Hjemvisning til Familieretshuset af sag om samvær, TFA 2021/18 ØLD

Hjemvisning til Familieretshuset af sag om samvær, TFA 2021/18 ØLD

Statsforvaltningen har den 25. januar 2019 truffet afgørelse om, at samværet mellem B, født den … 2016 og F, ophæves.

F har klaget over Statsforvaltningens afgørelse til Ankestyrelsen.

Som følge af ændringer ved lov nr. 1702 og lov nr. 1711 af 27. december 2018 er sagen den 1. april 2019 overgået fra Ankestyrelsen til behandling ved familieretten

Byrettens begrundelse:

Efter en samlet bedømmelse af oplysningerne i sagen finder familieretten ikke grundlag for at tilsidesætte Statsforvaltningens vurdering af, at det er bedst for B, at samværet med F ophæves. Familieretten stadfæster derfor Statsforvaltningens afgørelse.

Landsrettens begrundelse:

Det følger af forældreansvarslovens § 19, stk. 1 og 2, at barnets forbindelse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, og at forældrene har et fælles ansvar for, at barnet har et sådant samvær. Dette gælder dog ikke, hvis det vil være bedst for barnet, at der ikke er samvær, jf. forældreansvarslovens § 4.

Det må efter oplysningerne om B lægges til grund, at han er i god trivsel.

Efter det oplyste om F’s personlige forhold og oplysningerne om forløbet af de samvær, som blev gennemført frem til suspensionen af samvær i august 2018 – herunder samspillet mellem F og B – lægger landsretten i overensstemmelse med vurderingerne i den børnesagkyndige erklæring af 2. december 2018 til grund, at F må antages at have de fornødne personlige ressourcer til, at hans samvær med B vil være positivt for B. Forklaringen fra M om B’s reaktioner efter samvær frem til august 2018, børneinstitutionens markante vurderinger af F og oplysningerne om, at F’s kontakt med blandt andet Statsforvaltningens personale ved tidligere overvågede samvær til dels har været problematisk, kan efter det i øvrigt foreliggende ikke føre til en anden vurdering. På denne baggrund finder landsretten, at der skal etableres samvær – og ikke blot kvartalsvise kontaktbevarende samvær – mellem B og F.

Når henses til, at det seneste samvær mellem F og B, der nu er 4 år gammel, ligger mere end to år tilbage i tid, finder landsretten, at sagen bør hjemvises til Familieretshuset med henblik på den nærmere fastsættelse af omfanget af samværet, således at der efter en indledende periode med overvågede samvær kan ske optrapning af samværet mellem F og B.

Kommentar.

Glæden kan siges at vare kort. Jeg har i min kommentar for et øjeblik siden til TFA 2021/11 rost landsretten for at ophæve et samvær.

Sandelig om ikke landsretten så i denne afgørelse gør præcist det modsattte. Jeg hæfter mig egentlig mest ved, at landsretten har forstået, at Fs adfærd har været ”til dels” problematisk.

Man skal måske være opmærksom på, at det er en gammel sag med afgørelse i Statsforvaltningen og klage til Ankestyrelsen, som byretten overtog.

Det er altså et kun 4-års barn. Jeg tænker egentlig, at det måske kan være i orden at revurdere sagen helt efter det nye system. Men min bekymring går mest på, om byretten efter en fornyet oplysning af sagen tør afvise samvær.

Eller skal den 4-årige være forsøgsdyr, som jeg har sagt ved flere lejligheder?

Viggo Bækgaard

24. februar 2021