Ikke erstatningssamvær, da det ikke var godtgjort, at F havde misligholdt samværsresolutionen, TFA 2009/400 VLK

Ikke erstatningssamvær, da det ikke var godtgjort, at F havde misligholdt samværsresolutionen, TFA 2009/400 VLK

Fogedrettens kendelse:

Da A er udleveret til samvær, er der ingen aktuel misligholdelse. Betingelserne for at fastsætte erstatningssamvær er derfor ikke opfyldt, jf. retsplejelovens § 536, stk. 5.

Landsrettens begrundelse:

Kærende M’s anmodning om fogedrettens bistand til gennemførelsen af kærendes samvær fra den 17. december kl. 14.30 til den 22. december 2008 er dateret 17. december 2008. Den er modtaget af fogedretten pr. telefax samme dag og i original den 19. december 2008. Det fremgår af fogedbogen, at sagen den 22. december 2008 blev udsat til den 16. januar 2009, hvor en mundtlig forhandling fandt sted, og den påkærede kendelse blev afsagt. Sagen må herefter anses for at have været under behandling ved fogedretten i perioden 17.-22. december 2008.

Det fremgår af kendelsen, at parterne var enige om, at kærende den 20. november 2008 vidste, at indkærede skulle holde ferie med A i det nævnte tidsrum. Herefter er det ikke godtgjort, at indkærede på en sådan måde har misligholdt sin forpligtelse efter den dagældende samværsresolution og parternes aftale til at varsle sin ferie senest 4 uger før afviklingen, at fogedrettens bistand til samværets gennemførelse i den omhandlede periode har kunnet forlanges, og det tiltrædes derfor, at fogedretten har afslået at fastsætte erstatningssamvær efter retsplejelovens § 536, stk. 5.

Den påkærede kendelse stadfæstes derfor.

Kommentar:

Begge instanser når til samme resultat. For den ikke trænede domslæser står det måske ikke helt klart, at der er himmelvid forskel på de to begrundelser.

Ved at læse landsrettens begrundelse et par gange, står det måske nogenlunde klart, hvad det hele drejer sig om.

For det første skal der være tale om en overtrædelse af samværsresolutionen. Man kan ikke få fogedretten til at gennemtvinge et samvær, hvis det ikke er klokkeklart, at barnet ikke er udleveret, og at det skulle have været udleveret.

For det andet er det en betingelse for fastsættelse af erstatningssamvær, at det samvær, som man vil have erstattet, skal være et, der er misligholdt, mens fogedsagen har kørt.

Viggo Bækgaard