Ikke grundlag for at fastholde fælles forældremyndighed i et fremadrettet perspektiv efter en helhedsvurdering, Forældremyndighed hos M, TFA 2013/493 ØLD.
Byrettens begrundelse:
Efter parternes forklaringer lægger retten til grund, at parterne fra pigernes fødsel i marts 2009 boede sammen frem til begyndelsen af 2010 og igen fra september 2010 til marts/april 2011, hvorefter de ophævede samlivet endeligt. Parterne har endvidere begge passet børnene og været en del af børnenes liv under samlivet. Faderen har efter samlivets ophør alene haft samvær med børnene i august 2011, og derefter har faderen af moderen været henvist til at kontakte statsforvaltningen om samvær, hvilket han gjorde den 5. marts 2012.
Faderen har efter sin egen forklaring og moderens forklaring haft et mangeårigt stofmisbrug, og han er gået i behandling herfor hos et misbrugscenter, hvor han også bor. Parterne er enige om, at faderens forhold til pigerne skal genetableres ved professionel hjælp.
Under disse omstændigheder finder retten, at faderens personlige forhold ikke er af en sådan karakter, at han ikke har forældreevne eller ikke kan varetage forældremyndigheden over pigerne sammen med moderen. Der er endvidere ikke oplysninger om parternes kommunikation eller samarbejde i øvrigt, som giver grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Herefter er der ikke tungtvejende grunde til at ophæve den fælles forældremyndighed, og det vil være bedst for både A og B, at parterne fortsat har fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, jf. § 4.
Retten tager derfor faderens påstand til følge.
Landsrettens begrundelse:
Den indankede dom er afsagt som en deldom i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 2. Det resterende spørgsmål om samvær er afgjort ved dom af 18. september 2012 fra Retten i Næstved og er upåanket. Den indankede dom fastslog, at parterne skulle have fælles forældremyndighed over fællesbørnene A og B, og landsretten finder, at dommen kan indbringes for højere ret i medfør af § 253, stk. 4, jf. stk. 3, uden særskilt tilladelse.
Spørgsmålet om ophævelse af den fælles forældremyndighed skal afgøres efter forældreansvarslovens § 11, 2. pkt. I sin oprindelige affattelse havde § 11 følgende ordlyd, jf. lov nr. 499 af 6. juni 2007:
»§ 11. Er forældre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever sammen, ikke enige om forældremyndigheden, afgør retten, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældremyndigheden alene. Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der foreligger tungtvejende grunde.«
I bemærkningerne til bestemmelsen er bl.a. anført følgende, jf. LF 133 af 31. januar 2007 (Til § 11):
». . .
Efter lovforslagets § 11 kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis tungtvejende grunde af hensyn til barnet taler for det. Bestemmelsen fastslår et grundlæggende princip om, at et barn har ret til to forældre, hvilket indebærer, at forældrene – uanset at de ikke lever sammen længere – skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, og dels ved at samarbejde omkring væsentlige beslutninger om barnets forhold. Det er også begge forældres ansvar, at der er samvær med den forælder, som barnet ikke bor hos. Afgørelsen skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovforslagets § 4.
Det kræves efter § 11 ikke, at der er enighed mellem forældrene om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Det centrale er, om forældre kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet.
Der må imidlertid ikke være så svære og uovervindelige samarbejdsvanskeligheder mellem forældrene i forhold til barnet, at det positive for barnet i, at der dømmes til fælles forældremyndighed, overskygges af forældrenes alvorlige konflikter. Vurderer retten, at forældrenes uenighed og konflikt i forhold til forskellige forhold vedrørende barnet eller samarbejdet herom, er så voldsom, at barnet lider under det, må retten ophæve den fælles forældremyndighed.
. . .
Det må således tillægges stor vægt, hvem af forældrene, der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets samvær med den anden forælder. . . .
Det kan som udgangspunkt heller ikke anses for at være i barnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndighed, hvis en forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver, f.eks. på grund af massivt misbrug, en alvorlig psykisk lidelse eller andet, der gør forælderen uegnet til at deltage i væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv.
Der kan også være tale om, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks. være en forælder, som efter samværspraksis ikke vil få samvær – eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået at være i stabil kontakt med sit barn eller har været fraværende i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold.
. . .«
Ved lov nr. 600 af 18. juni 2012 affattedes § 11, 2. pkt. således:
»Retten kan kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.«
I bemærkningerne til loven er bl.a. anført følgende, jf. LF nr. 157 af 13. april 2012 (til § 1):
»Den foreslåede formulering af § 11, 2. pkt., er en mindre ændring af bestemmelsen. Afsættet for vurderingen af, om den fælles forældremyndighed skal ophæves, er fortsat forældreansvarslovens overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet, bl.a. gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed. Afgørelsen skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4, og i, om der er konkrete holdepunkter for, at forældrene ikke vil kunne samarbejde om barnet til barnets bedste. Det kræves således efter § 11 fortsat ikke, at der er enighed mellem forældrene om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Det centrale er, om forældrene kan håndtere deres eventuelle uenigheder på en sådan måde, at det ikke går ud over barnet.
Det foreslås, at de kriterier og hensyn, som inddrages i vurderingen af spørgsmålet om ophævelse af den fælles forældremyndighed efter de gældende regler, fortsat skal inddrages, da disse forhold også vil have betydning for samarbejdspotentialet. . . . Det kan som udgangspunkt heller ikke anses for at være i barnets interesse, at der dømmes til fælles forældremyndighed, hvis en forælder er uegnet som forældremyndighedsindehaver, f.eks. på grund af massivt misbrug, en alvorlig psykisk lidelse eller andet, der gør forælderen uegnet til at >> 2197 >> deltage i væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv. Der kan også være tale om, at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv. Det kan f.eks. være en forælder, som efter praksis ikke vil få samvær, eksempelvis fordi den pågældende ikke har formået at være i stabil kontakt med barnet eller har været fraværende i barnets liv i flere år, og den manglende kontakt kan tilskrives samværsforælderens egne forhold.
Hertil kommer, at retten efter den foreslåede nyaffattelse af § 11, 2. pkt., kun kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Det betyder, at der skal kunne påvises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde – også fremadrettet – til bedste for barnet. Dette vil afhænge af en konkret vurdering, hvor det kan tillægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne fundament for et egentligt samarbejde. Fælles forældremyndighed må således forudsætte, at forældrene realistisk set er i stand til sammen og inden for rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet, og at forældrene ikke mere regelmæssigt har behov for myndighedernes hjælp til at kunne træffe beslutninger om barnet, og uden at der opstår vedvarende konflikter. Manglende tillid til den anden forælder eller manglende vilje til eller evne til at være fleksibel og tilpasse sin egen opfattelse til den anden forælders opfattelse kan indikere, at fælles forældremyndighed ikke er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.
. . .«
Ved ændringsloven fra 2012 ophævedes et krav om, at der krævedes tungvejende grunde for at ophæve den fælles forældremyndighed, således at det fremover alene er et krav, at der findes holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Det fremgår af bemærkningerne til § 11 i den oprindelige affattelse og til ændringsloven, at den overordnede intention med loven er at fastholde forældrenes fælles ansvar for deres børn. Af bemærkningerne fremgår videre, at en ophævelse af fælles forældremyndighed kan være indikeret, hvis en forælder er uegnet til at deltage i væsentlige beslutninger vedrørende barnets liv, eller at en forælder ikke er interesseret i at varetage omsorgen for barnet og ved sin adfærd har vist, at den pågældende ikke har til hensigt at deltage i barnets liv.
Landsretten lægger vægt på indstævntes personlige forhold, herunder at han fortsat ikke har fast adresse, at han efter sin egen forklaring alene har været stoffri i ca. 4½ måned, at han fortsat forbruger hash af og til, at han ikke har set pigerne siden august 2011 og ikke har gjort forsøg på at være sammen med pigerne siden afsigelsen af den indankede dom.
En helhedsvurdering må herefter føre til, at der ikke er grundlag for at fastholde den fælles forældremyndighed over pigerne A og B.
Landsretten tager derfor appellantens påstand til følge.
Man kan lægge mærke til den meget grundige begrundelse i landsrettens dom. Det forekommer tydeligt, at man med den pågældende afgørelse forsøger at slå fast, hvad der egentlig ligger i lovændringen i 2012.
Efter min læsning af dommen, vil den være en af de relativt få domme, som kan få reel præjudikatsvirkning. (betydning for andre sager).
Viggo Bækgaard