Ikke grundlag i samarbejdsvanskeligheder eller i psykiske forhold for ophævelse af fælles forældremyndighed, TFA 2012/166 VLD
Byrettens begrundelse
F har oplyst nu at være i daglig, medicinsk behandling efter at han blev diagnosticeret med ADHD og Borderline, der tidligere førte til misbrug og skade på sig selv, og at han har fået tilknyttet en kontaktperson, der nogle timer ugentligt støtter ham i forhold til de daglige rutiner, personligt og praktisk. Det fremgår, at F har vanskeligt ved at skabe struktur og planlægning og ved at fastholde koncentrationen. Han er nu i bedring og erkender, at der er behov for stabilitet, hvilket dog har vist sig vanskeligt også under behandlingen af denne sag i forhold til fremmøde for statsforvaltningen i forbindelse med stillingtagen til samvær med A. Der er som følge af disse forhold en betydelig utryghed hos M, der påvirker A, og samarbejdet mellem parterne har derfor været problematisk og i perioder ikke eksisterende, som det aktuelt igen er tilfældet efter statsforvaltningens oplysninger.
Retten anser det derfor på nuværende tidspunkt for at være bedst for A at ophæve den fælles forældremyndighed og at tillægge forældremyndigheden alene til M som den primære omsorgsperson.
Landsrettens begrundelse:
Efter forældreansvarslovens § 11 kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde, der taler derfor.
Der er ikke oplysninger om svære og uovervindelige samarbejdsvanskeligheder mellem parterne i forhold til A, og F’s psykiske tilstand har efter de foreliggende oplysninger ikke en sådan karakter, at denne i sig selv kan føre til, at den fælles forældremyndighed bør ophæves.
Den mangel på interesse for deltagelse i forældreansvaret, som F har udvist ved ikke at have deltaget i det aftalte månedlige samvær med A hos M, kan heller ikke på nuværende tidspunkt føre til, at den fælles forældremyndighed ophæves.
Betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed er herefter ikke opfyldt, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4. Landsretten tager derfor F’s påstand om frifindelse til følge.