Ikke samvær for F med P på 11 år, VLD 23. september 2020, utrykt

Ikke samvær for F med P på 11 år, VLD 23. september 2020, utrykt

Oplysninger i sagen:

F og M har fælles forældremyndighed.

Den 13. august 2015 aftalte parterne i Statsforvaltningen, at F og P skulle have samvær i dette omfang:

Weekend: i lige uger fra fredag med afhentning i Sfo til søndag i lige uger kl. 16.00.

Hverdag: torsdag i ulige uger, hvor far henter P i Sfo og afleverer hende fredag morgen i ulige uger i skole. Første gang den 27. august 2015.

+ ferie

P har ikke haft samvær med F siden juni 2019, idet M ikke har udleveret P i overensstemmelse med samværsaftalen. Indtil juni 2019 havde P samvær med F hver anden weekend.

Den 30. juli 2019 besluttede Familieretten her ved retten at henvise sagen til Familieretshuset til vurdering af, om samværet skulle ændres eller ophæves, jf. retsplejeloves § 456 p, 2. pkt. Familieretten tog derfor ikke stilling til en anmodning fra F om udlevering af P til samvær.

Der har været afholdt børnesamtaler med P den 4. august 2019 i Familierettens regi og den 20. december 2019 i Familieretshuset.

Byrettens begrundelse (29. maj 2020):

Efter indholdet af børnesamtalerne lægger familieretten til grund, at P er mest knyttet til sin mor, som hun har boet hos siden ophævelsen af samlivet mellem moderen og faderen, men at hun også er glad for sin far. Det er dog indtrykket, at P hos sin far savner tryghed og ordnede forhold, idet hans hjem er præget af alkoholindtagelse, hans fravær som følge deraf og den utryghed, der for børn er forbundet dermed.

P har under samtalerne givet udtryk for, at hun for tiden ikke ønsker samvær med sin far, men har samtidig peget på, at der tidligere har været positive elementer ved samværet, herunder samvær med veninder, og at hun kan acceptere samvær, hvis hendes far ikke sover så meget og derved er fraværende. Det er de sagkyndige deltageres indtryk, at Ps holdning til sin far til dels skyldes påvirkning fra hendes mor.

Der har siden samlivsophævelsen været et dårligt samarbejdsklima forældrene imellem. Det har blandt andet givet sig udslag i, at det var nødvendigt at fastsætte en meget detaljeret samværsaftale, som ikke har kunnet fastholdes eller fuldbyrdes.

Efter en samlet vurdering af Ps forhold finder familieretten herefter, at det dårlige samarbejde skyldes begge forældre, at Ps vægring ved at have samvær skyldes både faderens fravær og opførsel under samvær og det indtryk om faderen, som P har fået fra moderen, og at P ikke har udelukket fremover at have samvær med sin far.

Selv om et samvær kan være vanskeligt at fuldbyrde, hvis F ikke ændrer de forhold, der gør, at P konkret ikke ønsker at deltage i samvær, finder familieretten, at det nu er bedst for hendes bevarelse af  tilknytningen til sin far, at der fastsættes rammer for et samvær. De omstændigheder, at der ved aftalen i 2015 er fastsat et samvær, som efter aftalens indhold kan fuldbyrdes, og at familieretten her den 30. juli 2019 ikke ville fuldbyrde samværet, men henviste sagen til Familieretshuset, fører ikke nu til en anden vurdering. Familieretten fastsætter herefter samvær som nedenfor bestemt, idet samværsaftalen fra 2025 ophører, jf. forældreansvarslovens § 19 og § 21.

(Resultat)

12/2 samvær + noget ferie.

Landsretten:

Der er for landsretten fremlagt kopi af modtagejournal fra perioden 8. juli 2019 til 21. august 2019 fra X kommune.

Retten i Holstebro har den 26. juni 2020 afsagt kendelse om, at P ikke skal udleveres til samvær med F. Der blev i forbindelse med rettens behandling af spørgsmålet om udlevering afholdt børnesamtale den 18. juni 2020 af psykolog Psk. Notatet af børnesamtalen er fremlagt.

Landsrettens begrundelse:

Det kan efter sagens oplysninger lægges til grund, at P i perioden fra samlivsophævelsen, da P var omkring 1½ år gammel, og frem til sommeren 2019 havde regelmæssigt samvær med sin far. Det kan efter bevisførelsen ikke lægges til grund, at der har været forhold i farens hjem eller episoder under samværet, der i sig selv giver anledning til at antage, at samværet ikke har været til Ps bedste. P har selv under børnesamtalerne givet udtryk for, at hun på længere sigt gerne vil have kontakt med sin far, men at hun har brug for en periode, hvor hun ikke skal forholde sig til samværsspørgsmålet.

På baggrund af notaterne fra de gennemførte børnesamtaler, herunder samtalen afholdt den 18. juni 2020, og bevisførelsen i øvrigt lægger landsretten til grund, at Ps nuværende holdning til samvær med sin far er præget af morens negative indstilling til faren og til Ps samvær med ham, og at P i høj grad er inddraget i konflikten mellem forældrene, og at dette er en stor følelsesmæssig belastning for hende.

Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder særligt psykolog Psks konklusion på baggrund af samtalen med P den 18. juni 2020, finder landsretten, at det på nuværende tidspunkt vil være bedst for P, at der ikke fastsættes samvær med F.

Landsretten ændrer derfor familierettens dom i overensstemmelse hermed.

(Resultat – IKKE samvær).

Kommentar:

Jeg har modtaget dommen fra Ms advokat.

Som nævnt i landsretsdommen, har der været en tvangsfuldbyrdelsessag efter byretsdommen og før landsretssagen. Begrundelsen i den sag lød sådan:

”Det fremgår af psykologens redegørelse, at det efter psykologens vurdering ikke vil være til barnets bedste at gennemføre et samvær, da barnet entydigt giver udtryk for ikke at ønske samvær, og samtidig er meget belastet følelsesmæssigt af situationen. På den baggrund kan samværet på tiden ikke gennemføres ved tvang, da en tvangsmæssig gennemførelse af samværet ikke varetager barnets bedste. Det forhold, at barnet er påvirket af moderen, kan ikke føre til et andet resultat, da det er barnet, der er fanget i en længerevarende loyalitetskonflikt mellem forældrene.”

Landsrettens dom er afsagt efter den nye Højesteretsdom om samværschikane. Højesterets dom blev afsagt den 8. september 2020. Vestre Landsrets dom er afsagt den 23. september 2020.

Sagen illustrerer flere interessante problemstillinger.

Den ene problemstilling er, at tvangsfuldbyrdelsessystemet helt grundlæggende er ganske mærkeligt. Byretten bestemmer den 29. maj 2020, at der skal være samvær på modellen 12-2. F sender sagen i Familieretten med henblik på tvangsfuldbyrdelse.

I praksis overruler en dommerfuldmægtig i byretten den 26. juni  den ”rigtige dommers” afgørelse fra maj.

Når jeg læser afgørelsen tænker jeg, at dommerfuldmægtigen har været klogere end dommeren. Dommeren havde jo druk-problemerne i sin bevidsthed. Byretsdommerens præmisser oser langt væk af politisk korrekthed. Den korrekthed, der siger samvær for enhver pris. Det begrænsede samvær må være et udtryk for dommerens overvejelser af, hvor meget P skal kunne tåle af Fs drikkeri.

Det står med flammeskrift, at P modsætter sig samværet.

Det står også med flammeskrift, hvad der er problemet. F er angiveligt et drikfældigt rodehoved.

P elsker sin far og siger vel oversat til almindeligt dansk i voksensprog, at hvis bare han kunne lære at opføre sig ordentligt og holde sig ædru, vil hun jo gerne se ham.

Så siger ”systemet”, at det er M, der er noget galt med. Altså en slags samarbejdschikane.

Men hvilken forælder vil elske at aflevere sit barn til samvær med en person, hvis adfærd er som beskrevet i byrettens præmisser?

Landsretten bruger nu en terminologi, som harmonerer med almindelige retssager og bevisførelsen heri. Det er ret vanvittigt at anføre, at det ”efter bevisførelsen ikke (kan) lægges til grund, at der har været forhold i farens hjem eller episoder under samværet, der i sig selv giver anledning til at antage, at samværet ikke har været til Ps bedste.”

P har øjensynligt fortalt det under sin børnesamtale. M har antydet det under forklaringen. F har bestridt. Nå ja: sådan er det altså i disse sager. Når landsretten taler om ”bevisførelse” må man huske, at disse sager er underlagt officialmaksimen, hvilket betyder, at det er retten, der bestemmer bevisførelsen. Var der en børnesagkyndig undersøgelse? Næe! Og selv hvis der havde været en sådan, var der jo nok ryddet op, når den børnesagkyndige kom på besøg.

Det er sikkert rigtigt, at nogle drikfældige forældre sikkert er udmærkede forældre. Men afvejningen må jo være, hvordan barnet oplever det. Der skal tages hensyn til barnets synspunkter alt efter dets alder og modenhed.

Hvorfor skal M så lige have et rap over fingrende i præmisserne. Det synes jeg ikke, at denne sag umiddelbart lægger op til.

Viggo Bækgaard

30. september 2020