Hvad gør man, når der er mistanke om vold mod børnene?
Jeg har et spørgsmål omkring, hvordan det skal håndteres når børn udsættes for vold. Sagen er at der er tre fælles børn i alderen 6-9 som både mor og far ønsker bopæl på. Mor flygtede på krisecenter med børnene pga. vold og trusler. Volden er dog aldrig anmeldt. Far har samvær med børnene, men når de kommer fra samvær fortæller de, at de har forsøgt at flygte, at de er blevet kastet ind i seng fra fx en meters afstand, de bliver løftet op i kraven så de ikke rører jorden osv. De fortæller om meget råberi og skæld ud og siger at de ikke vil på samvær og at de er utrygge ved deres far.
Mor har fået undersøgt det ene af børnene for mærker efter vold, med henblik på at anmelde, men lægen mente at der ikke var mærker der med sikkerhed kunne tilskrives volden. Kommunen har talt med børnene og ved besked om situationen, men henviser til statsforvaltningen på grund af den verserende sag. Statsforvaltningen henviser til den psykolog der skal foretage børnesagkyndig undersøgelse. Psykologen der skal foretage børnesagkyndig undersøgelse, vil ikke forholde sig til volden og fortæller mor at hun må anmelde volden til politiet.
Der er ingen tydelige mærker efter vold efter samvær, så det er kun børnenes udtalelser og mors erfaring med samme vold, der understøtter at der foregår noget, som ikke er ok. Den fysiske vold er kun en del af det. Den psykiske vold er værre. Samværet giver dog også børnene nogen andre oplevelser end hos mor, da far bor på landet.
Mor synes ikke at det er ok at børnene udsættes for vold, også selvom det ikke er brækkede ben og arme. Så hvad er vejen frem i denne sag? Skal mor gå videre med volden og risikere at blive stemplet som konfliktende fordi politiet ikke gider denne type sager, eller hvad skal hun gøre for at beskytte sine børn mod vold?
Svar:
Man må ikke slå børn. Revselsesretten er ophævet for længst. Det er definitionsmæssigt vold at slå børn. Vold er strafbart efter voldsbestemmelserne i straffeloven. Det er altså noget, som man kan straffes for – og bliver det.
Danmark er et retssamfund. Vi hylder nogle meget vigtige retsprincipper. Et af disse retsprincipper er, at anklagemyndigheden (politiet) ikke må rejse tiltale, med mindre man er temmelig sikker på, at en tiltale også kan føre til domfældelse. Et af de allervigtigste er, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode.
Forbrydelser mod børn begås ofte af personer, som børnene kender og normalt er fortrolige med eller endda afhængige af. Endvidere begås den type forbrydelser ofte inden for hjemmets fire vægge uden andre vidner end den, der udøver volden og den, som det går ud over.
Disse forhold betyder for det første, at der sjældent er vidner til volden. Hvis overhovedet børnene taler om det, vil man opleve, at det er påstand mod påstand. Jeg tror også, at børnene holder sig tilbage for at fortælle om volden af frygt for konsekvenserne. Hvis det er far, der udøver vold, er de simpelthen bange for, hvad far vil gøre ved dem, når de fortæller om det til andre. Børnene er måske også bange for, at der slet ikke bliver lyttet til dem. Så hellere tie, tror jeg at mange børn tænker.
Konsekvensen er i al fald i ganske mange situationer, at der end ikke bliver rejst tiltale ved domstolene. Hvis forholdet er politianmeldt af mor, vil resultatet meget tit blive, at faren blot råber op om, at han er frifundet. Det er så mor, der er hysterisk og bare jagter ham helt uden grund. Man kan vel ikke direkte fortænke en far i ikke at have de lidt spidsfindige juridiske finesser om bevisets stilling i klar bevidsthed – og slet ikke acceptere den tvivl, som andre kan have.
Det var den strafferetlige tilgang til emnet. En tilgang, som jeg som jurist selvfølgelig fuldt og helt bakker op om.
Det næste spørgsmål er så, hvilke konsekvenser det skal have, at en forælder slår børnene eller udøver psykisk vold over for dem.
Skal det for eksempel betyde, at han slet ikke skal have samvær? Kan et barn godt elske en far, som er voldelig? Har et barn brug for sådan en forælder, selv om det er bange for ham?
Problemet er jo, som du næsten selv direkte siger i spørgsmålet. Far slår ikke hele tiden. Der sker også noget godt hos far.
Afvejningen er virkelig svær. Efter min opfattelse skal dokumenteret eller sandsynliggjort vold have konsekvenser også i forhold til samværet. Hvordan det så skal tackles i en kontekst, hvor far jo er far på godt og ondt – ja det er en vanskelig afvejning, som der selvfølgelig også er nogle psykologiske overvejelser omkring.
Barnet skal beskyttes mod volden. Det tror jeg i virkeligheden, at der er ret bred konsensus om.
Opgaven bliver så at finde ind til sandheden – eller tæt på den i det mindste.
Jeg har utallige gange oplevet det synspunkt fra systemet, at hvis beskyldninger om vold eller incest skal tages alvorligt, må der ske egentlig politianmeldelse.
Det er jeg personligt indædt modstander af.
I samværsvejledningens pkt. 14.1.1.7.1. står blandt andet dette om emnet:
”Er der ikke sket anmeldelse eller underretning, skal statsforvaltningen undersøge baggrunden herfor. Har overgrebet angiveligt fundet sted kort tid inden ansøgerens henvendelse til statsforvaltningen, kan manglende anmeldelse eller underretning som udgangspunkt ikke tillægges afgørende betydning. Statsforvaltningen har i disse situationer pligt til at vejlede ansøgeren om muligheden for anmeldelse og underretning. Finder statsforvaltningen behov herfor, bør ansøgeren samtidig orienteres om straffelovens § 164 om falsk anmeldelse.
Hvis der er rejst tiltale for vold eller seksuelle overgreb, bør samværet suspenderes, indtil straffesagen er afsluttet i byretten.
– Hvornår fandt overgrebet angiveligt sted, hvornår fik ansøgeren kendskab til eller mistanke om overgrebet, og har ansøgeren herefter udleveret barnet til samvær?
– Kan der indhentes oplysninger fra andre myndigheder, institutioner m.v.?
Henset til den alvorlige karakter af disse sager har statsforvaltningen en særlig pligt til dels at søge sagen grundigt oplyst og dels at følge op på den, således at nye, relevante oplysninger hurtigst muligt indgår ved vurderingen af sagen. Det påhviler således statsforvaltningen straks at iværksætte foranstaltninger til fremskaffelse af de oplysninger, der er nødvendige til brug for den midlertidige og senere endelige afgørelse om samværet. Statsforvaltningen kan selv indhente de nødvendige oplysninger, eller statsforvaltningen kan opfordre forældrene til at fremskaffe oplysningerne. Kan forældrene ikke fremskaffe de nødvendige oplysninger, skal statsforvaltningen være dem behjælpelig hermed.
De nødvendige oplysninger indhentes typisk fra politiet, som bl.a. vil kunne have oplysninger om fysiske undersøgelser af barnet samt fra afhøringer af barnet eller af de øvrige implicerede.
De sociale myndigheder vil kunne have oplysninger om ansøgerens og barnets forhold, f.eks. i form af udtalelser fra barnets daginstitution eller vurderinger fra en børnesagkyndig, der er udpeget til at undersøge barnets forhold nærmere med henblik på tilrettelæggelse af kommunens eventuelle indsats over for barnet. Sådanne udtalelser, vurderinger m.v. udarbejdes ofte med fokus på den aktuelle beskyldning. Ved vurderingen af, hvilken vægt de kan tillægges, bør det overvejes, om de er af foreløbig karakter, og om de bygger på en fuldstændig eller en begrænset undersøgelse.
Kommunen kan endvidere have oplysninger om barnets eventuelle tidligere behov for særlig støtte, og om barnet på nuværende tidspunkt anses for behandlingskrævende.
I nogle tilfælde vil kommunen allerede være inddraget, idet kommunen kan have modtaget underretning fra fagpersoner eller borgere. Kommunen har endvidere efter § 146 i lov om social service pligt til at føre tilsyn med børn på en sådan måde, at kommunen så tidligt som muligt bliver opmærksom på tilfælde, hvor der er behov for særlig støtte. Ifølge § 50 skal undersøge barnets forhold, hvis det må antages, at barnet trænger til støtte. Som led i denne børnefaglige undersøgelse skal kommunen inddrage de fagfolk, som allerede har viden om barnets og familiens forhold.
Er der på baggrund af undersøgelsen grundlag for at iværksætte foranstaltninger, kan kommunen bl.a. yde praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet eller yde familiebehandling eller lignende støtte, jf. § 52, stk. 3.
Kommunen har pligt til løbende at følge op på de enkelte sager, jf. servicelovens § 148, stk. 2.
Der vil også kunne indhentes relevante oplysninger fra f.eks. daginstitution, skole, hospital, barnets egen læge og lign.
– Har ansøgeren tidligere beskyldt samværsforælderen for vold eller grænseoverskridende handlinger, eller har der gennem en længere periode været konflikt mellem forældrene om samværet?
– Har barnet enten tidligere eller i forbindelse med den nuværende behandling af sagen givet udtryk for forhold, der giver anledning til bekymring?
– Er der behov for at foretage en børnesagkyndig undersøgelse?
Statsforvaltningens oplysning af sagen bør som udgangspunkt ske gennem en børnesagkyndig undersøgelse eller – efter en konkret vurdering – ved, at en børnesagkyndig afholder en samtale med barnet og fremkommer med en vurdering heraf. Der vil normalt være behov for at gennemføre en børnesagkyndig undersøgelse, hvis politiets efterforskning eller kommunens undersøgelse ikke har ført til en afklaring af sagen. Der henvises til afsnit 4.1.2. om børnesagkyndige undersøgelser.
Opremsningen er ikke udtømmende, og det kan således være nødvendigt at foretage andre undersøgelser. Omvendt skal der naturligvis kun foretages de undersøgelser, der er nødvendige for at træffe en midlertidig eller endelig afgørelse om samværet.”
Du kan se i vejledningen, at man bestemt har som formodning, at der finder anmeldelse sted. Samtidig kan du se, at Statsforvaltningen skal vurdere baggrunden for, at der ikke er sket anmeldelse. Endelig er det helt åbenlyst, at den børnesagkyndige undersøgelse netop har til formål at vurdere de bekymringer af enhver art, som der må være omkring barnet.
Som antydet er min egen tilgang til emnet, at de færreste har en selvstændig interesse i, at partneren eller i en sag som din ex-partneren kommer i fængsel. Hovedinteressen er at beskytte børnene og måske gøre den anden forælder begribeligt, at det er alvorligt. Det skal stoppes.
Som rådgiver i disse sager lægger jeg også vægt på, at man som forælder skal være bevidst om, at retssystemet er indrettet sådan, at der ganske ofte ikke finder domfældelse sted på grund af bevisets stilling.
Lige siden stiftelsen af Landsforeningen Børn og Samvær har vi bakket op om retssikkerhedsprincippet om, at enhver rimelig tvivl skal komme tiltalte til gode. Men vi har samtidig sagt, at enhver rimelig tvivl skal komme barnet til gode. Da barnet er svagere end forælderen mener vi, at tvivlen for barnet bør veje tungest.
Jeg har endnu aldrig hørt nogen, som seriøst anfægter det synspunkt, når jeg diskuterer det. Noget andet er så, at virkeligheden ofte er, at samværet får lov at fortsætte ud fra den modsatte tankegang. Han er jo ikke blevet dømt.
Det synes jeg personligt er en skandale. Da jeg var yngre, holdt jeg mig ikke tilbage fra at benytte udtrykket bananrepublik om vores retssystem lige præcist på ”vores område”. Dengang var det også værre end i dag. Det siger desværre slet ikke så lidt.
Din beskrivelse af de forskellige myndigheders udsagn virker desværre ikke fremmed for mig.
Kommunen har en selvstændig og skærpet aktionspligt, hvis de har kendskab til noget fra børnene, som bør politianmeldes. Men jeg kan sådan set sagtens sætte mig ind i deres bekymring for at puste mere til ilden i en situation, hvor sagen åbenbart kører lige nu.
Statsforvaltningen har efter min mening ret, når de siger, at det er den børnesagkyndige, som må vurdere situationen.
Den børnesagkyndige er i al fald helt galt afmarcheret, hvis pågældende mener, at du på nuværende tidspunkt skal foretage en politianmeldelse. Det vil efter min opfattelse være selvstændigt konfliktoptrappende og helt ude af trit.
Når alt dette er sagt, vil jeg tillade mig at mene, at en dygtig og seriøs børnesagkyndig i sin undersøgelse vil nå ind til kernen også af de problemer, som du beskriver.
Børnene er i en alder, hvor de kan fortælle om deres liv. En børnepsykolog vil sandsynligvis gennemskue den utryghed, som børnene har og forhåbentlig på den baggrund vurdere, hvad der er bedst for børnene.
Det er dog ikke særlig sandsynligt, at den børnesagkyndige i sin rapport vil formulere sig i ”volds-vendinger”. Psykologen kan lige så lidt som politiet dømme nogen, med mindre der slet ikke er nogen tvivl – og så skal det anmeldes. Psykologen har i den forbindelse efter min mening en selvstændig pligt til at anmelde, hvis der kommer noget frem, som giver anledning til det.
Dit held bør egentlig være, at der er så mange øjne, der hviler på faren. Det er næsten altid værst, hvis det kun er mor, der får noget at vide af børnene om, hvor slemt det står til.
Med venlig hilsen
Viggo Bækgaard
formand og talsmand for Landsforeningen Børn og Samvær
den 31. januar 2015