Ikke hjemmel i forældreansvarsloven til at fastsætte bopælsforælderens ferie, TFA 2009/444 Familiestyrelsen

Ikke hjemmel i forældreansvarsloven til at fastsætte bopælsforælderens ferie, TFA 2009/444 Familiestyrelsen

M havde anmodet om erstatningssamvær, fordi F (bopælsforælderen) havde holdt ferie mere end det normale antal ferieuger.

Familiestyrelsens begrundelse i udpluk:

Vi er enige med statsforvaltningen i, at der ikke er grundlag for at fastsætte erstatningssamvær.
Vi kan oplyse, at der ved afgørelser om erstatningssamvær især lægges vægt på, om bopælsforælderen uden rimelig grund hindrer barnets samvær med samværsforælderen, eller om tabet af samværsdage har haft betydning for forholdet mellem barnet og samværsforælderen.

Der fastsættes normalt ikke erstatningssamvær, hvis samværet bortfalder, fordi den af forældrene, der har barnet boende, holder ferie med barnet. Baggrunden herfor er, at barnet skal have mulighed for at holde ferie i en længere sammenhængende periode sammen med den, som barnet bor hos.

Vi har noteret os, at du ved kendelse af 2. oktober 2008 fra Fogedretten i Y er blevet tilkendt erstatningssamvær for den fjerde sommerferieuge, som faren holdt med B. Fogedretten har ved deres kendelse lagt vægt på, at “faren ifølge samværsafgørelsen kun har ret til tre ugers ferie” med B.

Vi bemærker, at forældreansvarsloven ikke giver hjemmel til at regulere, hvornår bopælsforælderen holder ferie med barnet. Forældreansvarsloven giver f.eks. ikke mulighed for at bestemme, at bopælsforælderen alene må holde 3 ugers sommerferie med barnet. Det ses heller ikke at fremgå af statsforvaltningens samværsafgørelse, at faren kun kan holde 3 ugers sommerferie med B.