedom af 15. januar 2020 frigivet til adoption uden de biologiske forældres samtykke. Hun blev herefter adopteret af adoptivforældrene, hvis navn og bopæl ikke er kendt af de biologiske forældre. B har således tidligt i sit liv oplevet flere store skift. Det må derfor anses for afgørende for B’s trivsel, at hendes tilknytning til adoptanterne sikres bedst muligt.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder oplysningerne om B’s reaktioner under samvær, oplysningerne om de biologiske forældres personlige forhold og den tid, som B har haft ophold hos adoptanterne, tiltræder landsretten, at det er bedst for B, at der ikke er samvær med de biologiske forældre.
Det tiltrædes endvidere, at det forhold, at der i perioden efter anbringelsen i plejefamilien og frem til den 13. januar 2020 var samvær mellem B og appellanterne 1 time hver måned, ikke kan føre til en anden vurdering, idet disse samvær ikke kan antages at have skabt en sådan betydningsfuld og positiv relation mellem B og hendes biologiske forældre, at samvær nu kan anses for at være det bedste for hende.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.