Ikke overførelse af forældremyndigheden over 7-årig P til F trods samværschikane, TFA 2010/350 ØLD
Byrettens begrundelse:
På baggrund af såvel sagens akter som parternes forklaringer finder retten, at forholdet mellem sagsøgeren og sagsøgte er så konfliktfyldt, at det vil være umuligt at forestille sig nogen form for samarbejde mellem dem om D. Retten finder derfor, at det vil være det bedste for D, at der heller ikke fremover etableres fælles forældremyndighed. Retten lægger ud fra sagens akter til grund, at sagsøgte i en længere årrække har udøvet samværschikane ved at nægte at efterfølge samværsafgørelserne, nægte at udlevere D og ved i en periode at gå under jorden, ligesom sagsøgte administrativt og retligt har modarbejdet ethvert samvær. Sagsøgte nærer en angst for sagsøgeren, som er ubegrundet og irrationel, og som hun også har påført D ved at involvere hende i konflikten med sagsøgte. Sagsøgte er i den børnesagkyndige erklæring fra psykolog T beskrevet som lidende af depressioner og stemnings- og grådlabilitet. Det lægges til grund, at sagsøgte i perioder har haft vanskeligt ved at tage vare på D og har været afhængig af bistand fra sine forældre, som synes meget involveret i konflikten. Psykologen omtaler en beskrivelse af D fra børnehaven og konkluderer, at D ikke er alderssvarende udviklet socialt og emotionelt. Han finder det betænkeligt, at sagsøgte påvirker D med sin måde at opfatte og forstå tingene, hvorved der sker en sammenblanding af D’s, og sagsøgtes følelser. Hun får derved nogle forkvaklede billeder af en far, som kan frygtes at blive generaliseret. Retten finder, at disse forhold giver grundlag for at nære betydelige betænkeligheder ved sagsøgtes forældreevne. Det må imidlertid bemærkes, at de lægeerklæringer, som danner grundlag for vurderingen af sagsøgte, forekommer kortfattede og uunderbyggede og er tilvejebragt af sagsøgte selv til brug for andre spørgsmål, herunder hendes evne til at møde i retten. Psykologens konklusioner om D synes endvidere alene baseret på en kortfattet udtalelse fra børnehaven udarbejdet af hendes pædagoger. Der foreligger derfor ikke efter rettens opfattelse undersøgelser, som danner sikkert grundlag for at udtale sig om hverken sagsøgtes eller D’s forhold, og retten er afskåret fra at indhente yderligere undersøgelser. Retten må konstatere, at der ikke har været nogen form for kontakt mellem sagsøgeren og D siden 2005, og at der ikke har været regelmæssig kontakt, siden D var 7 måneder gammel. På trods af, at dette i alt væsentligt alene kan tilskrives sagsøgtes forhold, finder retten, at det ville være særdeles traumatisk for D, såfremt forældremyndigheden over hende skulle tillægges sagsøgeren. Retten lægger endvidere vægt på, at psykolog T trods sine forbehold over for sagsøgte beskriver, at sagsøgte i de rolige perioder er i stand til at tage vare på D, som er tryg ved sagsøgte og tæt knyttet til hende. Psykologen har observeret, at sagsøgte giver god kontakt til D, og der ses en grundlæggende god relation mellem dem. Sagsøgte formår også at drage daglig omsorg for D og er i besiddelse af ro og glæde i samværet med hende. Retten vurderer derfor, at det ikke på nuværende grundlag kan fastslås, at sagsøgte ikke fremover vil være i stand på at drage fornøden omsorg for D. Retten lægger herved også vægt på, at de sociale myndigheder, som har været involveret i sagen, ikke har fundet grundlag for at gribe ind over for D’s forhold. På den baggrund vurderer retten, at selv om der er gode grunde til at antage, at sagsøgeren fuldt ud vil være i stand til at tage vare på D, vil et sådant opbrud efter rettens opfattelse være for indgribende for hende og forbundet med så voldsomme omkostninger, at det ikke er det bedste for D. Retten finder derfor, at sagsøgte fortsat skal have forældremyndigheden over D, hvorfor sagsøgte frifindes. Retten har noteret sig, at parterne er enige om, at retten, når sagsøgte fortsat har forældremyndigheden over D, ikke har kompetence til at tage stilling til samvær.
Landsrettens begrundelse:
Efter de for landsretten foreliggende oplysninger må begge forældre anses for egnede til at have forældremyndigheden. Landsretten finder som byretten at kunne lægge til grund, at indstævnte i en længere årrække har udøvet samværschikane ved uden rimelig grund at have hindret appellantens samvær med D. Efter forarbejderne til forældreansvarsloven skal retten i de tilfælde, hvor samværschikane påvises, blandt andet overveje at overføre forældremyndigheden til den anden forælder, hvis denne må anses som bedre egnet til fremover at varetage samarbejdet omkring barnet og sørge for, at kontakten til den anden forælder bliver opretholdt. Landsretten vurderer dog, på samme måde som byretten, at det på nuværende tidspunkt vil være så indgribende og forbundet med sådanne omkostninger for D, såfremt forældremyndigheden over hende skulle overføres til appellanten, at en overførelse i dag ikke vil være bedst for D. På denne baggrund og af de grunde, der i øvrigt er anført af byretten, stadfæster landsretten dommen.
Kommentar:
Det er simpelthen så gennemgribende frustrerende at følge med i behandlingen af børnesager efter forældreansvarsloven.
Faktum er, at betænkningen siger et, loven og bemærkningerne næsten det samme – hvorefter “systemet” agerer i åbenlys strid hermed. Her er det samværschikane, som er eksemplet. Men det kunne stort set være på alle andre områder, hvor det samme gør sig gældende.
Denne sag synes at illustrere, at bare man er indædt nok i sin modstand, vil man få sin vilje. Dilemmaet er til stadighed, at hvad der er bedst for barnet og de gode ord i lov og bemærkninger om samarbejde og konsekvens kolliderer. Men hvad er egentlig det bedste for barnet? Det er aldrig defineret.
Det forekommer i øvrigt pudsigt og i al fald tankevækkende, at landsretterne er yderst konsekvente i børnebortførelsessagerne men anlægger et andet syn på “bedst for barnet”, når det gælder en række forhold inden for forældreansvarslovens område. se f. eks. TFA 2010/383 ØLK
Viggo Bækgaard