Ikke ophævelse af fælles forældremyndighed og ikke tilladelse til, at M tager 13-årig P med til Australien, TFA 2019/62 ØLD


Ikke ophævelse af fælles forældremyndighed og ikke tilladelse til, at M tager 13-årig P med til Australien, TFA 2019/62 ØLD

Byrettens begrundelse

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder om partenes indbyrdes forhold, samarbejde og konfliktniveau, finder retten, at der ikke er påvist sådanne konkrete omstændigheder, der giver holdepunkter for at antage, at parterne ikke i fremtiden kan samarbejde om B’s forhold til hendes bedste.

Retten har herved navnlig lagt vægt på parternes forklaringer om det hidtidige samarbejde, der har fungeret tilfredsstillende og uden problemer, hvilket også støttes af udtalelsen fra … Skole. Det forhold, at parterne ikke har kunnet opnå enighed i spørgsmålet om B’s eventuelle flytning af sin bopæl til Australien, kan ikke i sig selv føre til et andet resultat.

Spørgsmålet er herefter, om M kan have B’s bopæl i Australien. Retten lægger i den forbindelse til grund, at M ikke ønsker at flytte til Australien uden B.

Efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., kan retten træffe afgørelse om, at et barn kan have bopæl hos en forælder, der har eller ønsker at få bopæl i udlandet. Afgørelsen skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.

På baggrund af særligt indholdet af den børnesagkyndiges samtale med B, hvoraf det fremgår, at B er tæt knyttet til sin far, sammenholdt med, at F ved en flytning vil få begrænset mulighed for at varetage ansvaret og omsorgen for samt opretholde kontakten til B i en periode på mere end 2 år, finder retten, at det må anses for bedst for B, at hun ikke kan have bopæl hos sin mor i Australien.

Retten tager derfor F’s påstand om frifindelse til følge.

Landsrettens begrundelse

Landsretten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst. B’s holdning, nemlig at hun gerne vil med sin mor og halvsøster til Australien i en tidsbegrænset periode, er således velbelyst i referatet fra samtalen i byretten. Anmodningen om gennemførelse af en yderligere børnesamtale imødekommes derfor ikke.

Heller ikke for landsretten er der grundlag for at antage, at der er konflikter mellem parterne, som kan begrunde, at den fælles forældremyndighed skal ophæves.

Påstanden herom tages derfor ikke til følge.

Uanset at M har oplyst, at opholdet i Australien vil være tidsbegrænset til 2-2½ år, svarende til varigheden af hendes kærestes tilbageværende midlertidige ansættelse, vil en afgørelse, som giver hende medhold i den subsidiære påstand, indebære, at hun tidsubegrænset har tilladelse til at lade B have bopæl i Australien. Der er således ikke efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., adgang til at tidsbegrænse en tilladelse til at lade et barn få bopæl i udlandet.

M har også for landsretten tilkendegivet, at hun – hvis landsretten måtte stadfæste byrettens dom – ikke vil flytte til Australien.

Efter forklaringerne og de øvrige oplysninger i sagen lægger landsretten til grund, at B har et tæt forhold til begge forældre og også har et nært forhold til sine [udenlandske] og danske bedsteforældre. Det lægges tillige til grund, at B trives i skolen i … og med det liv, hun har med sin mor og halvsøster i … og hos sin far på ….

Landsretten er enig med byretten i, at en tilladelse som påstået – uanset om den kun udnyttes i det omfang, som M har oplyst, at hun planlægger at opholde sig i Australien – vil indebære, at B’s adgang til at have kontakt til og samvær med F vil blive væsentlig forringet, ligesom det vil vanskeliggøre en opretholdelse af forholdet til bedsteforældrene i [fremmed land].

På den nævnte baggrund finder landsretten, at der er et sådant tungtvejende hensyn til, at B skal kunne opretholde kontakten til begge forældre, at det vil være bedst for B, at hendes mor, M, ikke får tilladelse til at lade B have bopæl i Australien.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Kommentar:

Det er en afgørelse, hvor parterne har anvendt det princip, som jeg nogle gange har plæderet for – nemlig et ”ansøgningsprincip”, hvor man populært sagt søger retten om tilladelse til at flytte til Australien i dette tilfælde.

M har ”søgt” om det og samtidig tilkendegivet, at hun ikke ville flytte derned, hvis 13-årige P ikke kom med.

Sagen bør for den særligt interesserede læses i sin helhed. Det fremgår f. eks. tydeligt, at P er bragt i et ret stort dilemma og loyalitetskonflikt. Hun har i børnesamtalen været rigtig meget ”på den ene side og på den anden side”.

Når jeg læser dommen, får jeg indtryk af, at Ms valg om at tilkendegive kun at ville flyttet, hvis P kom med, blev afgørende.

Viggo Bækgaard