Ikke eneforældremyndighed til F over B1 på 7 år og B2 på 4 år men fortsat bopæl hos M trods samværschikane. Dommerne forholder sig ikke til påstande om psykisk vold. Ingen samvær formentlig på grund af de nedlagte påstande, HD 16. august 2024 TFA 2024/308 HD
Byrettens begrundelse
Forældremyndighed og bopæl
Det følger af forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., at retten kun kan ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde – også fremadrettet – om barnets forhold til barnets bedste. Afgørelsen skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. forældreansvarslovens § 4.
Af den udarbejdede sagkyndige og børnesagkyndige undersøgelse fremgår det blandt andet, at det er psykolog Børnesagkyndigs vurdering, at der er tale om to forældre, der begge har de fornødne kvaliteter til at udgøre relevante forældre for Barn 1 og Barn 2.
På baggrund af sagens oplysninger, herunder de af psykolog Børnesagkyndig udarbejdede rapporter og parternes forklaringer, finder retten, at det må lægges til grund, at parterne har et meget vanskeligt samarbejde på grænsen til det ikke eksisterende. Videre må det lægges til grund, at Mors handlinger – om end ikke tilsigtet – får den effekt, at børnene ikke får samvær med deres far.
Uagtet dette finder retten, at det ikke vil være til børnenes bedste for nærværende at ophæve den fælles forældremyndighed og tillægge den Far alene. Retten har herved blandt andet lagt vægt på børnenes alder, og at de er i god trivsel, samt at det fremgår af sagens akter, at Mor udviser god forældreevne. Endvidere lægges vægt på de reaktioner, som særligt Barn 1 har udvist ved at skulle deltage i samvær, og til den tid der er gået siden Far har haft reelt samvær med børnene.
Retten finder herefter, at det uanset det manglende samarbejde vil være bedst for børnene, at parterne i den nuværende situation fortsat har fælles forældremyndighed over Barn 1 og Barn 2.
Tilsvarende overvejelser gør sig gældende for så vidt angår spørgsmålet om børnenes bopæl. Retten finder herefter, at det er bedst for Barn 1 og Barn 2, at de fortsat har bopæl hos Mor.
Samvær
Afgørende for vurderingen af, fastsættelsen af omfanget af samværet, er, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4 i forældreansvarsloven. I forlængelse heraf fremgår det af § 1 i forældreansvarsloven, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse kommer i første række.
Efter forældreansvarslovens § 19, stk. 1, skal barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den af forældrene, som det ikke har bopæl hos. Bestemmelsen bygger på, at det som udgangspunkt er bedst for et barn at have kontakt til begge sine forældre, jf. forældre-ansvarslovens § 4. Samvær fastsættes ud fra en konkret vurdering af barnets forhold, jf. forældreansvarslovens § 21, stk. 2. De overvågede samværsforløb blev for Barn 1 afsluttet forgæves uden samvær med Far ved Familieretshusets afgørelse af 27. januar 2022 særligt som følge af hendes reaktioner på at møde frem til samvær, og for Barn 2 den 28. april 2022 særligt som følgende af hendes behov for en tryghedsperson.
Af de udarbejdede rapporter af psykolog Børnesagkyndig fremgår det blandt andet, at der skal arbejdes aktivt på at genskabe kontakten mellem børnene og deres far, idet relationen er betydningsfuld nu og i børnenes langsigtede identitetsdannelse og personlige udvikling. Det fremgår videre, at der påhviler børnenes mor en vigtig opgave i at støtte børnene i at indgå i dette samvær, og at det er en opgave, som det formodes, at hun skal støttes i fagprofessionelt. Det fremgår afslutningsvist, at hvis der ikke tages aktive skridt til genetablering af kontakten mellem børnene og deres far, er det forbundet med en risiko for, at børnene mister en vigtig relation til deres far.
Af den sagkyndige undersøgelse af Far fremgår det blandt andet også, at Far har de fornødne kvaliteter til at udgøre en relevant forældre for Barn 1 og Barn 2.
Der er gået mere end et år siden forløbene i Familieretshuset blev afsluttet. Barn 1 og Barn 2 er blevet ældre, og der har – som Mor har udtrykt ønske om – ligeledes siden da været ro på i forhold til opstart af samværsforløb.
Retten finder herefter, uanset Mor fortsat oplyser, at det er vanskeligt for hende at være tryghedsperson og børnene fortsat har brug for ro, at det er bedst for børnene, at der opstartes samvær med deres far.
Henset til den tid, der er gået siden børnene har set deres far, samt under hensyntagen til forløbene tidligere i Familieretshuset, finder retten, at samværet skal startes op stille og roligt i et optrapningsforløb, hvor afhentning og aflevering sker indledningsvist fra børnenes institution. Samværet fastsættes som anført nedenfor.
Familieretten henviser til forældreansvarslovens § 19, jf. § 4 og § 21.
Hvis samværet ikke gennemføres, er der automatisk erstatningssamvær i overensstemmelse med bekendtgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. § 9.
Byrettens resultat.
Mor frifindes for påstanden om forældremyndighed og bopæl.
Far og Mor skal fortsat have fælles forældremyndighed over Barn 1, født Dato 1 2017 og Barn 2, født Dato 2 2020.
Barn 1, født Dato 1 2017 og Barn 2, født Dato 2 2020, skal have bopæl hos Mor.
Barn 1, født Dato 1 2017 og Barn 2, født Dato 2 2020, skal have samvær med Far.
(meget begrænset dagsamvær – uden egentlig optrapning)
Landsrettens begrundelse
Landsretten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, herunder at børnenes perspektiv er belyst ved de foreliggende oplysninger. Anmodningen om gennemførelse af børnesamtale med 6-årige Barn 1 imø-dekommes derfor ikke.
Som anført i familierettens dom er de tidligere fastsatte overvågede samværsforløb i 2021 og 2022 afbrudt og afsluttet, uden at disse forløb har ført til, at børnene har haft samvær med Far, bortset fra helt kortvarigt overvåget samvær mellem Barn 2 og Far i foråret 2022. Det blev således af Familieretshuset vurderet, at Barn 1’s udtrykte store modstand mod samvær med Far medførte, at det ikke var til hendes bedste at forsøge at motivere hende til yderligere samvær. For så vidt angår Barn 2 var det ikke muligt at gennemføre de overvågede samvær til Barn 2’s bedste, da Mor ikke kunne være tryghedsperson og ikke udpegede en anden tryghedsperson for Barn 2 i forbindelse med de planlagte overvågede samvær i foråret 2022.
Af de nu fremkomne oplysninger, herunder korrespondancen mellem parterne, fremgår, at der ikke er gennemført samvær som fastsat i den ankede dom af 14. juni 2023. Det fremgår således, at Mor har afholdt ferie med Barn 1 og Barn 2, at Barn 1 og Barn 2 dernæst har været syge, og at ingen af børnene i den efterfølgende periode er kommet til stede i Institution, så deres samvær med Far som bestemt i familierettens dom har kunnet gennemføres. Af underretningen fra Institution fremgår, at der hos børnene er observeret angst, gråd og utryghed på flere af dagene med planlagt samvær, og at institutionen er bekymret for børnenes adfærd og en markant negativ udvikling i Barn 2’s trivsel.
Efter oplysningerne i sagen, herunder vurderingen i den børnesagkyndige undersøgelse, må Barn 1’s og Barn 2’s manglende samvær med deres far i det væsentligste henføres til Mors handlinger og egen negative indstilling til Far. Uanset denne grove samværschikane finder landsretten efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger og forløb, herunder de af Familieretshuset og institutionen observerede og beskrevne reaktioner hos børnene, og da der ikke siden sommeren 2020 har været reel kontakt mellem børnene og Far, at det ikke vil være til bedste for Barn 1 og Barn 2 at ophæve den fælles forældremyndighed og tillægge Far forældremyndigheden alene, jf. forældreansvarslovens § 4, jf. § 11.
Landsretten frifinder derfor Mor for Fars principale og subsidiære påstand og tiltræder i overensstemmelse med Mors principale påstand familierettens afgørelse om, at det for nærværende vil være til børnenes bedste, at parterne fortsat har fælles forældremyndighed. Landsretten har herved også lagt vægt på, at Mor og Far begge vurderes at være egnede til at have del i forældremyndigheden over Barn 1 og Barn 2.
Af de samme grunde, som er anført vedrørende forældremyndighed, finder landsretten, at det er til Barn 1’s og Barn 2’s bedste, at bopælen for dem forbliver hos Mor, jf. forældreansvarslovens § 17, jf. § 4. Herefter tages Mors påstand vedrørende bopæl til følge, og hun frifindes for Fars mere subsidiære påstand.
Far har udtrykkelig anført, at han ikke ønsker at nedlægge en selvstændig påstand om samvær, såfremt bopælen for Barn 1 og Barn 2 forbliver hos Mor. Det er i den forbindelse anført, at samværet erfaringsmæssigt ikke gennemføres, og påstanden derfor er en nullitet.
Under hensyn til det, som Far har anført, finder landsretten, at der under de foreliggende omstændigheder savnes grundlag for at træffe afgørelse om, at Barn 1 og Barn 2 for nærværende skal have samvær med Far.
Herefter tages Mors påstand om, at der ikke for nærværende fastsættes samvær mellem Far og Barn 1 og Barn 2, til følge.
Landsrettens resultat.
Mor frifindes for påstanden om forældremyndighed og bopæl.
Far og Mor skal fortsat have fælles forældremyndighed over Barn 1, født Dato 1 2017, og Barn 2, født Dato 2 2020.
Barn 1, født Dato 1 2017, og Barn 2, født Dato 2 2020, skal have bopæl hos Mor.
Der fastsættes ikke for nærværende samvær for Barn 1, født Dato 1 2017, og Barn 2, født Dato 2 2020, med Far.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller til statskassen.
Højesterets begrundelse:
Sagen angår i første række, om den fælles forældremyndighed over B1 og B2 skal ophæves, sådan at forældremyndigheden tillægges F alene. Hvis den fælles forældremyndighed ikke ophæves, angår sagen, om børnene fortsat skal have bopæl hos M.
B1 er født den … februar 2017, og B2 er født den … februar 2020. Forældrene ophævede deres samliv i sommeren 2020, og børnene har siden da boet hos M.
Børnene har siden samlivsophævelsen ikke haft samvær med F, bortset fra kortvarigt, overvåget samvær i foråret 2022 mellem B2 og F.
Det følger af forældreansvarslovens § 1 og § 4 og forarbejderne hertil, at afgørelser efter loven, herunder om forældremyndighed og bopæl, skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og at dette hensyn skal komme i første række. Bedømmelsen af, hvad der er ”barnets bedste”, skal altid ske ud fra en konkret og individuel vurdering af det enkelte barns forhold, herunder bl.a. barnets egen indstilling samt barnets tilknytning til forældrene. Det indgår i vurderingen som et vigtigt moment, der skal tillægges stor vægt, om den ene forælder uden påviselig grund hindrer den anden forælder i at have kontakt med barnet (samværschikane). I de tilfælde, hvor samværschikane påvises, skal der særligt i sager om forældremyndighed og bopæl anlægges et fremtidsorienteret perspektiv, således at det ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, må indgå, hvem af forældrene der har bedst evne til at samarbejde og dermed på længere sigt kan sikre barnets kontakt til den anden forælder. Der henvises i det hele til Folketingstidende 2006-07, tillæg A, lovforslag nr. L 133, side 4471,4483, 4486 og 4490, Folketingstidende 2011-12, tillæg A, lovforslag nr. L 157, side 25, og Folketingstidende 2018-19, tillæg A, lovforslag nr. L 91, side 34 og 61-62.
Højesteret lægger efter bevisførelsen, herunder navnlig de børnesagkyndige erklæringer af 7. marts 2023, til grund, at både M og F har gode forældrekompetencer.
Som anført af landsretten må det lægges til grund, at B1s og B2s manglende samvær med F i det væsentlige må henføres til Ms handlinger og egen negative indstilling til F. Denne samværschikane må indgå med stor vægt ved vurderingen af, om det vil være bedst for børnene enten at tillægge F forældremyndigheden alene eller at fastholde den fælles forældremyndighed og at tillægge ham bopælen. Dette gælder, selv om M har tilkendegivet, at hun på sigt ønsker at etablere et godt samarbejde om børnene.
Heroverfor må der navnlig lægges vægt på, at M i hvert fald siden samlivsophævelsen i sommeren 2020 har været børnenes primære omsorgsperson, og på Familieretshusets og børneinstitutionens observationer af børnenes negative reaktioner i forbindelse med forsøgene på at gennemføre de tidligere fastsatte samvær i 2021, 2022 og 2023.
Efter en samlet vurdering tiltræder Højesteret familierettens og landsrettens konklusion, hvorefter det på nuværende tidspunkt vil være bedst for børnene, at forældrene fortsat har fælles forældremyndighed, og at børnene fortsat har bopæl hos M.
Herefter, og da F ikke har nedlagt påstand om samvær med børnene, stadfæster Højesteret landsrettens dom.
Højesterets resultat:
Landsrettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.
Kort om supplerende faktum fra dommene.
Sagen blev oprindelig anlagt af F. Påstanden fra F var eneforældremyndighed hos ham med samvær, som skulle optrappes mod 7/7. Børnene boede på det tidspunkt hos M og havde ikke samvær.
Byretsdommen blev anket af M igen med påstand om eneforældremyndighed. Om samvær var påstanden fra M, at der principalt ikke skulle være samvær med nogle subsidiære påstande.
Fs påstand i landsretten var, at han skulle have ene forældremyndighed og dermed bopæl. Han påstod umiddelbart samværsstop til M men en optrapningsordning til 7/7. Hvis bopælen fortsat var hos M, var der ikke påstand om samvær.
Landsretsdommen blev anket af F med påstand om ene forældremyndighed til ham, subsidiært fortsat fælles forældremyndighed med bopæl hos ham.
Om samværspåstandene bemærkes, at F heller ikke nedlagde påstand om samvær, såfremt bopælen fortsat blev hos M. (Kommenteres nedenfor).
Der var fra starten et højt konfliktniveau. Familieretshuset traf i marts 2021 afgørelse om ikke ene forældremyndighed til M og satte overvågede samvær i gang. I Januar 2022 blev der truffet midlertidig afgørelse om ikke midlertidigt samvær.
Børnefaglig undersøgelse i september 2022 førte til den vurdering, at der ikke var behov for særlige foranstaltninger.
Retten traf 17/12 2022 beslutning om, at der ikke fastsattes midlertidigt samvær med F.
Der blev gennemført en børnesagkyndig undersøgelse med rapport 7/3 2023. Den indeholdt erklæringer om både M og F.
Kommentar:
Jeg kender kun sagen fra selve dommene, der er tilgået via Højesterets hjemmeside.
Overordnet er dommen selvfølgelig allermest interessant, fordi den på det formelle plan mest af alt handler om eventuelt at rive børnene op med rode og flytte dem til den forælder, som de ikke har set længe.
Konklusionen har ærlig talt rigtig længe været, at der skal virkelig meget til for at få ophævet fælles forældremyndighed. Det indså M tidligt i denne sag og opgav kravet herom.
Her gentager jeg for tusindogsyttende gang min helt principielle holdning, nemlig at fælles forældremyndighed er noget, Fanden har skabt – men at betydningen omvendt er stærkt overvurderet af forældrene.
Man kan måske sige, at retsstillingen i al fald i relation til spørgsmålet om samværschikane ikke er blevet afklaret med de højesteretsdomme, der efterhånden er på området.
Her tænker jeg særligt på den nok mest omtalte – og af FF-segmentet flittigt citerede dom fra 2020, hvor samværschikane førte til overførsel af forældremyndigheden over et meget lille barn fra M til F.
Men også dommen fra maj i år, hvor forældremyndigheden over en 10-årig ligeledes blev overført fra M til F kunne tyde på en tendens i retning af at konsekvenssætte uheldig adfærd på en lidt barsk måde.
I mine kommentarer til den første dom var jeg inde på den bekymring, at M måske har fået uheldig rådgivning undervejs. I al fald fortsatte samværshindringerne under selve sagen. Dommen fra maj kommenterede jeg på den måde, at jeg faktisk ikke kunne finde ud af, om det var M eller F, som var ”skurken”.
Nu har vi så fået en augustdom fra 2024. Hvad får man ud af at læse den? Det blafrer ærlig talt lidt i vinden for mig.
Børnene er ikke ret gamle.
Jeg har i årevis efterlyst, at sagerne undersøges til bunds, og at alle bekymringer skulle tages alvorligt.
Jeg har i en artikel beskrevet forskellene på en børnefaglig undersøgelse og en børnesagkyndig undersøgelse.
I den nye højesteretsdom kan man læse, at der har været afholdt både en børnefaglig undersøgelse og en børnesagkyndig undersøgelse. Min oplevelse er, at det ikke er så tit, at man kan overbevise retten om, at man ikke kan nøjes med en kommunal børnefaglig undersøgelse.
Den børnefaglige undersøgelse når frem til, at børnene grundlæggende trives, og at der ikke var behov for særlige foranstaltninger. Min pointe er egentlig helt generelt, at man ikke kan udlede ret meget familieretligt af sådan en undersøgelse, hvilket du kan læse meget mere om i artiklen om emnet. Med familieretligt mener jeg, at det ikke er kommunens undersøgelse, som kan og bør vurdere, hvor børnene skal bo.
I forbindelse med sagen gennemføres der også en børnesagkyndig undersøgelse. Det råber jeg egentlig principielt højt hurra til. Men jeg tænker ikke, at den er super anvendelig i den konkrete sag.
Den børnesagkyndige er temmelig grundig i sin vurdering af parterne. Der er også refereret detaljeret fra den i dommene. Resultatet er desværre temmelig typisk for en børnesagkyndig undersøgelse. Man snakker med forældrene og finder, at begge forældre er gode forældre og begge besidder forældrekompetencer. Det er samarbejdet, der halter.
Forældrene beskrives meget positivt. De er begge velfungerende. Det er altså ifølge psykologen ”bare” samarbejdet, som er et problem.
Man tænker hele tiden under læsningen, hvad pokker problemet mon er. For mor kan samarbejde med alle – bare ikke med far. Hun valgte på et tidspunkt at tage på krisecenter.
Det fremgår dog af dommene, at mor har oplevet sig udsat for især psykisk vold. Den børnesagkyndig skriver godt nok, at mor har nævnt den bekymring, som afvises med, at der ikke er indikationer af, at F har udøvet eller haft til hensigt at udøve psykisk vold. M forklarer, at den børnesagkyndige ikke ville høre meget om det, da det ikke var en del af opdraget.
Emnet fylder rigtig meget i Ms forklaring. M forklarer blandt andet, at politiet skulle have sagt, at sagen var helt oplagt, men at eventuel overtrædelse er foregået før, straffelovsbestemmelsen om psykisk vold trådte i kraft.
Man kan egentlig mene, at det er tindrende ligegyldigt i al fald i en sag, hvor M faktisk opnår, at der ikke skal være samvær. Jeg synes, at det er ærgerligt, at man ikke forholder sig til det.
Hvor ville det dog have været rart, om opdraget havde taget højde for alle sagens problemstillinger, hvortil netop psykisk vold fylder ganske meget. Opdraget er ikke gengivet i nogen af dommene.
Lidt om påstandene – parternes ”krav”
F starter sagen, fordi han mener, at M udøver chikane. Alle hendes beskyldninger er grundløse. Det skal fra starten føre til, at han får eneforældremyndigheden, hvilket jo betyder, at børnene skal bo hos ham og have samvær med mor. Der er altså fra starten et grundsyn fra F gående ud på, at hvis han får bopælen og forældremyndigheden, falder alt på plads.
Ms påstand var fra starten: ene forældremyndighed til hende. Ingen samvær til F.
Byretten når frem til fælles forældremyndighed, bopæl hos M fortsat og en meget forsigtig optrapning af samvær med F.
Det er M, der anker byretsdommen. Her synes jeg, at det er interessant, at M ikke i landsretten nedlægger påstand om eneforældremyndighed. Hun indser altså allerede på det tidspunkt, at det vil være klogt nok at komme videre og acceptere fælles forældremyndighed.
For M handler ankesagen til landsretten altså om, at der ikke skal være samvær overhovedet med nogle subsidiære påstande om begrænset samvær.
F nedlægger i landsretten igen påstand om eneforældremyndighed til sig men nu med en principal påstand om, at der slet ikke skal være samvær med M, subsidiært en optrapningsordning.
Det er interessant, at F ikke nedlage selvstændig påstand om samvær, hvis M fik bopælen, ”idet dette erfaringsmæssigt ikke gennemføres, og påstanden således er en nullitet.” (citat fra dommen).
Landsretten giver sådan set M fuldt medhold. Hun havde jo ikke nedlagt påstand om eneforældremyndighed.
Det er derfor selvfølgelig F, som har fået tredjeinstansbevilling og har anket til Højesteret. Begges påstande er stort set som i landsretten.
Jeg må ærligt sige, at jeg er overrasket over, at en sag som denne overhovedet er blevet vurderet som principiel, så den kunne indbringes for Højesteret.
Altså: sagen i Højesteret handlede IKKE om eneforældremyndighed contra fælles forældremyndighed. I al fald ikke, hvis børnene skulle bo hos M. Hun accepterede fælles forældremyndighed. Den handlede i virkeligheden om samværschikanen og konsekvenserne heraf. Skulle børnene flyttes over til F som den, der måske bedst kunne håndtere nødvendigheden af, at børnene skulle have kontakt med begge forældre.
Samlet vurdering.
Jeg antydede i starten, at man ikke bliver voldsomt meget klogere af de nu eksisterende højesteretsdomme, der har samværschikane som udgangspunkt.
Forleden skrev jeg et høringssvar i forbindelse med de politiske ideer om, at det er åh så vigtigt at annektere et begreb kaldet ”forældrefremmedgørelse”. I lovbemærkningerne er et afsnit, som jeg synes, at den nye dom lever op til:
”Regeringspublikationen Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab fra juni 2022 indeholder en række tiltag, der har til formål at styrke indsatsen mod vold i nære relationer og partnerdrab. Handlingsplanen har bl.a. fokus på børn, der vokser op med vold i hjemmet. I planen understreges det, at det er samfundets ansvar at sikre børns ret til at være børn uden vold, og at børn svigtes, når samfundet lukker øjnene over for vold mod børn, eller lader børnene være kastebold i det system, der er sat i verden for at beskytte dem.”
I den nye dom savner jeg noget konkret i præmisserne. Hvor ville det have været dejligt, om man havde forholdt sig mere konkret til mors begrundelse for af alle mennesker i hele verden kun at være ”bange” for hendes børns far.
Den nuværende retsstilling er lige så uklar som tidligere.
Hvis det er ”rigtig slemt” som i 2020-højesteretsdommen, flyttes barnet.
Hvis det er ”rigtig slemt” og man ikke rigtig kan finde ud af, hvem der er skurken, trækker man lod og vælger, at børnene skal have ”ro” hos den ene forælder. Jeg erkender, at denne kommentar til maj-dommen fra i år, er lidt provokerende. Men jeg kan altså ikke af dommen gennemskue, hvem der er skurken og tænker, at ro-synspunktet i det mindste er klogt.
Denne dom så? Ja den siger vel også noget om ”ro”. Men man kan som læser af afgørelsen virkelig ikke gennemskue, hvad der er op eller ned – ej heller reelt Højesterets holdning til spørgsmålene.
For mig at se har den meget begrænset præjudikats værdi.
Viggo Bækgaard
23. august 2024