Fuld forældremyndighed over 3 børn ophævet, og forældremyndigheden tillagt M. Intet samarbejde og ikke samvær siden 2013, TFA 2015/367 VLD

Fuld forældremyndighed over 3 børn ophævet, og forældremyndigheden tillagt M. Intet samarbejde og ikke samvær siden 2013, TFA 2015/367 VLD

Byrettens begrundelse:

Efter det oplyste om familiens forhold har parterne i nogen tid haft problemer med udøvelsen af den fælles forældremyndighed, uden at det alene kan tilskrives den ene parts forhold.

Der er dog ikke sikre holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om børnenes forhold til børnenes bedste.

Der er ikke påvist konkrete omstændigheder til støtte for sagsøgerens frygt for, at sagsøgte vil bortføre børnene til udlandet.

Retten finder således ikke tilstrækkeligt grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed over børnene.

Ved børnesamtalerne har C og B virket fornuftige, tillidsfulde og trygge og har tilpasset sig de nye forhold hos sagsøgeren, men vil gerne på besøg hos sagsøgte. På baggrund heraf må det anses for bedst for børnene, at de opretholder bopælen hos sagsøgeren.

Landsrettens begrundelse:

Efter de foreliggende oplysninger har der reelt ikke været noget samarbejde mellem parterne om børnenes forhold siden samlivsophævelsen, og de 3 børn har ikke haft samvær med deres far siden julen 2013, uden at dette kan tilskrives M’s forhold.

Under hensyn hertil og til oplysningerne om, at F ofte opholder sig i udlandet og nu skulle være udrejst af Danmark sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger om parternes konfliktfyldte forhold, er der holdepunkter for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om børnenes forhold til deres bedste.

Landsretten tager derfor M’s påstand om ophævelse af den fælles forældremyndighed til følge som anført nedenfor.